FDM: Ministers afstandskrav umuligt at håndhæve

Større afstand mellem biler og cyklister vil øge både trygheden og trafiksikkerheden, mener transportministeren, der vil indføre et lovkrav om halvanden meters afstand ved overhaling. FDM kalder forslaget for sympatisk men tvivler på, at det kan håndhæves. Samme melding lyder fra Rådet for Sikker Trafik.

Motionscyklist og bilist
Bilist

Bilister skal måske snart til at finde tommestokken frem, hvis de vil overhale landets mange cyklister.

Står det til transportminister Trine Bramsen (S), skal bilister i fremtiden nemlig holde halvanden meters afstand til cyklister, når de møder cyklister på vejene.

I dag skal bilisterne ifølge færdselsloven blot holde en ’passende afstand’. Men det mener ministeren er alt for ukonkret. Derfor så hun gerne loven ændret, så det fremover bliver lovpligtigt for bilister at holde en afstand på mindst halvanden meter, som det i dag er tilfældet i flere europæiske lande.

Blandt andet indførte Tyskland i 2020 et krav om mindst to meters afstand til cyklister og fodgængere uden for byzoner og halvanden meter i byzoner.

”Der er for mange farlige situationer, fordi reglerne er for uklare. Derfor skal vi simpelthen stramme op,” siger transportministeren til DR. Hun mener, at en større afstand vil give større tryghed og øge trafiksikkerheden.

Flest cyklistulykker i byerne

Ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistik kom 828 cyklister til skade i trafikken sidste år, mens 25 mistede livet. Det er på niveau med tidligere år. Otte ud af 10 kom til skade i byerne i ulykker i forbindelse med krydsning af veje og ved svingning. Næsten halvdelen af de i alt 45, som i 2021 mistede livet på byveje, var cyklister.

Til gengæld faldt antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister på landeveje, hvor der ifølge Vejdirektoratet var 12 procent færre personskader på cyklister i forhold til året før.  

Utrygge cyklister

Mødet mellem bilister og især de mange motionscyklister har gennem årene været årsag til bataljer på vejene. Derfor hilser man hos Danmarks Cykle Union forslaget velkomment.

”Vi oplever, at nogle bilister kører for tæt på, når de overhaler. Enten fordi de vurderer, at afstanden er stor nok, eller fordi vejen ikke er bred nok. Det skaber nogle utrygge situationer, som vi gerne vil undgå. Derfor synes vi, at forslaget om en konkret lovpligtig afstand på halvanden meter er et vigtigt signal til bilisterne,” siger direktør i Danmarks Cykle Union Martin Elleberg Petersen.

Han understreger dog, at en god trafikkultur går begge veje, og at cyklisterne derfor også skal være gode til at give bilisterne plads til at komme forbi.

Lovkrav kan ikke håndhæves

Men selvom der er bred enighed om, at der skal være plads til alle på vejene, er det ikke alle fagfolk og organisationer, som er enige i, at et konkret afstandskrav er løsningen. Blandt dem er Rådet for Sikker Trafik.

”Vi anerkender, at der er en udfordring i samspillet mellem bilister og cyklister på landevejene, hvor mange cyklister i dag føler sig utrygge. Det er godt og vigtigt at få fokus på. Når det er sagt, ser vi klare udfordringer i et konkret afstandskrav. Man skal være varsom med at lave en strafsanktionerende lovgivning, som bevismæssig vil være umulig at håndhæve. Det er et problem, og vi ender med at stå med det, man inden for jura kalder en ’lex imperfecta’, hvor en overtrædelse ikke vil medføre straf. Vi så hellere, at man lavede nogle kampagner og noget oplysningsarbejde,” siger adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller.

Han savner også mere viden om transportministerens tanker om et lovkrav.

”Der er så mange ’hvis’er’ i det, vi indtil nu ved om ministerens forslag, at det er svært at forholde sig til. Hvilke veje skal et afstandskrav eksempelvis gælde på, og er det både i og uden for byerne? På mange veje i byerne er der i dag slet ikke mulighed for at have halvanden meter mellem biler og cykler,” siger Mogens Kjærgaard Møller.  

Sympatisk forslag

FDM har sympati for tankerne bag forslaget, men mener ikke, at et afstandskrav er den rette løsning.

”I FDM anerkender vi til fulde, at der er behov for at sikre, at bilister holder en sikker afstand til cyklister, men vi tvivler på, at en lovpligtig minimumsafstand er løsningen. Hvordan vil politiet eksempelvis måle afstanden, og hvad hvis flere cykler ved siden af hinanden, eller vejbanen er for smal til en lovlig overhaling? Og hvordan skal bilisterne kunne vide sig sikre på, at de rent faktisk overholder afstandskravet? Det mangler vi svar på. Det svarer til, at man fjernede speedometeret i bilerne. Når det er sagt, drøfter vi meget gerne forslaget med både transportministeren, relevante myndigheder og de øvrige aktører på området,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.

Endnu ikke et konkret forslag

FDM har bedt transportministeren om en uddybende kommentar til sit forslag. Blandt andet hvordan et afstandskrav tænkes håndhævet, og på hvilke veje det skal gælde.

”Der er ikke et konkret forslag på bordet. Men vi har igangsat en proces, der skal indsamle forslag til bedre afstandsregler end de nuværende, der er meget uklare. Det er ikke en kamp mellem cyklister og bilister. Men et ønske om bedre klarhed og sikkerhed for begge parter. Jeg håber, FDM vil spille konstruktivt med i denne proces,” skriver transportminister Trine Bramsen i et svar til FDM.

Vil du lære din bil bedre at kende?

Med et køreteknisk kursus fra FDM bliver du en skarpere og mere sikker bilist bag rattet.

Book køreteknisk kursus