Se sporhund i aktion: Rydder op, når dyr køres ned

Som en lynhurtig skygge i mørket kommer dyret ud fra marken eller skoven og ind foran bilens lygter – et omstrejfende hjortevildt, der er umuligt at undvige. Sammenstødet er overstået på få sekunder, og dyret er i bedste fald dødt. I værste fald er det kun såret og bevæger sig lidende væk fra stedet.

En af landets næsten 12.000 årlige dyrepåkørsler er netop sket en kold tirsdag aften i november. Det er højsæson for de ublide møder mellem dyr og trafikanter. I årets sidste tre måneder og i januar falder dæmringen og skumringen, hvor dyrene er mest aktive, sammen med myldretiden på vejene. Samtidig er de i brunst og søger hinanden og jager konkurrenter væk.

Når dyretrafikken og mennesketrafikken kolliderer, skal schweisshundeførerne på arbejde.

Schweisshundefører Bennet Onsvig åbner til bagagerummet på sin Mercedes Vito. Her er to bure med Anton og Boss. De venter utålmodigt på at komme ud, men det er kun Anton, der skal på arbejde i dag. Han er en bayersk vildtsporhund på 15 måneder, som i september bestod en egnethedsprøve og derfor er godkendt til at eftersøge og opspore skadet hjortevildt.

Anton er ny i faget i forhold til sin ejer, Bennet, der har været schweisshundefører i syv år. Jim Schou Larsen er også med på dagens opgave. De er begge en del af landets ca. 180 hundeførere, der som udgangspunkt er standby hele tiden. De to rykker begge ud med deres hunde til dyrepåkørsler 60 til 80 gange om året. Det tal er stigende, for antallet af anmeldelser af hjortepåkørsler til Dyrenes Vagtcentral er steget med 57 procent fra 2015 til 2020.

"Der kommer flere opgaver, men der er helt sikkert også en del påkørsler, der ikke bliver anmeldt, og vi oplever oftere, at det er andre end bilisten, der påkørte dyret, der ringer, fordi de har set noget. Om folk kører videre, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre, eller om de tror, det koster penge, eller de tænker, at der ikke er sket noget, ved jeg ikke. Men folk skal sørge for at ringe efter hjælp, for dyret skal ikke lide og gå en smertefuld død i møde. I andre lande er der høje bødestraffe, hvis man ikke anmelder en påkørsel", siger Jim Schou Larsen.

Han ringer til politiet og melder, at de er på opgave. Schweisshundeførere har lov til at gå ind på alle private områder i deres eftersøgning.

Bennet og Jim følger efter og holder hunden i en femten meter lang rem af plast, der nemt kan hives igennem de krat og træer, som den zigzagger imellem.

"Schweissarbejde er remarbejde. Men får vi sporet os frem til et dyr, der måske har brækket et ben og rejser sig og forsøger at løbe, slipper vi vores hund til hetz, som herefter løber dyret op", forklarer Jim.

Schweisshundeførere tager sig af de påkørsler, hvor dyrene er løbet fra stedet. Ligger et såret dyr derimod stadig på eller ved vejen, er det en akut aflivningsopgave, som Falck tager sig hurtigt af. Hundeførerne rykker ikke nødvendigvis ud med det samme.

"Vi kan faktisk have større succes med at finde dyret, hvis vi venter, for når et dyr er blevet ramt af en bil, har det et højt stressniveau og løber rundt. Det skal have tid til at falde til ro og lægge sig. Når vores hunde så kommer frem til det, er det nemmere at pacificere, fordi det ikke kan rejse sig så hurtigt. Det er lidt, som hvis vi andre har siddet ned længe, så er vi også lidt langsommere, for kroppen skal lige i gang igen", forklarer Bennet.

Netop fordi der kan gå noget tid, inden hjælpen er fremme, møder hundeførerne ikke altid bilisterne.

"Men de bilister, vi kommer i kontakt med, er ofte meget rystede, da det er en voldsom oplevelse at køre et dyr ned", fortæller Jim.

Der er ingen tal for, hvor ofte schweisshundeførere finder frem til sårede dyr efter trafikpåkørsler, men de to vurderer, at det sker ca. halvdelen af gangene.

"Det afhænger naturligvis af, hvor langt dyret har nået at bevæge sig, og hvordan det er såret. Et dyr, der bløder, er som udgangspunkt lidt nemmere at finde end et dyr, der ikke har åbne sår", siger hundeejeren.

Men denne gang er der bid. Anton hiver i remmen og finder et dådyr, der ligger helt stille med åbne øjne bag et væltet træ. Hunden snuser rundt om dyret, mens den får ros af Bennet, der ser nærmere på dyret.

Det er stendødt, men det vidste vi godt i forvejen. Det er skudt samme formiddag og slæbt herud, så Anton har haft mulighed for at træne, og FDM kunne få et indblik i schweisshundeførernes arbejde.

Havde dyret været i live, ville hunden normalt bide det ihjel, medmindre dyret er for stort.

"Ved små dyr brækker hunden nakken på dem. Er der tale om større dyr, forsøger den at sørge for, at det ikke bevæger sig ved at gø og måske forsøge at fastholde det", forklarer Bennet.

Når han kommer frem til dyret, afliver han det med sit gevær.

"Det er vores opgave at finde de sårede dyr og aflive dem, så de ikke lider, og derfor er det også så vigtigt, at folk ringer, når de har påkørt et dyr. Der er ingen undskyldning for at lade være, for vi har et velfungerende netværk af folk med hunde til at opspore dem. Alt andet kan man ikke være bekendt", påpeger Bennet Onsvig.

Når dyret er dødt, tilhører det ejeren af ejendommen, hvor det er fundet. Schweisshundeføreren er forpligtet til at kontakte den pågældende lodsejer og meddele, at der har været en eftersøgning, der er afsluttet på dennes grund.

Dådyret fra denne dag skal sælges til en restaurant.

Hvis du rammer et dyr med din bil, så ring efter hjælp til Dyrenes Vagtcentral på 1812.