Det går for tiden forrygende hurtigt med at få opsat nye ladestandere i Danmark.
Antallet af ladepunkter er mere end fordoblet det seneste år, og på tre år er der tale om en firedobling.
Pr. 1. april 2022 var der cirka 5.200 offentlig tilgængelige ladestik i Danmark, og nu et år senere er det vokset til 11.100, viser den nyeste optælling fra firmaet Charge X Analytics, som Transportministeriet videregiver.
2.600 nye ladere siden nytår
Alene i årets første kvartal er der kommet 1.900 nye ladestik, fremgår det af undersøgelsen.
Udviklingen fortsatte en tand hurtigere i april, viser de nyeste tal fra De Danske Bilimportører. Flere end 700 ladepunkter blev tilføjet den måned, hvilket aktuelt øger antallet til ca. 11.800.
Udviklingen svarer til en vækst på ca. 110 procent det seneste år, og helt så meget er antallet af elbiler og plugin-hybrider trods alt ikke steget.
Det har vendt: flere ladere pr. bil
Det betyder, at kurven omsider – indtil videre i hvert fald – er knækket, når det gælder, hvor mange opladelige biler, der skal kæmpe om en offentlig tilgængelig ladeplads.
I 2020 så det meget godt ud med kun 7,1 elbiler pr. ladestik, men i januar 2022 var det kraftigt forværret, så 13,8 elbiler skulle slås om én ladeplads.
Den hurtige udrulning af ladere – både de ’langsomme’ byladere samt hurtig- og lynladere – det seneste år har betydet, at udviklingen for første gang er gået den rigtige vej.
Bilerne lader hurtigere
11,4 elbiler skal nu deles om ét ladepunkt.
Det hører med til billedet, at den største del af opladningen sker hjemme, og hjemmeladere indgår ikke i tallene. Samtidig har nye elbiler i gennemsnit fået større batteri og hurtigere lynladning, som i praksis reducerer behovet for adgangen til offentlig tilgængelige ladere.
- FDM glæder sig over, at ladeinfrastrukturen er i bedring, og danske elbilister får flere muligheder for at oplade, når de skal shoppe og ikke mindst er på farten, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.
1.000 lynladere i Danmark
Langt den største stigning i ladere er de almindelige 11/22 kW-ladere, men også lynladerne, som er særlig nyttige på langture, går solidt frem. Dem er der nu næsten 1.000 af.
Analysen ser også på fordelingen mellem ladeselskaber. Over de seneste tre år har Clever og Eon været dominerende med et samlet ejerskab, der i marts 2023 var nået helt op på ca. 60 procent.
Clever har i 2021 og 2022 især overtaget andele fra Eon, der oprindelig arvede et stort antal ’kantstensladere’ fra Better Place. Desuden er Spirii vokset til nu 21 procent.
Tesla dominerer med lynladere
Når det gælder lynladere, er Tesla størst. Elbilselskabet har 36 procent af de danske lynladere, dog inklusive en del, som kun kan bruges af Tesla-modeller. På en andenplads kommer Circle K, der tegner sig for 16 procent af lynladerne i Danmark. Blandt lynladerne kan Clever kun mønstre 10 procent; samme andel som Q8.
- Når Tesla som bilmærke er størst på lynladere, viser det , at markedet for opladning endnu ikke er kommet i gang for alvor og fortsat er ung og umodent. Konkurrencen på lademarkedet fungerer derfor ikke helt efter bogen endnu, men med de rigtige rammevilkår kan politikerne skubbe den i den rigtige retning.
FDM: ingen garanti for fortsat stor vækst
Kvart million opladelige biler
Ved udgangen af april var der 110.000 plugin-hybrider og 132.000 rene elbiler i Danmark. Det er på et år en stigning på 28 procent blandt plugin-hybrider og 65 procent for elbiler.
At der nu er færre elbiler pr. ladepunkt er et øjebliksbillede, man ikke skal tage fejl af, påpeger FDM.
- Selv om analysen viser, at situationen er bedre end sidste år, fortæller den ikke meget om fremtiden, påpeger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.
- Derfor mener FDM, at vi bør have det lange lys på og arbejde for ladeinfrastruktur til én mio. elbiler i 2030, for der er lang vej endnu, tilføjer han.
FDM har sammen med Autobranchen Danmark og Tekniq Arbejdsgiverne netop udgivet en rapport, som har 20 anbefalinger til, hvordan vi får endnu mere fart på udrulning af ladeinfrastruktur.
Forslag: ret til ladeplads
Blandt anbefalingerne er bl.a., at processerne med nettilslutning gøres smidigere, og at staten sikrer konkurrence ved udbud af nye ladeanlæg. Desuden skal der være fokus på boligforeninger, grundejerforeninger m.v.
- Derfor foreslår FDM, at man som beboer med fælles parkeringsplads indfører ret til at få opsat en lader, suppleret med støtte til nettilslutning, siger Ilyas Dogru.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.