Danskerne har fået flere biler

Mere end hver sjette familie har nu mindst én bil. Især i Jylland og på Fyn har danskerne fået flere biler, viser nye tal. Udviklingen skyldes, at der er blevet længere mellem bus og tog, mener FDM.

Tegning af biler på en dansk vej
Bilist

Pladsen i mange danskeres indkørsler er blevet mere trang. Stadig flere familier har de senere år nemlig fået bil nummer to eller flere. Det viser en ny opgørelse over danskernes såkaldte bilrådighed fra Danmarks Statistik.

Hvor mange familier tidligere havde én bil, har flere familier i dag nu to eller flere biler i husstanden. Siden 2013 er bilrådigheden her steget med 31 procent eller 133.800. Det svarer til, at lidt under hver femte husstand i dag har flere end én bil.

Der er dog stor forskel på, hvor i landet bilrådigheden er størst. I fire jyske kommuner, Rebild, Favrskov, Hedensted og Skanderborg, har omkring hver tredje familie mere end en bil.

I det hele taget har jyske kommuner haft den største vækst i andelen af familier med flere end en bil.

Omvendt er bilrådigheden lavest i og omkring København samt i Aarhus og i Odense.

Det er ingen overraskelse, at bilrådigheden er stigende i de dele af Danmark, hvor der kan være langt fra hjem til arbejde, uddannelse og indkøb. Dette forstærkes af den høje beskæftigelse, men også af den stadig dårligere kollektive trafikbetjening uden for de største byer. For mange er bilen her derfor den eneste reelle transportmulighed, siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.       

Seks ud af 10 børnefamilier har bil

I det hele taget har danskerne fået flere biler. Ifølge Danmarks Statistik er familier med en eller flere biler siden 2013 steget, så mere end seks ud af 10 familier i dag råder over bil.

Det er især blandt børnefamilier, at bilejerskabet er steget. Her gælder en række karakteristika:

  • Ni ud af 10 parfamilier med børn har mindst én bil
  • 85 procent af familierne med bil bor i parcelhus
  • Knap otte ud af 10 (77-81 procent) af dem, som bor i mindre bysamfund eller landdistrikter, har bil.

Lavest er bilrådigheden i landets største byer og især i Københavns kommune, hvor under hver tredje familie har bil.

 Det, at danskernes generelle bilrådighed fortsat er stigende, handler også om, at vi heldigvis bliver stadig mere velstående. Mange har en god økonomi og vælger at anskaffe sig en bil, som kan gøre dagligdagen nemmere. Vi er også mere aktive i fritiden og i en højere alder end tidligere, hvilket ses ved, at den type bilkørsel, der vokser mest, er ærinde- og fritidskørsel. Heldigvis er vi danskere i fuld gang med at skifte til elbiler, hvilket betyder, at vi i fremtiden bedre kan kombinere god mobilitet med et mere bæredygtigt energiforbrug, siger Torben Lund Kudsk.

Brug for hjælp til bilkøbet?

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske og biltekniske eksperter, samt andre gode medlemsfordele, i forbindelse med bilkøb.

Få hjælp til bilkøb