Diesel billigst på ferieturen i 2024 – men en anden biltype er billigst til hverdag

Selvom der har været faldende strømpriser, så er det fortsat den gode gamle dieselbil, der er billigst på ferieturen sydpå. Dyrest er ikke overraskende benzinbilen, men her er der kommet et nyt tip, der kan hjælpe dig med at spare på brændstoffet. 

Biler på en motorvej i Tyskland
Bilist

Diesel er fortsat den billigste energiform til bilferien. Det er konklusionen, efter vi har regnet på brændstof- og eludgifter for at gennemføre en bilferie fra Odense til Gardasøen og retur i 2024. Ud over dieselbilen har vi også regnet på en benzinbil samt en elbil.

Som elbilist skal man virkelig holde tungen lige i munden. For der er meget stor forskel på, hvad en opladning koster, afhængig af hvor man kører ind for at få strøm på bilen.

Og det kan for de fleste elbilejere betale sig at tegne et abonnement hos enten Ionity eller Tesla for at få den billigste strøm på bilferien. Der er op til 1.300 kr. i forskel på den dyreste og den billigste feriestrøm til elbilen på ruten mellem Odense og Gardasøen.

Læs også: Stor forskel på opladning af elbilen i udlandet

Diesel fortsat billigst på bilferien

Turen fra Odense til Gardasøen og retur er på næsten 3.000 km. For benzin- og dieselbilen har vi regnet med, at man prioriterer at tanke bilen i Østrig, hvor benzinen er billigere end i Danmark og Tyskland.

Og med elbilen har vi taget udgangspunkt i, at elbilen før afgang er ladet helt op på en hjemmelader med billig strøm om natten. Resten af strømmen er i regnestykket herunder med opladning hos Ionity inkl. et abonnement for den måned, man er på ferie. 

Prisen herunder er for turene både frem og tilbage. Og selvom diesel er billigst, så er elbilen blot 144 kr. dyrere. Mere markant er merprisen for at købe benzin til langturen. Her koster det over 500 kr. mere for hele turen. 

Elbiler fortsat billigst i hverdagen

Men hvor energiudgifterne på ferien er billigst for dieselbiler, er det anderledes i hverdagen. For her kan elbilen være ca. 75 pct. billigere i energi pr. kørt kilometer. Og det er den primære årsag til, at totaløkonomien er attraktiv for elbiler. 

– Vores analyser af totaløkonomien for benzin-, diesel- og elbiler viser, at elbilerne er markant billigere i drift. Så selvom elbilen ikke er billigst i energi på ferieturen, så er besparelserne samlet set så store, at elbilen klart er den billigste biltype på markedet for tiden, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru. 

Han henviser til FDMs bilbudget, hvor man kan få et overblik over totaløkonomien på ens egen bil og sammenligne med køb af en ny bil. Og det er uanset, om man ønsker at købe en bil, der kører på benzin, diesel eller el. 

Energiform Pris tur/retur
Diesel (18 km/l) 1.903 kr.
Elektricitet (5 km/kWh) 2.047 kr. 
Benzin (15 km/l) 2.571 kr. 

Sådan tanker du billigst muligt

Der er stor forskel på benzinpriserne i Europa, og selvom man nok ikke ændrer rejsemål efter prisen på brændstof, så kan du spare cirka en krone pr. liter ved at tanke i et af de billigere lande. Det kunne eksempelvis være Østrig, Tjekkiet, Slovenien og Kroatien. Så her er det en god idé at tanke bilen helt op. 

I Tyskland har FDMs søsterorganisation, ADAC, analyseret benzin- og dieselpriser og fundet frem til, at brændstofpriserne generelt er billigst om aftenen. Men i modsætning til i Danmark, hvor der reelt ikke er priskrig på brændstof, så bevæger priserne sig time for time i Tyskland. Og typisk vil det være billigst at tanke mellem 21:00 og 22.00. Så husk at tanke, før du kommer til hotellet i stedet for næste morgen, hvis du lander sent.  

Ud over at tanke billigst muligt kan det altid betale sig at holde øje med speedometeret. 

– Den nemmeste måde at spare penge på bilferien er ved at holde farten nede og konstant. Ved eksempelvis at køre 110 km/t. i stedet for 130 km/t. sparer man typisk 20 til 25 pct. af energien – uanset om der er tale om benzin, diesel eller el, lyder rådet fra Ilyas Dogru.  

Sådan lader du elbilen billigt

Selvom der er udsving i benzinpriserne, så er det nærmest ingenting i forhold til priserne på el. Og der kommer hele tiden nye tilbud på markedet.

Tesla har længe haft attraktive priser på strøm, hvor også ejere af andre elbiler end Tesla kunne købe et abonnement for at få adgang til deres laveste strømpriser. Nu er Ionity igen kommet på banen med attraktive priser. 

Da Ionity åbnede, kunne man for 10 euro lade elbilen helt op, men det er mange år siden, priserne var så attraktive. Her i 2024 tilbyder de et abonnement på 59 kroner den første måned og 90 kr. derefter.

Dermed kan man lade til en fast pris på 2,20 kr. pr. kWh i Danmark og til lidt under 3 kr. pr. kWh i de fleste europæiske lande. Det er næsten samme betingelser, som Ionity havde gennem flere bilmærker for et par år siden, og det er p.t. den billigste strøm. 

– I år nyder elbilisterne godt af, at elpriserne har været stabile, og der er igen kommet konkurrence på lademarkedet både herhjemme og i Europa. Mens markedsprisen sidste år var over 5 kr. pr. kWh. i Tyskland, er det i dag ikke unormalt at finde lademuligheder til 4 kr. eller billigere, siger Ilyas Dogru.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve