I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne steg tyverier af nummerplader voldsomt. Antallet af anmeldelser var på sit højeste i 2012, da politiet i alt modtog 21.530 anmeldelser om nummerpladetyverier.
Det svarer til, at en nummerplade forsvandt fra en bil 59 gange hver eneste dag. Tallene viser, at der typisk er flest tyverier i sommermånederne.
Men i dag - ti år senere - er antallet af tyverier nede under 5.000.
Forudbetaling af brændstof og små skruer
Pladerne blev bl.a. stjålet og sat på biler, der kørte ind og tankede brændstof på tankstationer, inden de kørte væk uden at betale. Det type tyverier steg voldsomt i takt med højere brændstofpriser i starten af 10'erne.
I samme periode var stationernes modsvar at indføre forudbetaling af brændstof ved standerne. Samtidig kom der mere overvågning og flere ubemandede stationer med udelukkende kortbetaling. Det fik tallet af nummerpladetyverier til at falde.
Siden blev det fra november 2015 gjort lovpligtigt at fastgøre nummerpladerne med to skruer eller bolte, der skal være monteret med en fastsiddende plastikhætte i nummerpladens farve. Det gav igen et stort hak ned i antallet af tyverier, og politiets nummerpladescannere, der blev indført i maj 2016, kan også have haft en effekt.
Faldet med 78 procent
Efter tiltagene er antallet af anmeldelser raslet ned.
Siden "højdepunktet" i 2012 er antallet af anmeldelser af stjålne nummerplader faldet med 78 procent.
I 2021 kom antallet ned under 5.000, og de foreløbige tal for 2022 tyder på, at niveauet forbliver tilsvarende lavt.
I den første artikel herunder kan du læse mere om, hvordan nummerplader fastgøres lovligt.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.