Trafiksikkerheden for både hårde og bløde trafikanter bliver i fremtiden endnu bedre.
EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og Ministerrådet er blevet enige om at skærpe kravene til sikkerhed, så alle nye biler og varevogne, der typegodkendes fra 2022 skal være udstyret med sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse og vognbaneassistent. Det er ikke tilfældet i dag, selvom systemerne i stigende omfang bliver standard i nye biler. Kravet gælder for alle nye biler, der sælges fra sommeren 2024, uanset hvornår modellen er typegodkendt.
Det er dog vigtigt at huske, at systemerne ikke skal overtage kørslen, men assistere føreren
De nye obligatoriske systemer bliver bl.a.:
- For biler, varevogne, lastbiler og busser: advarsel, hvis føreren udviser sløvhed eller distraktion (f.eks. ved brug af smartphone under kørslen), intelligent fartbegrænser (ISA), sikkerhed under bakkørsel med kameraer og sensorer, og ’sort boks’ til registrering af data i tilfælde af uheld.
- For biler og varevogne: vognbaneassistance, avanceret nødbremsesystem (AEB) og forbedrede, kollisionstestede sikkerhedsseler.
- For lastbiler og busser: udførlige krav med henblik på at forbedre lastbil- og buschaufførers direkte udsyn samt fjerne døde vinkler og installation af systemer foran og på siden af køretøjet med henblik på at påvise og advare om sårbare trafikanter, især når køretøjerne drejer.
Læs også: Bilister vil have mere sikkerhedsudstyr i bilerne
Kan redde 25.000 liv
Ifølge EU-Kommissionen er menneskelige fejl skyld i 90 procent af alle trafikulykker. De nye systemer kan enten advare føreren eller selv gribe ind i kørslen og forhindre, at en ulykke sker.
Kommissionen forventer, at de nye krav til sikkerhedssystemerne frem mod 2038 kan være med til at redde 25.000 liv i trafikken og 140.000 alvorlige kvæstelser. EU’s målsætning er, at ingen skal miste livet eller komme alvorligt til skade i trafikken i 2050.
Læs også: Sikkerhedstest af biler har reddet 78.000 liv
8 ud af 10 vil have mere sikkerhed i biler
FDM har længe efterlyst skrappere krav til sikkerheden i nye biler og er derfor godt tilfreds med, at EU nu er blevet enige om at skærpe kravene til sikkerhedssystemerne.
”Det er kun positivt, at EU nu vil gøre mange af de nye sikkerhedssystemer obligatoriske. Det er også noget, forbrugerne efterspørger. I en undersøgelse, vi lavede sidste år, svarede 8 ud af 10, at der skulle være skrappere krav til sikkerheden i nye biler, og vi ved, at systemerne gør en forskel. Det er dog vigtigt at huske, at systemerne ikke skal overtage kørslen, men assistere føreren,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
Læs også: EU: Biler skal have mere sikkerhedsudstyr
Teknikken ikke god nok endnu
Selvom der altså er udsigt til, at flere systemer om få år bliver obligatoriske, er det ikke alle de kommende krav, der er helt uproblematiske, mener FDM. Det gælder særligt den såkaldte hastighedsbegrænser, der for eksempel enten ved at aflæse fartskilte eller via GPS tilpasser bilens hastighed.
”Som udgangspunkt er systemet godt, fordi det hjælper bilisten med at overholde den lokale hastighedsgrænse. Vi kan dog konstatere, at teknikken og infrastrukturen endnu ikke er god nok i alle tilfælde. Derfor er vi også glade for, at man i EU har lyttet til bilklubberne og har besluttet, at systemet skal kunne omgås og slås fra,” siger Dennis Lange og tilføjer:
Læs også: Derfor skal din bil have automatisk nødbremse
”Flere af systemerne kræver, at infrastrukturen er indrettet, så systemerne virker optimalt. Derfor venter der især for kommunerne en opgave med at tegne vejstriber op og indrette vejene med de rigtige skilte de rigtige steder, hvis vi skal have den fulde trafiksikkerhedsmæssige gevinst ved systemerne.”
Selvom EU-institutionerne er enige om de nye krav, mangler den endelige formelle vedtagelse dog.