Undgå skattesmæk: tjek dit kørselsfradrag i årsopgørelsen

Dit kørselsfradrag bliver ikke fortrykt på årsopgørelsen 2020. Det kommer til at påvirker 1,2 mio. danskere - og som bilist skal du være særligt opmærksom.

Trafik
Bilist

Skattemyndighederne har i år valgt ikke at fortrykke befordringsfradraget på årsopgørelsen for 2020. Det betyder, at du vil skulle indtaste dine fradragsberettigede kilometer på ny, når den åbner i midten af marts.

Det gør de på grund af de mange hjemsendelser og hjemmearbejde, der har været i store dele af året. Man er nemlig ikke berettiget til befordringsfradrag for de dage, man har arbejdet hjemmefra, men kun de dage, hvor man fysisk har bevæget sig ind til sin arbejdsplads.

I samme ombæring bliver både kontrollen, og vejledningen, øget.

”I år gør vi mere ud af kontrollen, da mange har været hjemsendt,” fortæller Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen. ”Men det er en indsats på to ben, for vi øger samtidigt vejledningen, så der ikke er nogen, der går glip af fradrag, de er berettiget til.”

Sådan kan du tjekke kørselsfradraget

Du skal kun tage stilling til, hvor mange dage du har kørt til og fra arbejde. Du kan f.eks spørge dig selv om følgende:

  • Har du været hjemsendt i en periode fra din arbejdsplads?
  • Har du arbejdet hjemme i en bestemt periode?
  • Hvor meget ferie har du haft?
  • Er der ting i f.eks din kalender eller i dine bilag, der kan hjælpe dig med at finde de dage, du har kørt på arbejde?

Mere vejledning

Når du åbner årsopgørelsen for 2020, vil du blive tvunget til at forholde dig til, om du skal have kørselsfradrag. Siger du ja til det, vil du blive vejledt til at finde ud af, hvor stort et fradrag, du er berettiget til.

”Vi vil forsøge at hjælpe dig med en række hjælpetekster,” siger Karoline Klaksvig. ”de handler for eksempel om, hvor mange arbejdsdage der er på en måned, og hvor meget ferie du eventuelt har holdt.”

Derudover er der dog et særligt wildcard i 2020 – nemlig de mange hjemsendelser, der har været. Derfor vil du også blive bedt om at tage stilling til, hvorvidt du har været hjemsendt eller lignende. Det er nemlig også vigtigt, at du ikke glemmer at kræve et kørselsfradrag, du ellers var berettiget til. De fleste har, f.eks, kørt på arbejde de første to måneder af året, hvor der ikke var nogen nedlukning.

Læs også: Det bliver lidt dyrere at tage bilen på arbejde

– og øget kontrol.

Der er sådan set altid kontrol med kørselsfradraget. Der sker en række automatiske kontroller, der f.eks tjekker, om du opgiver mange flere kilometer end forventet i forhold til din bopæl og din arbejdsgiver, eller opgiver ekstremt mange arbejdsdage. Disse kontroller vil stadig finde sted.

”Hvis du opgiver, at du har arbejdet 365 dage om året, vil du opleve at vores system siger fra. Det kan jo sagtens være rigtigt, men i det tilfælde bliver du bedt om at kontakte os skriftligt og komme med nogle flere informationer,” fortæller Karoline Klaksvig.

Læs også: FDM lancerer samkørsels-app

Funktionærerne under lup

Derudover vil der dog være en øget kontrol i år – særligt med fokus på dem i brancher, hvor det ikke er åbenlyst, at man har haft behov for at møde fysisk ind på sin arbejdsplads i løbet af nedlukningerne.

”Hvis man er sygeplejerske, så tager man ikke arbejdet med hjem – så møder man naturligvis på arbejde. Derfor har vi også en vis branchespecifik opmærksomhed på kørselsfradraget,” siger Karoline Klaksvig.

Bliver du bedt om at dokumentere, at du rent faktisk har mødt fysisk ind på din arbejdsplads de dage, du opgiver, behøver du dog ikke finde benzinkvitteringer og GPS-optegnelser frem. Din arbejdsgiver vil blive bedt om at udfylde en erklæring, der bekræfter at du er blevet bedt om at møde fysisk op på din arbejdsplads.

Cirka 1,2 millioner danskere bruger kørselsfradraget hvert år, og godt og vel en tredjedel af dem får normalt beløbet fortrykt. Husk derfor at tjekke fradraget, når du får din årsopgørelse.

Er du i tvivl om dit fradrag?

Få rådgivning