Strømpriser er blevet en ny nationalsport. Årsagen er naturligvis danskernes ønske om at spare penge. Og der kan være mange penge at hente ved at ændre adfærd. For selvom vi bilister har været vant til at holde øje med små spring i benzinprisen, er den aldrig tredoblet inden for et døgn for derefter at falde igen. Så voldsomt har strømpriserne svinget, og derfor holder mange øje med, hvornår de skal starte opvaskemaskinen.
Selvom der er en stor procentmæssig besparelse på at starte hjemmets hårde hvidevarer på det billigste tidspunkt, er det vand imod, hvad du kan spare på at time opladningen af elbilen. Hvor en typisk husholdning samlet set bruger 9-12 kWh over et døgn, sluger en elbil typisk den samme strømmængde på en time.
Planlæg din opladning
Hver dag klokken 13 offentliggøres elpriserne for den kommende dag, og der ved man med sikkerhed, hvad prisen er. Du kan f.eks. følge prisen i appen Watts eller på hjemmesiden elpris.wen.dk (eksternt link). Selvom man ikke kender prisen for den efterfølgende nat, giver prisen klokken 23 en indikation af, om man skal lade samme aften eller udskyde opladningen en dag.
Det er dyrest at lade bilen op, når man kommer hjem fra arbejde. Vælger du at tidsforskyde opladningen til om natten, hvor både nettariffen og spotprisen på el er lave, vil du om vinteren kunne spare 2-4 kr. pr. kWh. I bedste fald kan du spare op til 1.200 kr. om måneden, hvis du lader 90 procent hjemme og kører 20.000 km om året i en elbil, der kører 5 km på en kWh.
Hvis du kun lader en gang eller to om ugen, har du bedre mulighed for at vælge de billigste tidspunkter. I uger med lille variation i elprisen er der 1 kr. at spare pr. kWh, mens du i uger med stor variation kan spare op til 4 kr. pr. kWh. Da du med få opladninger har bedre mulighed for at vælge den rigtige dag og det rigtige tidspunkt, kan du samlet set spare op til 1.500-2.000 kr. om måneden ved at lade strategisk.
– Uanset hvor ofte du lader, bør du altid lade elbilen, når strøm-prisen er lav – også selvom batteriet f.eks. stadig er halvt fyldt. Så er du ikke tvunget til at lade en dag, hvor prisen er høj hele dagen, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Nye og højere nettariffer
I 2023 kommer to større forandringer i strømprisen. Det første er den såkaldte vinterhjælp, som regeringen med et bredt flertal stemte igennem i september 2022. Her sænkede man strømafgiften til et EU-minimum i de første seks måneder af 2023, så man kun skal betale en øre i afgift i stedet for 87 øre.
Det kan midlertidigt afbøde den markante stigning i nettariffer, som indføres den 1. januar 2023 øst for Storebælt, og som følges op af en lille stigning en måned senere. Nettariffen er det, du betaler, for at strømmen kommer igennem elnettet og ud til din husstand. Der kommer også stigninger vest for Storebælt, men de bliver knap så markante.
Øst for Storebælt har man hidtil betalt en lavlasttarif fra april til og med september, mens vi om vinteren har betalt en højere spidslasttarif kl. 17-20. Fremover opkræver netselskaberne en differentieret tarif hele året, de indfører en højlast-periode, og de udvider spidslastperioden med en time til kl. 17-21. Det er ikke småpenge, der bliver tale om. Her i vinterperioden stiger nettariffen hos Radius, der leverer strøm i hovedstadsområdet, fra 96 til 207 øre pr. kWh i spidsbelastningsperioden. Denne stigning er kraftigt medvirkende til, at det bliver så meget billigere at lade om natten, især øst for Storebælt.
Vest for Storebælt holder man fast i den gamle model med forhøjet nettarif om vinteren mellem klokken 17-20 (kaldet spidslast). For N1, der er det største netselskab vest for Storebælt stiger prisen i spidslast fra 127 til 132 ører. Uden for spidslast perioden stiger nettariffen fra 51 til 54 ører. Det betyder, at du om aftenen har markant lavere strømudgifter vest for Storebælt, mens nettariffen ikke er markant lavere for de elbilister, der vælger at lade om natten.
Vælg den billigste strøm
Strømprisen består groft sagt af tre elementer: afgift til staten, nettarif og prisen på el. Mens afgiften på strøm og nettarifferne er nogenlunde faste, er den rene elpris det eneste, der varierer. Frem mod sommeren 2021 var der små udsving i strømpriserne, og det kunne for nogle svare sig at købe strøm med en fast pris. Men med de store udsving på markedet for tiden er den faste pris sat meget højt, og derfor er fastprisaftaler ikke så attraktive lige nu.
Har du en strømmåler, der kan afregne strøm pr. time, kan du købe strømmen til spotpris tilsat et tillæg til dit elselskab. For at få strømmen billigst muligt skal du derfor undersøge, hvor meget de enkelte selskaber tager i tillæg samt i abonnement og gebyrer. Bare fordi aftalen følger spotprisen, er den ikke nødvendigvis god, hvis den har højt tillæg.
Du kan se aktuelle priser og tilbud fra strømselskaberne på elpris.dk (eksternt link). Vælger du at skifte, skal du være opmærksom på evt. bindingsperiode i dit nuværende selskab. Ellers er det let at skifte.
Vælg den rigtige ladeløsning
Som elbilist kan du også spare på strømmen ved at vælge den ladeløsning, der passer til dine behov. Der er reelt tre typer ladeløsninger: køb af privat ladeboks, privat ladeboks med serviceaftale og abonnementsordning via Clever.
Den private ladeboks er smart for boligejere, der primært lader hjemme, har et lille kørselsbehov eller har elvarme i husstanden. Privat ladeboks med serviceordning passer til de fleste elbilister, der mest lader hjemme og har et gennemsnitligt kørselsbehov. Clevers ladeløsning var tidligere nem og kunne betale sig for de fleste, især fordi den også indeholdt opladning på langtur og dermed fjernede en bekymring om dyr lynladning på farten. Som aftalen er nu, kan den stadig betale sig for elbilister, der kører mange kilometer.
For at gøre det let for dig at vælge ladeløsning har FDM lavet en beregner.
Hvilken ladeløsning er billigst?
Overvejer du hvilken ladeløsning du skal vælge, så brug FDMs beregner for at finde den billigste ladeløsning for dig. Beregneren tager udgangspunkt i netop dit kørselsmønster og giver svar på hvad der bedst kan betale sig.