Her kan privatleasing betale sig

Der sker så mange forandringer indenfor bilernes verden, at det kan være svært at vælge rigtigt. Senest har vi fået nye bilafgifter, der påvirker hvilke modeller, der er de mest attraktive, men hele bilmarkedet er sat i bevægelse, og her kan privatleasing være et lille helle i en forandringstid.

Når først du har fundet den rigtige bil, skal du finde ud af om du skal lease eller købe.
Bilist

Privatleasing er ikke kun et spørgsmål om økonomi. For valget mellem at købe en ny bil på traditionel vis eller lease den selvsamme bil kan også være et spørgsmål om behov eller mavefornemmelse. Der er forskel på kontrakterne, så husk at se hvad den indeholder, før du skriver under. 

De fleste privatleasingkonktrakter løber mellem 12 og 36 måneder, men der findes i dag korttidsleasing, hvor du kun lejer på månedsbasis eller op mod et år med kort opsigelsesvarsel. Det giver mulighed for større fleksibilitet i dit bilejerskab, men typisk er prisen også højere, jo kortere tid kontrakten løber. For større fleksibilitet giver også større risiko, og i den sidste ende er der kun dig til at betale.

Ud fra et økonomisk perspektiv er privatleasing interessant, fordi leasingselskabet ikke betaler hele afgiften på bilen, men kun betaler en løbende afgift. Dertil kommer, at fordi de handler med mange biler, får de også en markant lavere afgift på bilen. Derfor er privatleasing økonomisk set mest interessant på benzin- og dieselbiler, og mindre interessant jo mere elektrificeret bilen er. Plugin-hybrider betaler nemlig ikke så meget i afgift, og elbiler under 500.000 kr. ikke betaler registreringsafgift.

Læs også: Vigtigt at vide om privatleasing

Hvor lang tid skal du have bilen?

Vi har regnet på en række biler, der kører på benzin og diesel samt både plugin-hybrider og elbiler. Leasingaftalerne har vi beregnet over en tre-årig periode, det er her, prisen bliver lavest. Vi har taget udgangspunkt i en ejerskabsperiode på fem år. Det skyldes, at bilejere typisk har bilerne i fem år. Dertil kommer, at ved at sælge en bil efter tre år bliver afskrivningen uforholdsmæssig høj. Vil du skifte bil så ofte, vil privatleasing typisk være billigere. Tilsvarende hvis du vil skifte bil hver sjette måned, så vil korttidsleasing også være den billigste løsning.

Hvad er billigst leasing eller køb?

Generelt set er ejerskab billigere end at vælge privatleasing. Det gælder især for mikrobiler og minibiler, men også hvis du vil have en plugin-hybrid og især en elbil. Vil du have en bil i mellemklassen, som kører på benzin eller diesel, er merprisen typisk mellem 3.000 og 5.000 kr. om året. Men fordi bilverdenen er i en brydningstid, så ligger prisforskellen indenfor usikkerheden på værditab. Og derfor kan privatleasing af disse biler, samt især større benzin- og dieselbiler være økonomisk interessant, fordi du er sikker på dine udgifter.

FDM privatleasingkontrakt

Vores beregninger er baseret på privatleasingtilbud fra bilimportørerne selv, og her kan man se, at VW og Skoda har relativt højere priser end konkurrenterne, i forhold til det værditab selvsamme biler står til ifølge Bilpriser.dk. Så ser du på eksempelvis en Skoda Octavia eller VW Golf, så er merprisen for leasing mellem 5.000 og 10.000 kr., derfor bør du overveje ejerskab af disse bilmodeller.

Privatleasing af plugin-hybrider

Der hvor leasingselskaberne kan give de bedste priser er på biler, hvor de kan få mængderabat på bilen og dermed betale mindre i afgift. Det gør sig i mindre grad gældende for plugin-hybrider, fordi de får et stort fradrag i registreringsafgiften.

Ford Kuga og VW Golf eHybrid er generelt dyrere at privatlease end at eje. Du sparer cirka 20.000 kr. om året ved at købe bilen selv. Derimod er besparelsen blot 8.000 kr. for MG EHS og Kia Xceed. Generelt set er privatleasing ikke billigere for plugin-hybrider i mellemklassen og for mellemstore SUV-modeller.

Privatleasing af elbiler koster

Der hvor leasingselskaberne kan give de bedste priser er på biler, hvor de kan få mængderabat på bilen og dermed betale mindre i afgift. Det gør sig i mindre grad gældende for plugin-hybrider og især elbiler. Alle elbiler op til 500.000 kr. betaler reelt ikke registreringsafgift, og dermed forsvinder afgiftsfordelen ved leasing.

Men der er stor forskel på besparelsen ved at købe. Så hvor du sparer over 30.000 kr. om året ved at købe en VW ID.3 fremfor at lease den, så er besparelsen kun 4.000 kr. hvis du vælger en Fiat 500 electric. Det skyldes, at Bilpriser.dk forventer, at ID.3 er god til at holde gensalgsværdien, hvorimod historikken på Fiats modeller betyder, at de forventer, at den får et højt værditab. Kia og MG placerer sig midt i det hele, hvor du sparer cirka 1.000 kr. om måneden ved at købe fremfor at lease.

Valg i en usikker fremtid

Hvor udviklingen indenfor bilteknologi har været stabil i mange år, så står hele bilmarkedet overfor en teknologisk omvæltning. Det betyder, at det er meget svært at forudsige gensalgsværdier de kommende år. De generelle tendenser er, at dieselbiler får det sværere, benzinbiler klarer skærene, og at værdtabet på elbiler ser fornuftigt ud. Der kan være lidt usikkerhed omkring plugin-hybrider, fordi udviklingen tyder på markant længere rækkevidde, og dermed biler som fungerer bedre i hverdagen.

Så har du ikke is nok i maven til at køb, så kan privatleasing være din genvej til en stabil biløkonomi. Privatleasing kan også være en god genvej til at prøve en ny teknologi. Er du i tvivl, om du skal have elbil eller en plugin-hybrid, kan du prøve den eksempelvis i en kortere periode, for at se om de passer til dine behov. Derefter kan du købe og spare penge på den lange bane.