Det bliver ikke nødvendigt at indkøbe et stort parti nye notesblokke for at nedskrive de regler, der træder i kraft for danske bilister ved årsskiftet. Det drejer sig om blot ganske få.
De sparede penge får du til gengæld i stedet brug for til at dække udgifter til stigende afgifter på bl.a. brændstof.
Få overblikket over ændringerne her:
Nye regler for bilister i 2024
Nu kan du møde kæmpe-lastbiler på danske veje
Fra og med første januar kan du komme til at dele vej med lastbiler på helt op til 34 meters længde – det vil sige lastbiler med to store skibscontainere – i hvert fald, hvis du kører på strækningen mellem Aarhus Havn og Høje Taastrup.
Tilladelse til et femårigt forsøg med de såkaldte dobbelttrailere træder i kraft ved årsskiftet, og den gælder altså foreløbigt kun for en bestemt strækning.
– Det er under alle omstændigheder vigtigt, at man har trafiksikkerheden for øje. Man bør ikke slippe de her endnu større lastvognstog fri på alle veje, men det er heldigvis heller ikke det, der er tilfældet. Man er opmærksom på, at det ikke er alle steder, der er egnet til det, hvilket FDM er helt enig i, understreger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.
– Det er positivt, at der udsigt til en CO2-besparelse, ligesom forbrugerne også bør få gavn af, at logistikvirksomhederne kan spare omkostninger ved at effektivisere med de store lastbiler, tilføjer han.
Læs mere: Kæmpe-lastbiler får køretilladelse i Danmark
Slut med at parkere gratis med elbilen
I efteråret 2023 lukkede Frederiksberg Kommune ned for muligheden for at parkere gratis med elbil, og nu følger Københavns Kommune så trop.
Ud over at du som elbilejer nu skal betale for parkering i flere af landets største kommuner, så skal du også være opmærksom på, om den plads, du bruger, er en ladeplads med krav om tilslutning til ladestanderen eller ej. Parkerer du med elbil på en ladeplads, hvor der er krav om tilslutning, uden at gøre dette, risikerer du en p-afgift.
Krav om tilslutning til ladestanderen på ladepladser kan forekomme i alle landets kommuner og vil være skiltet på de pladser, hvor kravet gælder.
Læs mere: Nu koster det at parkere med elbilen
Nu tager synsmanden billeder af din bil
I 2023 indgik samtlige af Folketingets partier en politisk aftale med en række tiltag, der skal dæmme op for de såkaldte 'sms-syn' eller 'sort syn', hvor brodne kar i bilsynsbranchen ulovligt synsgodkender biler, der aldrig har set indersiden af en synshal.
Størstedelen af de nye tiltag påvirker ikke umiddelbart dig som bilejer direkte, men et af dem, der gør, træder i kraft 1. januar 2024. Fra og med nytår skal du nemlig regne med, at synsmanden tager billeder af din bil som en del af dokumentationen for synet.
– Eksistensen af de ulovlige sms-syn er selvsagt ikke noget, vi som samfund kan være tjent med. Derfor er vi glade for den brede aftale bag den nye indsats, som vil rette et hårdt slag mod sms-syn, siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:
– Det er helt afgørende for trafiksikkerheden, at bilerne på vejene er i en sikker og forsvarlig stand. Både hvad angår bremser, styretøj og rust i bærende dele, samt at de overholder gældende miljøkrav. Det er de periodiske bilsyn med til at sikre, og derfor er det vigtigt, at der bliver ryddet op i de sorte bilsyn.
Læs mere: Ulovlige bilsyn får hammeren
Nye afgifter, takster og satser i 2024
Det bliver dyrere at tanke
Det er ikke kun raketterne, der stiger til vejrs, når midnatsklokken slår nytårsaften. Det gælder også for afgifterne på benzin og diesel, der stiger med 7,7 procent.
Årsagen til stigningen skal findes i en 14 år gammel skattereform, hvor det er aftalt, at indekseringen af energiafgiften skal følge prisudviklingen i samfundet. Med andre ord er det altså inflationen, som nu gør, at afgifterne på benzin og diesel får et kraftigt nøk opad.
Læs mere: Fra nytår stiger afgiften på benzin og diesel – se hvor meget
Også elafgiften stiger fra nytår
Fra og med første januar stiger elafgiften med 6,4 øre pr. kWh uden moms (fra 69,7 øre pr. kWh til 76,1 øre pr. kWh). Elafgiften stiger af samme årsag, som ligger til grund for, at benzin- og dieselafgiften sættes op: regulering pga. inflation.
Har du en opladelig bil i indkørslen, vil dit valg af ladeløsning i høj grad afgøre, hvorvidt du vil blive påvirket af elafgiftsstigningen (på den del af din husstands strømforbrug, du bruger til at oplade bil).
Se hvordan:
- Har du en ladeboks uden serviceaftale og ingen refusion af elafgift, vil du mærke stigningen i elafgift 1:1.
- Har du en ladeboks med serviceaftale hos en ladeoperatør, og er denne ladeoperatør ikke den samme som din elleverandør, vil du mærke stigningen en smule (ca. 1,6 øre pr. kWh), da du kan få elafgiften refunderet, men ikke moms af elafgift, som du også har betalt, da du betalte din elregning.
