Undgå teknisk insolvens: 3 råd om billån i et turbulent marked

Vi lever i en tid, hvor priser på biler kan blive ”dumpet” over natten. Det giver anledning til bekymring hos bilkøbere, der kan risikere at skylde mere i deres nyindkøbte bil, end den pludselig er værd.  

Bil og lommeregner
Bilist

Du har parkeret i din indkørsel og sidder nu bag rattet i din spritnye bil for lige at nyde fornemmelsen af rattet og den dejlige duft i kabinen. Et bip fra mobilen fortæller dig, at der er kommet en ny besked:

Ovenstående situation er selvfølgelig et tænkt eksempel, men ”Louise” kunne lige så godt være en af de forbrugere, der er endt med at slå sig på de prisdyk, der har været på markedet for elbiler det seneste halvandet års tid.

– Det er jo desværre sådan, at der er en del danskere, som har købt en elbil, især i løbet af 2022, som faktisk står en situation, hvor deres nye bils værdi pludseligt er faldet så meget, at de nu reelt set er teknisk insolvente i dag, fortæller Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Begrebet ”teknisk insolvens” klinger ubehageligt og lugter ilde af konkurs, fallit og Ribers. Men helt så galt er det slet ikke. At være teknisk insolvent betyder blot, at man skylder mere i bilen, end bilen aktuelt er værd. Så længe man betaler af på sit lån som aftalt, så er det ikke i sig selv et problem, at man er teknisk insolvent.

Problemet kan opstå, hvis man pludseligt skal af med bilen. Det kan f.eks. være i forbindelse med en skilsmisse, eller hvis andre livsforhold ændrer sig på en måde, så man er nødsaget til at sælge bilen. For der vil man højst sandsynligvis skulle acceptere at sælge med tab, fordi gælden i bilen er større end bilens værdi.

Af samme grund står man også ringere, hvis der skulle ske en alvorlig skade på bilen.

– Skulle man være så uheldig at bilen bliver totalskadet, så vil man også komme til at stå i den ærgerlige situation, at man ikke får penge nok udbetalt for bilen til at dække det, man stadig skylder i bilen, forklarer Ilyas Dogru.

3 tip til billån

1: Læg 20 procent i udbetaling – og evt. mere

Hvis du lægger mindst 20 procent i udbetaling, har du en langt større "buffer", og du minimerer dermed din risiko for at blive teknisk insolvent. Derudover – og det er faktisk et mere tungtvejende argument – kan du ofte få lov at låne til en lavere rente, når du lægger en udbetaling på 20 procent. Det betyder generelt både lavere månedlige ydelser og lavere låneomkostninger i det hele taget.

2: Hold dig fra meget lange lån

En anden god tommelfingerregel omkring billån er, at du skal sørge for at lånets løbetid ikke bliver for lang. Lånets løbetid bør f.eks. aldrig være længere end bilens forventede ”levetid”.

Da renterne var lave, blev mange lokket til at have billån med løbetid på 10 år, men i FDM anbefaler vi, at man holder lånets løbetid på højst 7-8 år. Det råd er kun blevet mere relevant i takt med, at renterne er steget.

3: Indhent flere tilbud

Sørg for at finde det billigste lån for dig. Det har du størst chance for at finde, hvis du undersøger markedet og indhenter flere tilbud. Du kan få billån hos både bilforhandlere, banker og realkreditinstitutter. Der er mange individuelle krav, der gør sig gældende, når du skal finde det billigste billån, så brug lidt tid på at gøre dit hjemmearbejde, og lad dig ikke stresse til at tage en hurtig beslutning i en lånesituation.

Læs mere: Sådan finder du det rigtige bilån

Behold bilen og mindsk værditabet 

Der er næsten ikke noget, der kan ærgre os danskere mere end at få lavet en dårlig handel, og følelsen af at have betalt for meget kan godt tage toppen af glæden ved duften af ny bil. Alle nye biler har selvfølgelig et værditab af en vis størrelse nærmest fra det øjeblik, du sætter din underskrift på slutsedlen – og bliver der så lagt yderligere oveni det normale værditab pga. en prisnedsættelse på modellen, ja, så kan det samlede tal godt blive så stort, at det kan give anledning til søvnløse nætter. Men prøv at parkere ærgrelsen, og sæt i stedet det lange lys på.

– Det er vigtigt at huske på, at et værditab altså ikke er et reelt tab før den dag, du sælger bilen igen. Har du været uheldig, at den bilmodel, du har købt, er blevet sat gevaldigt ned efterfølgende, så slå koldt vandt i blodet, pas godt på din bil, og lad tiden arbejde for dig. For beholder du din bil længe nok, vil du kunne ride en hel del af værditabet af, lyder rådet fra Ilyas Dogru.

Kort bilejerskab? Så overvej privatleasing i stedet

Måske står du i en situation, hvor du på forhånd ved, at der er stor sandsynlighed for, at du ikke skal beholde bilen mere end et par få år? Det kan både være, fordi du står et sted i livet, hvor der ligger familieforøgelse i kortene inden for en overskuelig tidshorisont, fordi du har et udlandsophold på bedding, eller måske har du et erhverv, hvor dit kørselsmønster kan blive væsentligt forandret inden for en kort årrække.

Hvis du – uanset årsagen – ved, at der er en stor sandsynlighed for, at du skal af med bilen igen, mens den stadig er ret ny, så kan det være en god ide at styre helt uden om bilkøb (og dermed billån) og i stedet gå privatleasingvejen – der er mange gode tilbud i perioder i disse tider.

FDM opdaterer løbende en oversigt med udvalgte kampagnetilbud på både køb og leasing.

Læs mere: Se oversigt over rabatter og kampagnetilbud

Har du brug for hjælp?

Har du brug for hjælp til dit bilkøb, kan du altid tage en rådgiver fra FDM med på råd undervejs. Er du medlem af FDM, er det en del af dit medlemskab. Er du ikke medlem endnu, kan du blive det i forbindelse med dit bilkøb.

Få hjælp til bilkøb