Skatteåret 2023 går på hæld. Mandag den 11. marts åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for landets skatteborgere, der kan se, om de skal have penge tilbage, eller om der venter en ekstra regning.
Har du ændringer til din årsopgørelse, er det altså nu, du skal til tasterne, hvis du skal nå at have dem med inden da. Du kan rette i din årsopgørelse helt frem til 1. maj.
Det gælder ikke mindst, hvis du er en af de omkring 1,2 millioner pendlere, som årligt indberetter et kørselsfradrag i deres forskudsopgørelse for det kommende år, og som skatten beregnes ud fra.
Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Uanset transportform.
I 2023 var det på 2,19 kroner pr. kilometer (1,10 kroner for kørsel over 120 kilometer).
Har du for eksempel 50 kilometer til og fra arbejde, og har du sidste år haft 200 arbejdsdage, så lyder fradraget på ca. 11.400 kroner ifølge SKAT. Men da der er tale om et ligningsmæssigt fradrag, er der dog kun en fjerdedel af beløbet tilbage efter skat.
Sådan undgår du skattesmæk
– Tidligere blev kørselsfradraget automatisk overført fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen. Men det blev ændret i 2020, så man nu selv skal huske at oplyse det igen på sin årsopgørelse. Helt konkret skal man nu selv indtaste antal arbejdsdage og antal kilometer til og fra arbejdet i årsopgørelsen for at få fradrag. Ellers risikerer man at gå glip af det, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Han fortæller, at forskudsopgørelsen kan betragtes som et budget for det kommende år, mens årsopgørelsen er det endelige regnskab. Indberetninger i forskudsopgørelsen er derfor en forventning om, hvor langt man vil pendle i løbet af året, mens man i årsopgørelsen skal indberette det endelige tal og dermed gøre regnskabet op.
Derfor kan man også risikere at få et skattesmæk, hvis Skattestyrelsen på årsopgørelsen ikke kan se, at man har pendlet i årets løb, som man oplyste i forskudsopgørelsen. For dermed vil det se ud, som om man har fået et uretmæssigt kørselsfradrag i årets løb.
– Men fradraget kan også ændre sig i løbet af året, så man enten kører længere eller kortere end først opgivet. Det kan være, hvis man flytter eller skifter arbejde. Det er derfor, man skal huske at tjekke sin årsopgørelse, så man ikke går glip af sit fradrag. Samtidig er det vigtigt, at man opgiver det korrekte tal, ellers risikerer man at få en bøde,” siger Ilyas Dogru.
Har du styr på din biløkonomi?
Det kan være svært at få overblik over biløkonomien. Husk, at du som medlem af FDM altid få rådgivning af vores eksperter. Både til hvordan du kører længere på literen, og hvordan du regner din biløkonomi ud.