- Har du en ladeboks med serviceaftale, og er din ladeoperatør og elleverandør den samme, så kommer du ikke til at mærke stigningen i elafgift, da du kan få refunderet både elafgift og moms af elafgiften.
– Vores beregninger viser, at du som udgangspunkt skal have et ganske lille kørselsbehov på 5.000 km om året eller derunder, før en ladeløsning med ladeboks uden serviceaftale kan betale sig for dig. Kører du mere end det, skal du være opmærksom på, at du har mulighed for at få elafgiften refunderet, hvis du gør brug af en ladeløsning, hvor du har en ladeboks med serviceaftale, forklarer Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Ved at taste dit kørselsbehov og dine lademuligheder ind i FDMs ladeberegner kan du få et overblik over, hvilke typer ladeløsninger der findes, og hvilken der bedst matcher dine behov.
Prøv beregner: Hvilken type ladeløsning er billigst for dig?
Nye satser for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse
Befordringsfradraget – der også i daglig tale kaldes kørselsfradraget – er et skattefradrag, man kan få, hvis man har længere end 24 km til og fra arbejde. Det hæves i 2024 med 4 øre, så satsen når op på 2,23 kr. pr. km for de første 120 kilometer tilbagelagt bag rattet, mens satsen for kørsel over 120 kilometer hæves med 2 øre til 1,12 kr. pr. km.
Stigningen svarer til, at man får ca. 70 kr. ekstra i hånden, når man pendler 12.000 km. Og det er en stigning, der ikke ligefrem imponerer i FDM:
– Vi har længe kritiseret satserne for kørselsfradrag for at være alt for lave. Vi har svært ved at få øje på, at Skatterådet skulle have indregnet konsekvenserne af, at afgiften på benzin og diesel rent faktisk stiger med så meget, som de gør, da de fastsatte satserne for kørselsfradrag for 2024. Slet ikke når rådet selv fremhæver, at de forventer, at det bliver dyrere at holde bil i 2024. Samlet betyder det, at det for mange bliver dyrere at komme til og fra arbejde og at stille sin bil til rådighed i arbejdsøjemed, lyder det fra forbrugerøkonom Ilyas Dogru, FDM.
Befordringsgodtgørelse, som er en godtgørelse, du kan få, hvis du stiller din egen bil til rådighed i forbindelse med dit arbejde, hæves en smule i 2024. Satsen for de første 20.000 kilometer hæves med 6 øre pr. km, og du får 4 øre pr. km mere for kørsel over 20.000 km om året.
Læs mere: FDM: Ubegribeligt, at fradraget ikke er større
Plugin-hybrider og elbiler tager afgiftshop i 2024
Hvis dine planer for det nye år indbefatter et køb af en fabriksny elbil eller plugin-hybrid, så er det værd lige at være opmærksom på, at begge biltyper bliver dyrere i afgift fra og med årsskiftet. Det er særligt plugin-hybriderne, der tager et afgiftshop opad.
For elbilernes vedkommende stiger afgifterne for de dyrere elbiler en smule, mens afgiften stadig er nul på billigere elbil-modeller. Efter planen skulle elbiler være steget mere i afgift, end de nu gør, men i den just vedtagne finanslov for 2024 er der blevet afsat penge til at undlade at hæve afgifterne med så meget, som det ellers var meningen.
– Det er naturligvis positivt, at elbilerne får et mindre afgiftssmæk end ellers. Men FDM havde gerne set, at man politisk i stedet begynder at forholde sig til de to store udfordringer, der venter på elbilmarkedet. Dels den kommende store afgiftsstigning for de dyrere elbiler, der for alvor tager fat fra 2026, dels problematikken omkring elbilernes fortsat høje pris. Her kunne man overveje at have brugt de 200 mio. på at gøre billige elbiler mere attraktive for danskere med lavere bilbudget, lyder det fra afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.
Den trinvise indfasning af registreringsafgift er del af en større aftale om omlægning af bilafgifterne, som Folketinget vedtog i december 2020. Plugin-hybrider og elbiler vil trinvist stige i afgift frem mod 2030, hvor registreringsafgiften på biltyperne efter planen vil være fuldt indfaset.
Læs mere: Se afgiften på elbiler i 2024
Det bliver (lidt) dyrere at krydse Storebælt
Hvis du gør brug af de automatiske betalingsmuligheder som BroBizz eller nummerpladegenkendelse, stiger prisen med 4 kroner, så du i det nye år skal betale 196 kroner for at benytte Storebæltsbroen.
Betaler du i stedet kontant eller med kort, er prisen noget højere. Her skal du i 2024 betale 275 kroner for at køre gennem pylonerne – en stigning på fem kroner fra 2023. Dermed er det nu 79 kroner dyrere at betale med kort og kontant frem for at gøre brug af automatisk betaling.
Læs mere: Sådan kommer du billigst over Storebælt
Har du styr på reglerne?
Som medlem af FDM får du adgang til mange fordele og rabatter – men du bliver også løbende orienteret om de nye regler og afgifter, der påvirker dit liv som bilist, og har adgang til rådgivning bl.a. om dine rettigheder som forbruger. Overvejer du elbil, kan FDM hjælpe dig med at finde den rette, samt få styr på 'alt det nye', der følger med den nye biltype.