Hård kamp for at få erstattet lader der gik i stykker efter kun tre dage

Da en nødlader gik i stykker blot anden gang, et FDM-medlem satte den i stikket, måtte han kæmpe for at få en ny uden at skulle betale 18.000 kr.

Nødlader afgik ved døden
Bilist

Tre dage efter at et FDM-medlem havde modtaget sin leasede Audi Q3 plugin-hybrid, og blot anden gang han satte den til at oplade, kom der ikke strøm på bilen. Det viste sig at være den medfølgende nødlader, der var gået i stykker.

– Værkstedet påstod, at den havde været udsat for fugt eller regn, og at det derfor var min egen skyld, at jeg nu ikke kunne lade bilen. Så de sagde, at jeg selv skulle betale for en ny, forklarer FDM-medlemmet, der ønsker at være anonym.

Han har valgt udelukkende at benytte nødladeren – eller mormorladeren, som den også kaldes – til at oplade plugin-hybriden. Den er fuldt opladet med ca. 50 km efter godt tre timers opladning, så han ønsker ikke en ladeboks, men har fået installeret et egnet stik.

Voldsomt dyr lader

– Ham fra værkstedet spurgte, om jeg sad ned, for nu ville han lige fortælle mig, at en ny original Audi-mormorlader koster 18.000 kr. Det er helt forrykt, for jeg havde jo kun brugt den halvanden gang, siger medlemmet.

Han fik efter mange sværdslag udleveret en ny uden beregning, men med en advarsel om, at hans gamle nødlader risikerede at blive udtaget til stikprøvekontrol, og hvis Audi ikke mente, den havde været fejlbehæftet, skulle han betale.

– Deres rådgivning har været ret ringe og usammenhængende, og de har ikke rigtig kunnet fortælle mig, hvad jeg må og ikke må med laderen. Der står i instruktionsbogen, at den ikke må nedsænkes i vand, men det kunne jeg jo heller ikke finde på. Nu har jeg den i en plastikkasse, så der ikke kan komme regn på den. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, men jeg vil nødig betale 18.000 kr., hvis den bliver ødelagt.

Bør kunne klare lidt af hvert

Hos FDM er man forbløffet over prisen, da en nødlader kun bør koste i nærheden af 3.000 kr. I øvrigt bør den kunne klare lidt af hvert.

– Der sker ikke noget ved, at den ligger udendørs, bare den ligger forholdsvis tørt. Den afgiver ikke meget strålevarme, så det er ikke et problem, hvis den f.eks. ligger under bilen eller i en kasse, som medlemmet har valgt at gøre. Man kan i øvrigt se på et klistermærke på laderen, hvilke kriterier der er for at benytte den. Dem skal man naturligvis følge, påpeger Tom Westersø Larsen, teknisk konsulent i FDM.

Har du brug for rådgivning? 

Som medlem af FDM kan du få rådgivning af FDMs teknikere og juridiske eksperter bl.a. om garanti, om reklamation og dine øvrige rettigheder som forbruger.

Bliv medlem