At købe brugt handler for mange om at gøre en god handel, hvor den første ejer har taget den værste afskrivning. Det gælder også for de bilister, der ønsker at skifte til en elektrisk bil. Derfor er søgningerne på brugte elbiler steget markant de seneste år, og sidste år var der lige så mange søgninger på en brugt Tesla Model 3, som der var på klassens mest solgte bil, VW Passat! Salget af brugte elbiler er fordoblet de seneste tre år, og sidste år blev der solgt godt 6.500 biler.
Der er p.t. 2.000 elbiler til salg, og hvor det tidligere var danske biler, der var til salg, så er en stigende andel af bilerne importeret fra udlandet. Det gælder eksempelvis Audi e-tron og VW ID.3. Her gør statstilskud i eksempelvis Tyskland og Frankrig, at bilerne er billigere efter et halvt år som brugte.
Læs også: Få billig strøm på elbilen
Tjek servicehæftet og garantien
Så når du ser på brugt elbil, skal du være opmærksom på, hvor bilen har været registeret første gang. For da garantier ofte er betinget af korrekt service, er det også vigtigt, at du gennemgår servicehæftet eller servicehistorikken for at sikre, at bilen er ordentlig vedligeholdt.
Bortset fra Tesla skal de fleste brugte elbiler have softwareopdateringer på værkstedet, så tjek at dette er blevet udført. Garantien på elbiler kan være forskelligt formuleret i de enkelte lande eller bilmærker. De fleste biler har dog en garanti, der dækker i hele Europa, men det skal du også sikre dig, før du skriver under på slutsedlen.
Batterierne holder ikke evigt
Ligesom vi kender det fra mobiltelefonen, bliver batterierne dårligere med tiden. Køber du en under et år gammel elbil, behøver du ikke at bekymre dig, bare garantien er i orden. Er den ældre, kan det være en god idé at tjekke bilens reelle rækkevidde.
Det gør du ved at få den ladet helt op og så køre batteriet tomt. Så ved du, hvor lang rækkevidden reelt er. Husk på, at rækkevidden om vinteren typisk er 20-30 procent kortere på biler med varmepumpe. Har de ikke varmepumpe, kan rækkevidden være endnu kortere.
Ladestik og udstyrslister
Udviklingen af elbiler er i højeste gear, og inden for de seneste år er der kommet udstyr, som bare er et must. Gå efter biler, der kan lade på tre faser, det vil sige, at de kan lade med 11 kW hjemme. Bilen skal have et såkaldt type 2-stik, der er nutidens standard for hjemmeladning. Bilen skal også helst have et hurtigladestik. Det mest udbredte hedder et CCS-Combo, nogle biler har den japanske standard ChaDeMo, men det er ved at uddø og er ikke smart at vælge.
Når bilerne kommer fra udlandet, kan det betyde, at der ikke er varmepumpe, sædevarme eller andet udstyr, som man forventer i Danmark. Så det er vigtigt at gennemgå den konkrete bils udstyrsliste og ikke mindst lave din egen ønskeliste, før du går på elbiljagt. Og fordi afgiften er 0 kr. på mange nye elbiler, skal du altid holde prisen på en brugt elbil op mod at købe en ny.