Flere skal køre sammen i ny bydel

Nyt projekt skal få flere til at vælge bæredygtige transportløsninger i hverdagen. FDM deltager med samkørsel-appen Ta’Med.

Nordhavn
Bilist

Bilerne skal ikke helt ud af byen, men der skal være færre af dem.

Sådan lyderne ambitionerne for den nye, store bydel i Københavns Nordhavn, som 2. september iværksætter et stort projekt med bæredygtige løsninger for hverdagens transport.

Forsøget, der løber frem til august 2022, er rettet mod både de mange, der bor i Nordhavn, og de mange, som pendler til bydelens nye arbejdspladser.

FDMs samkørsel-app Ta’Med deltager i projektet sammen med delebilordningen LetsGo og cykeltjenesten Bycyklen. Ambitionen er at tilbyde en vifte af transportløsninger, der sammen og hver for sig udgør et alternativ til egen bil.

Får velkomstkredit til samkørsel

Konkret sker det ved, at beboere og ansatte i Nordhavn får 50 kr. i velkomstkredit, som frit kan bruges ved samkørsel, når de bruger Ta’Med. Det eneste, det kræver, er, at man henter appen og opretter en profil.

Derudover tilbyder delebilordningen LetsGo rabat på deres standardmedlemskab. Delebilordningen råder i Nordhavn over seks delebiler, som frit kan parkere på fire forskellige p-områder. I alt har LetsGo 270 delebiler i hele København. Også Bycyklen deltager i projektet med rabat på brug af cyklerne.

Nordhavn
Nyt projekt skal lære beboere og ansatte i Nordhavn i København at køre sammen eller i delebil. FDM deltager i projektet med samkørsel-appen Ta'Med. Foto: By & Havn

Flere skal lære at køre sammen

”FDM er glade for at kunne være med i Nordhavnsprojektet, hvor vi kan få værdifuld viden om beboernes mod på at afprøve alternativer til privatbilen i en storby som København. Det er ingen hemmelighed, at samkørsel i stor stil bliver vanskeligt at få løbet i gang. Vi er alle vanemennesker, og det at skulle køre sammen kan for mange være grænseoverskridende. Men det er samtidig et faktum, at stadig flere danskere bekymrer sig om klimaet, miljøet og trængslen, og her er samkørsel en nem og oplagt løsning, der virker her og nu. Derfor tror vi på, at der vil være interesse for Ta’Med i projektet,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.   

Projektet er en del af forskningsprojektet SIMS, Sustainable Innovative Mobility Solutions, der støttes af Innovationsfonden og følges af forskere fra Roskilde Universitet og Aalborg Universitet.

Mobiliteten skal være mere bæredygtig

”Baggrunden for at vi laver forsøget i Nordhavn er, at fremtidens bæredygtige mobilitet nok i højere grad end i dag vil bygge på kombinationen af mange former for transportmidler. Privatbilen vil stadig være en af måderne, vi kommer rundt på, men især i de større byer vil det være i kombination med andre former for løsninger – for eksempel delecykler, samkørsel, delebiler og offentlig transport."

"I SIMS-projektet er formålet derfor at få beboere i et konkret byområde til at afprøve forskellige former for deleløsninger for at høste erfaringer med, hvad der fungerer i folks hverdag og hvilke udfordringer, der kan være,” siger seniorforsker ved Aalborg Universitet og leder af SIMS-projektet Toke Haunstrup Bach Christensen.

Også Københavns Kommunes By & Havn, som blandt andet udvikler byens nye bydele, er med i projektet. Selskabet har som erklæret mål at bidrage til at fremme grønne mobilitetsformer. Det sker blandt andet ved at sikre god adgang til kollektiv transport og tilgodese bycykler, delebiler og ladeinfrastruktur til elbiler.

Hent Ta'Med til mobilen