Så er det igen tid til at mose havemøblerne ind i skuret og stille på uret. Dermed er det også tid til at tjekke din elektroniske p-skive og give din bil et tjek, så både den og du er klar til vinterhalvårets strabadser.
Af
Caroline Bruun Madsen
Foto
Adobe Stock
Bilist
Når du søndag morgen luner rundstykker og stiller uret på ovnen, så tag også dine slippers på, og gå en runde forbi garagen for at kaste et blik på din bils elektroniske p-skive, hvis du da har sådan en.
De fleste nyere elektroniske p-skiver skifter selv mellem sommer- og vintertid, men hvis du vil være på den sikre side, så tjek efter. Har uret ikke indstillet sig selv automatisk, så skal du gøre det manuelt.
– Overgangen mellem sommertid og vintertid giver altid en række henvendelser til vores rådgivning fra bilister, som har fået en træls p-afgift, fordi de har stolet på, at deres elektroniske p-skive selv har indstillet tiden korrekt, fortæller chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, og uddyber:
– I situationen er der desværre ikke meget andet at gøre end at betale p-afgiften, da det er dit ansvar som bilist at sikre dig, at tiden og datoen på din p-skive er indstillet korrekt, uanset om din skive er automatisk eller ej.
Når vi går fra sommertid til vintertid, stiller vi uret en time tilbage. Det betyder, at din elektroniske p-skive – hvis den altså ikke har korrigeret sig selv – fra og med på søndag klokken 3.00 vil være en time foran en eventuel p-vagts ur. Og det kan i mange tilfælde udløse en p-afgift.
Sådan giver du bilen et nemt vintertjek
Her får du tip til fem ting, det er værd at finde frem eller få styr på, nu hvor mørket sænker sig, og temperaturen falder.
Skift til vinterhjul
Det er vigtigt, at du kører på dæk, der passer til årstiden. Har du ikke allerede skiftet til vinterhjul, skal du snart overveje at gøre det, hvis du vil undgå, at køen til hjulskifte bliver alt for lang – hvis du altså ikke selv skifter hjul.
Den lave vintersol kan være drilsk og i værste fald blænde dig. Det er derfor en god idé at have et par gode solbriller ved hånden i bilen.
En simpel isskraber er også helt uundværlig om vinteren. Find din frem og læg den i bilen allerede nu. Den er nemlig også god til at fjerne vand og dug fra ruderne udefra. Hav også gerne en klud, der kan fjerne duggen indefra.
Tjek lygterne – og husk baglyset
Dagene bliver kortere, og snart er det mørkt, både når du kører på arbejde og hjem igen. Derfor er det vigtigt, at bilens lys er i orden, så du kan se og blive set. Sørg for, at bilens lygter virker, og at lygteglasset er rent. Husk også altid at tænde baglyset i mørke og nedsat sigtbarhed, hvis din bil ikke selv gør det.
Et godt udsyn er afgørende for sikkerheden, og om vinteren kommer vinduesviskerne ofte på overarbejde. Derfor er det vigtigt, at viskerbladene ikke er alt for slidte.
Du kan selv nemt skifte dine egne viskerblade. Har du ikke prøvet det før, så kan du i vores artikel om emnet, se hvordan du gør.