Bruxelles strammer nu miljøgrebet om byens mange biler.
Fra 1. oktober skal alle biler, minibusser og varevogne under 3,5 ton, der kører ind i den belgiske hovedstad, på forhånd have registreret deres miljøegenskaber og nummerplade online. Nummerpladen vil så blive aflæst på vej ind i byen.
Har du ikke fået bilen registreret, inden turen går til Bruxelles, risikerer du en bøde på 150 euro, eller hvad der svarer til 1.125 kroner.
Lever bilen samtidig ikke op til de nye skærpede miljøkrav, lyder bøden på 350 euro (2.600 kroner).
Din bil kan dog - indtil videre - kun blive ’blitzet’ én gang i en periode på tre måneder eller 4 gange på et år.
Registrer din bil online her. (ekstern link)
Dårlig luft
Det er problemer med dårlig luftkvalitet, der ved årsskiftet fik Bruxelles til at indføre en såkaldt Low Emission Zone, LEZ. Miljøzonen dækker hele Bruxelles med undtagelse af byens store ringvej og enkelte andre store veje.
Allerede i dag har Antwerpen en lignende zone, mens byerne Gent og Mechelen efter planen vil indføre Low Emission Zones fra 2020.
Læs også: Bruxelles indfører Miljøzone
Rammer ældre dieselbiler
Mens alle biler på forhånd skal registreres online, må de ældste biler kun køre ind mod betaling.
I første omgang rammer de nye miljøkrav de ældste dieselbiler, som kun lever op til Euronorm 1. Det vil sige dieselbiler fra før 1996. De kommende år skærpes kravene dog løbende, så dieselbiler i 2020 skal leve op til mindst Euronorm 4 (årgang 2005) for at køre ind i byen. Også for benzinbiler vil der blive indført restriktioner. I 2020 hedder kravet her mindst Euronorm 2 (fra før 1996), men også det skærpes de efterfølgende år. (Se skema længere nede).
Læs også: Franske byer indfører miljøzoner
Lever din bil ikke op til de nye miljøkrav, er det alligevel muligt at købe adgang til Bruxelles i i alt 8 dage om året. Prisen er 35 euro pr. dag.
Registrer bilen for dagspas her (eksterne link)
Læs op på reglerne
”Den nye miljøzone i Bruxelles er et eksempel på, at man rundt om i Europa begynder at have krav til, hvilke biler der må kører ind i byerne. Skal man på kør selv-ferie, bør man derfor have sat sig ind i, hvilke regler der gælder i de enkelte lande og byer. Ellers risikerer man som i Bruxelles en ganske høj bøde, selvom ens bil faktisk lever op til miljøkravene,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
Pas på falske miljømærker
Med den nye online-registrering adskiller de belgiske miljøzoner sig fra eksempelvis dem i flere tyske byer, hvor der kræves et miljømærke i bilens forrude.
Derfor advarer de belgiske myndigheder mod hjemmesider, der sælger ’gyldige’ miljømærker til Bruxelles. Myndighederne understreger, at kun ved officiel online-registrering får du adgang til den belgiske hovedstad, uden at der følger en ærgerlig bøde med besøget.
Online-registreringen til LEZ i Bruxelles gælder i tre år.
Læs også: Se oversigt over miljøzoner i Europa
Diesel | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Euronorm 6, 6b, 6d, temp / VI |
Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt |
Euronorm 5, 5a, 5b / V og EEV | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Forbud |
Euronorm 4 / IV | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Euronorm 3 / III | Tilladt | Tilladt | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Euronorm 2 / II | Tilladt | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Euronorm 1 / I | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Ingen Euronorm | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Benzin | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Euronorm 6, 6b, 6d, temp / VI | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt |
Euronorm 5, 5a, 5b / V og EEV | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt |
Euronorm 4 / IV | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt |
Euronorm 3 / III | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt |
Euronorm 2 / II | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Tilladt | Forbud |
Euronorm 1 / I | Tilladt | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |
Ingen Euronorm | Tilladt | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud | Forbud |