Tesla Model Y mod konkurrenterne: Her er det bedste køb

Tesla har sænket priserne på Model Y i sidste måned, men er den populære SUV også billigere at eje? Vi har lavet beregninger for totaløkonomien for Model Y, og de viser, at selvom bilerne er blevet billigere at eje, så er de ikke de billigste på markedet.

Her ser du en blå Tesla Model Y.
Bilist

Fredag den 13. januar kastede Tesla en decideret prisbombe, da de satte prisen på deres mest solgte modeller ned med 70.000-130.000 kr. Der er intet bedre end et godt tilbud, så mange bilkøbere har allerede købt en ny Tesla.

Men var Teslas priser reelt for høje før de satte dem ned? Og betyder de store prisnedsættelser, at Teslas modeller er billigere end konkurrenterne, når man tager alle udgifter med i regnestykket? Og hvad gør konkurrenterne?

Indtil videre har de fleste bilmærker valgt at fastholde deres priser på konkurrenter til Model Y. Den eneste reaktion, vi har set, er, at VW har genindført varmepumpe som standard i Danmark, og at de har valgt at genintroducere ID.4 med det mindste batteri herhjemme, så der er en billigere intromodel. Men generelt har der endnu ikke været prisnedsættelser i Europa. 

Som du kan se på beregningerne er den nye billigere VW ID.4 nu den billigste bil at eje blandt de større elektriske SUV-modeller. Men for nogle kan rækkevidden være en udfordring, og her kan basisudgaven af Tesla Model Y være en bedre bil for en beskeden merudgift.

Den største udfordring for Tesla er forsikringspræmierne, der er højere end på alle konkurrenter. Vores budget er baseret på en elitebilist, og er man ikke det, vil forskellen her være endnu større. 

Men selv den billigste Tesla er ikke billigere end konkurrenterne trods en prisnedsættelse på 87.000 kr. Og det samme gælder for den firehjulstrukne udgave af Model Y, der har en rækkevidde på godt 500 km. Den har en kraftigere acceleration end konkurrenterne herunder, men i forhold til et praktisk bilejerskab byder den ikke på markant højere udstyrsniveau eller længere rækkevidde. 

Vi har også beregnet biløkonomien på en Kia EV6 med firehjulstræk og samme performance som Tesla Model Y AWD. De ender med samme totaløkonomi. Så den kæmpe besparelse, som man umiddelbart ville forvente med så kraftige prisnedsættelser, har vist sig ikke at være helt så voldsomme, når alle poster i bilbudgettet medregnes. 

– Det er vigtigt at understrege, at usikkerheden omkring priser på biler medfører en større usikkerhed for beregningen af totaløkonomien. Det skyldes, at værditabet udgør 50-60 procent af de samlede udgifter ved at købe denne biltype, siger FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru.

Bemærk også, at økonomi ikke er alt. Her er der taget udgangspunkt i billigste model, og selvom der generelt er et meget højt udstyrsniveau på elbiler, så kan udstyr som adaptive forlygter eller Android Auto/Apple CarPlay være et tilvalg eller slet ikke en mulighed. 

Basisudgaven af Tesla Model Y med baghjulstræk er blandt de billigste biler i undersøgelsen her, og den står umiddelbart som et meget stærkt køb. Derfor kan det være en god ide at købe den nu, hvis man er fristet. For det er usikkert, hvor længe priserne er så lave, for Tesla har allerede rettet priserne op i USA to gange inden for de seneste uger. 

– Det er nye tider på bilmarkedet. Før var bilpriser mere eller mindre stabile og forudsigelige, men nu har vi nogle spillere på verdensmarkedet, som kan ændre priserne hurtigt og effektivt og ikke mindst oftere. Det gælder især Tesla, men også kinesiske mærker. Derfor bør man som bilkøber være opmærksom på, at køber man en elbil i den højere prisklasse, bør man købe efter behov og med tanke om ejerskab over en længere periode, lyder analysen fra Ilyas Dogru. 

Han peger også på, at Tesla Model Y nu er kategoriseret som SUV i forhold til den aktuelle amerikanske tilskudsordning. Dermed er det nu muligt for Tesla at løfte prisen, uden at kunderne går glip af et tilskud på 7.500 dollars. Tesla har allerede justeret prisen op to gange i USA, senest med 1.000 dollars i denne uge.

Derfor forventer Ilyas Dogru, at vi vil se prisændringer, som baserer sig på efterspørgslen. Er efterspørgslen massiv og ventetiderne lange, vil prisen nok få et nøk opad, men følger produktionen med efterspørgslen, vil priserne være mere eller mindre stabile. 

Og husk, at en bil ikke bare skal være et godt tilbud, den skal også passe godt til jeres behov. For de dyreste biler, man kan købe, er de fejlkøb, som man sælger efter kort tid.  

Overvejer du at købe elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid kontakte vores rådgivning og få hjælp af vores eksperter. Det gælder alt fra hvilken bilmodel du skal vælge til at guide dig til et sikkert bilkøb. 

Kontakt rådgivningen