Chipkrisen kan også ramme din nuværende bil

Reservedele er nu også ramt af den globale mangel på mikrochip. Det kan forsinke en reparation af din bil. FDM har set på, hvor chipkrisen kradser på eftermarkedet.

Mangel på mikrochip
Bilist

Den globale mangel på mikrochip mærkes nu ikke kun hos bilproducenter og på leveringen af nye biler. Også på det såkaldte eftermarked for reservedele begynder krisen så småt at kradse. 

Konkret betyder det, at man som bilejer kan opleve ventetid på alt fra sensorer til styreenheder. 

”Vi har på det seneste fået henvendelser fra en række medlemmer, som ikke kan få repareret deres biler på grund af mangel på reservedele. At det er et problem, hører vi også fra værkstederne selv. Nogle fejl kan være småting, der kan være et irritationsmoment, men som man godt kan køre videre med. Andre er mere problematiske, som risikerer at forværres eller helt skade bilen. Afhængigt af hvad der er tale om, kan vores råd derfor være, at man undlader at køre videre i sin bil,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto.

Risikerer at måtte lade bilen stå

JyskeVestkysten beskrev i forrige uge, hvordan en ejer af en syv år gammel Mercedes måtte til et Mercedes-værksted for at få skiftet NOx-sensoren i sin dieselbil. Forinden var han kørt forgæves til sit lokale værksted i Varde, der ikke kunne skaffe sensoren, som bl.a. indeholder mikrochip. 

Sensoren overvåger bilens efterbehandlingssystem af bl.a. NOx-gasser og partikler. Virker den ikke, lukker bilen ned, så den ikke kan starte. 

”Sagen med Mercedes-ejeren fra Varde viser, at leveringsproblemerne med mikrochip og elektriske komponenter nu ikke kun rammer produktionen af nye biler, men også eftermarkedet, der kan have svært ved at skaffe delene. Alt efter problemets omfang kan det betyde, at bilejere risikerer at måtte lade deres biler stå, hvis de overhovedet kan køre i dem. Og da det langtfra i alle tilfælde vil være et garantispørgsmål, er der ikke så meget hjælp at hente,” siger Lone Otto.  

Bilbranche: Ikke noget stort problem

Hvor stort problemet med at skaffe reservedele er, synes der imidlertid ikke at være helt enighed om.

Hos Daimler, der er importør for Mercedes-Benz, kan man dog godt nikke genkende til problemet. 

”At det kan være svært at skaffe udvalgte dele, er noget, vi oplever hele vejen rundt. Både i forhold til produktionen af nye biler og hele eftermarkedet. Konkret drejer det sig især om semiconductors og dele med mikrochip i, som er blevet sværere at skaffe. I visse tilfælde kan det betyde, at det er vanskeligere at hjælpe vores kunder med at skifte udvalgte dele i deres biler. Desværre er det ikke en situation, vi kan gøre noget ved. Men vi gør alt for vores kunder mærker mindst mulig til leveranceudfordringerne. Vores forhandlere vurderer hver enkelt sag individuelt for at kunne hjælpe kunden bedst mulig,” siger kommunikationschef hos Mercedes-Benz, Mikkel Lund Nilsen. 

En smule anderledes lyder det fra bilimportørernes brancheorganisation, Bilbranchen.  

”Jeg har spurgt blandt flere af vores medlemmer med mange mærkeværksteder, og her afviser man, at der skulle være et generelt problem med at skaffe reservedele. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være tilfælde, hvor det kan være svært at skaffe en enkelt del,” siger branchedirektør i Bilbranchen i DI, Thomas Møller Sørensen. 

Chipmangel rammer udvalgte dele

Næsten samme melding får man hos Danmarks største reservedelsgrossist, FTZ. Heller ikke her vil man tale om et generelt leveringsproblem på reservedele. Dog erkender man, at den globale mangel på mikrochip påvirker udvalgte dele. 

”Som alle andre er vores supply chain påvirket af tingenes tilstand. Det gælder lige fra transport til adgangen til materialer, som især bruges i mikrochip og delkomponenter,” siger vicedirektør Christian Heimer.

Ifølge ham er det nede på produktniveau, hvor der kan være leveringstid. Eksempelvis i styringsmekanismer som netop NOx-sensorer, hvor der bruges mikrochip i, som kan være et problem at skaffe. 

”Men et generelt problem med at skaffe reservedele til biler har vi altså ikke. Kun for enkelte dele i enkelte biler kan der været et problem,” siger Christian Heimer og tilføjer:

”Problemet har jo stået på det meste af et år. Men det er først nu, hvor man risikerer ikke at kunne få nye dele til sin bil, at det begynder at blive konkret for den enkelte forbruger.”

Forbrugere skal have hurtig hjælp

Hos FDM kalder afdelingschef i juridisk rådgivning, Lennart Fogh, det for positivt, at chip-krisen ifølge branchen selv ikke har ramt eftermarkedet i nævneværdig grad. Han kan dog godt være bekymret for, at det hurtigt kan ske, hvis produktionen af mikrochip trækker ud. 

”I så fald er det vores forventning, at en importør eller forhandler strækker sig langt for at afhjælpe især garantireparationer, eller fejl der er omfattet af reklamationsperioden. Det kan være i forhold til at stille en lånebil til rådighed,” siger Lennart Fogh. 

”Som udgangspunkt anbefaler vi altid, at forbrugere og forhandlere forsøger at løse problemer i mindelighed. Men det er klart, at man som forbruger hverken kan eller skal undvære sin bil på ubestemt tid for at få bilen på ’højkant’. Er der garanti på bilen, skal en forhandler udbedre en fejl inden for rimelig tid. Kan det ikke lade sig gøre, kan man som forbruger i sidste ende hæve handlen. Men hvad der er ’rimelig tid’, er ikke fastlagt,” tilføjer Lennart Fogh.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter. Også når det gælder dine rettigheder, hvis din bil går i stykker.

Kontakt rådgivningen