Skiftet til elbil er fyldt med mange bekymringer og udfordringer. Først var det rækkeviddeangst, fordi elbilerne reelt kun kunne køre under 100 km på en opladning. Det problem er løst med de nyeste elbiler, der har fået markant længere rækkevidde.
Dernæst kom ladeangsten, hvor man var bekymret for, om der var en ledig lader netop, som batteriet løb tør for strøm. Det har været en stor udfordring både herhjemme og i udlandet. Og selvom der nu skyder en del ladeparker op i Danmark, så eksploderer salget af både nye og brugte elbiler herhjemme. Der vil derfor også i fremtiden være et stort behov for, at der kommer yderligere ladeparker i Danmark og i resten af Europa.
EU: Lynladere for hver 60 km
Den udvikling bliver nu accelereret i hele Europa, da EU tirsdag blev enige om den væsentlig delaftale af den helt store grønne lov kaldet "Fit for 55", hvor målet er at være klimaneutrale i 2050. Konkret er det vedtaget, at der skal være mindst 400 kW ladeeffekt til rådighed for personbiler for hver 60 km langs de europæiske hovedmotorveje (TEN-T) allerede i 2026.
Medlemslandene skal have mulighed for at øge effekten, og ladeeffekten skal i 2028 være på mindst 600 kW. Der skal også være ladeparker til lastbiler og busser for hver 120 km. Disse skal dog blot dække halvdelene af hovedfærdselsårerne i EU i 2028. På disse ladeparker skal der, afhængig af placering, være 1.400 til 2.800 kW ladeeffekt til den tunge transport.
Brint også en del af aftalen
Brint er også en del af aftalen, men da teknologien ikke er helt så udbredt, så er tidshorisonten længere her. Afstandskravet mellem brinttankstationerne langs med de store hovedfærdelsårerer i EU (TEN-T) bliver på højest 200 km, og her er der først krav om, at man kan fylde brint på i 2031.
– Når EU i weekenden efter flere ugers tovtrækkeri blev enige om at forbyde nysalget af benzin- og dieselbiler, så kunne det selvfølgelig ikke stå alene. Derfor er vi hos FDM rigtige glade for, at der også kommer fokus på ladeinfrastruktur, som afholder mange fra at skifte til elbiler, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.
Man skal bemærke, at der kommer en endelig særaftale om brug af de såkaldte e-fuels, men at denne først bliver endeligt færdig i efteråret 2024.
– Hos FDM er vi glade for de minimumsgrænser, som er blev sat i aftalen. Den foreslåede forordning vil spille en vigtig rolle med hensyn til at fremskynde brugen af nul- og lavemissionskøretøjer og skabe resultater i forhold til målene i den europæiske klimalov, siger Ilyas Dogru.
Enkel betaling og ny EU-database
I dag er der mange ladeparker, hvor du kun kan betale med en ladebrik eller en app. Men EU stiller krav om, at man skal kunne betale med sit betalingskort, kontaktløs betalingsenheder og nogle steder via en QR-kode. Prisen på energien skal vises pr. kWh, pr. minut eller pr. kg brint, og prisen skal være let at sammenligne på tværs af tankstationerne.
En sidste ting som forhandlerne fik med i aftalen er en fælles EU-database, hvor man ikke blot kan finde ladeparker og brintstationer, men der skal også fremgå eventuelle ventetider på at komme til samt priser. Denne database skal være klar i 2027.
– EU politikerne har også fokus på brugervenligheden af ladestandere, og her er vi hos FDM især glade for, at prisen på 'brændstofferne' skal vises pr. kWh, pr. minut/session eller pr. kg, og priserne skal være rimelige og let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende, siger Ilyas Dogru.
Han understreger dog, at FDM savner en konkretisering af sanktionerne og ikke mindst et større fokus på roaming, som FDM forventer vil vinde mere indpas i fremtidens ladeparker.
Den foreløbige politiske enighed skal nu formelt godkendes af de to medlovgivere. På EU's ministerråds side agter det svenske formandskab at forelægge teksten for medlemsstaternes repræsentanter (Coreper) hurtigst muligt, så den formelt kan vedtages på en kommende samling i Rådet.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.