Der er en god forklaring på, hvorfor der kan opleves kamp om ladepladserne i Danmark. Der sælges væsentlig flere elbiler, end der opsættes offentlig tilgængelige ladestandere.
På tre år er antallet af elbiler omtrent seksdoblet, mens antallet af ladere kun er steget ca. 2,5 gange. Sagt på en anden måde: Mens der i foråret 2019 var ca. ét offentlig tilgængeligt ladestik pr. 5 elbiler, er der nu 12 elbiler, der skal deles om en ladeplads.
Dertil kommer, at antallet af plugin-hybrider, som også benytter laderne, er steget endnu mere. Deres bestand er 12-doblet på de tre år.
6.000 ladere på offentlig vej
Tallene kommer fra en ny analyse, som Transportministeriet har fået udført. De viser bl.a., at der ved udgangen af marts var godt 6.000 offentlig tilgængelige ladere af alle typer. Ca. 84 procent er såkaldte normalladere, dvs. AC-ladere med en effekt på op til 22 kW.
Lynladere, som her defineres som mindst 100 kW, er der knap 500 af.
173.000 opladelige biler
Der var ultimo marts ca. 76.000 elbiler og ca. 83.000 plugin-hybrider i Danmark. Tallet er siden vokset til godt 84.000 elbiler og godt 89.000 plugin-hybrider.
Men selv om udviklingen i elektriske biler og ladestandere indtil videre er voldsom skæv, skal man være varsom med at bedømme muligheden for opladning udelukkende ud fra antal ladestandere, påpeger FDM.
- Antallet af ladestandere siger ikke nødvendigvis noget i sig selv, da det handler om den rigtige type ladestander kommer på de rigtige placeringer. Det nytter ikke noget med masser af offentlig tilgængelige ladere i villakvarterer, hvor de fleste lader hjemme, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.
Ladere skal placeres rigtigt
FDM påpeger, at det er vigtigt, at lynladere kommer de steder, hvor det er naturligt for forbrugerne at holde en pause på farten.
- Derudover kan der også være behov for lynladere i byområderne, hvor det kan være nødvendigt for bilister at få hurtig strøm på, eller for gennemgående trafik, erhvervskørsel, taxi m.m., siger Ilyas Dogru.
Han siger, at andelen af lynladere vil fylde mere i fremtiden, men også hurtigladere kan være gode især på steder, hvor bilisterne holder en time eller mere.
Men selv om lademarkedet ikke har kunnet følge med bilsalget de seneste tre år, er der tilsyneladende ved at komme godt gang i de offentlig tilgængelige ladere.
1.100 nye ladere på tre måneder
- Det er en rigtig god nyhed, at der alene i år er kommet knap 1.100 flere ladere. Dette er en stigning på hele 22 pct. Det er en imponerende og meget vigtig udvikling, siger transportminister Trine Bramsen i en kommentar til undersøgelsen.
Særligt i marts er det gået hurtigt. Ud af kvartalets 1.100 nye ladepunkter kom de 626 op i marts. Desuden er der de seneste uger og måneder kommet udmeldinger om mange nye ladere de næste halvandet år. De to store ladeoperatører, Clever og Eon, har i maj lovet tilsammen 1.600 nye ladepunkter opsat inden 2024 – oven i tidligere meldinger.
Clever er landets største ladeoperatør målt på antal offentlig tilgængelige ladepunkter. 38 procent af laderne står der nu Clever på mod 24 procent i 2019.
Clever er også størst på markedet for hurtigladere med en markedsandel på ca. 48 procent mod Eons andel på ca. 36.
Tesla har flest lynladere
Når det gælder lynladere alene (100 kW og højere), er Tesla indtil videre klart størst. 57 procent af landets lynladere står på Teslas Supercharger-stationer. Tesla-biler udgør ca. 29 procent af den danske elbil-park.
Tesla-laderne er dog ikke som sådan offentlig tilgængelige, da kun Tesla-modeller kan benytte dem. Der er ingen meldinger fra Tesla om, om og hvornår selskabet eventuelt åbner for øvrige bilister, som det er sket i en del andre lande.
Ilyas Dogru vurderer, at Tesla ikke foreløbig vil åbne for øvrige bilister, men er overrasket over, at Tesla har så stor andel af lynladere.
- At Tesla har så stor markedsandel på lynladere viser også, at markedet for lynopladning ikke rigtig er kommet i gang. Selv om Clever og Eon er største ladeoperatører målt på ladestandere, skyldes det, at de har haft størst fokus på normaleladere, siger Ilyas Dogru.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.