Samlebåndene er gået i stå på verdens bilfabrikker, der som følge af den nuværende corona-krise næsten alle har indstillet produktionen. Også havneterminaler, fragt- og skibstrafikken er verden over berørt af den aktuelle pandemi.
Det betyder, at mange bilimportører og -forhandlere kan have svært ved at overholde leveringen af de nye biler. Enten fordi de er strandet, eller fordi de er blevet forsinket i produktionen.
Har du købt en ny bil til levering indenfor den kommende tid, risikerer du derfor at måtte vente længere tid på din bil end aftalt. Måske også længere end din tålmodighed rækker.
Læs også: Gode råd inden du køber ny bil hos forhandler
Kan annullere ved væsentlig forsinkelse
Overskrider sælger leveringsfristen væsentligt, vil du som køber kunne hæve handlen, uden at det koster dig noget. Hvor meget ’væsentligt’ er, er ikke nærmere defineret, men vil nok være mere end 14 dage.
”Som udgangspunkt kan man ikke gøre noget ved situationen. Der er nemlig ingen fortrydelsesret på bilhandler. Har man indgået aftale om køb af bil, inden corona-krisen tog fart, kan man som udgangspunkt ikke annullere aftalen uden at risikere et erstatningskrav fra sin bilforhandler,” siger advokat i FDM Casper Schad.
Du har som køber heller ikke krav på nogen form for godtgørelse ved forsinkelse.
Uklarhed om force majeure
Indtræder der ekstraordinære omstændigheder efter det tidspunkt, hvor aftalen er indgået, men før bilen leveres, kan begge parter dog påberåbe sig ’force majeure’.
Force majeure er et begreb, der bruges om hændelser, som ikke kan forudsiges, og ingen har indflydelse på. Det kan eksempelvis være naturkatastrofer.
I tilfælde af force majeure vil du kunne træde ud af handlen uden at risikere et erstatningskrav fra din bilforhandler.
Læs også: Her er de hyppigste fejl på slutsedlen
Omvendt er det FDMs vurdering, at en bilforhandler vil kunne påberåbe sig force majeure, hvis den fabrik, der skulle producere den bestilte bil, er lukket ned som følge af krisen.
Har corona-krisen derimod ingen umiddelbar betydning for hverken købers økonomi eller for sælgers mulighed for at levere den bestilte bil, betragter FDM det som mere tvivlsomt, om parterne kan komme ud af handlen uden skulle betale erstatning til den anden part.
”Skulle det komme til en større uenighed, vil det være op til Ankenævn for Biler og/eller domstolene at afgøre, om corona-krisen er force majeure,” siger Casper Schad.
Læs også: Hvad er Ankenævn for biler?
FDM: Søg dialog med sælger
”Under alle omstændigheder anbefaler vi, at man forsøger at opnå en løsning gennem dialog med sin bilforhandler. De fleste bilforhandlere vil formentlig have forståelse for situationen og ønske at bevare én som kunde. Derfor er der formentlig gode muligheder for, at der kan findes en løsning, som begge parter kan leve med,” siger Casper Schad.
Er din økonomi trængt, kan det være, at der kan opnås enighed om at ændre aftalen, så den omfatter en billigere bil end den, du i første omgang har afgivet bestilling på. Og hvis levering forsinkes, kan det være, at bilforhandleren kan tilbyde, at du låner en bil, mens du venter.
Du kan som medlem af FDM altid henvende dig til FDM for konkret og individuel rådgivning, hvis din nye bil er forsinket. Her tager vi stilling til de konkrete omstændigheder og forsøger at hjælpe dig til den bedst mulige løsning for dig.