Køb af brugt elbil: Test batteriet, før du køber

Et af de oftest stillede spørgsmål er, om batterierne på brugte elbiler holder, når de bliver ældre. For batteriets tilstand er afgørende for, om en brugt elbil er brugbar eller værdiløs.

Dongle til test af batteri isættes i bil
Bilist

Skræmmehistorier om elbilbatterier har der været nok af. At det koster over 100.000 kr. at udskifte batteriet, når det bliver defekt. At de hurtigt mister rækkevidde, og at man risikerer at stå med en nærmest værdiløs og dermed skrotklar elbil.

Forståeligt nok, for selvom der har været elbiler på vejene i over 100 år, så er det først for 10 år siden, at elbilerne for alvor er kommet på markedet. Altså enkelte elbiler fra få producenter, og dermed har der i mange år ikke været erfaringer nok med batteriernes reelle levetid.

Nu er der efterhånden kommet mange elbiler, og nyudviklede test kan afsløre, at man som udgangspunkt ikke skal være bekymret. Langt de fleste batterier holder en flot kapacitet, og de batteriproblemer, vi har set, har primært været på de allerførste moderne elbiler, hvor rækkevidden i forvejen var kort, fordi batterierne var meget små.

Det svageste led

FDM har efter grundigt forarbejde valgt at tilbyde medlemmer den udvidede test fra Aviloo, som har vist sig at give den bedste vurdering af en batteripakkes tilstand. Den er både dyr og besværlig, men det er p.t. den eneste måde, hvorpå du kan være sikker på, at eventuelle fejl bliver fundet. Aviloo-testen kræver, at du kører batteriet fra 100 procent og ned til under 10 procent af kapaciteten. Det tager lidt tid, men ved at måle på batteriet, mens man kører, kan man måle, hvor meget strøm der er i hver enkelt battericelle, og hvordan spændingen ændrer sig, mens elbilen bruger strømmen.

Dermed kan man også spotte, om enkelte battericeller eller batterimoduler har en for lav spænding. Det er interessant at vide, fordi en batteripakke – ligesom en kæde – ikke er stærkere end det svageste led. Så selv to-tre defekte battericeller kan begrænse bilens rækkevidde markant. Vi har allerede testet adskillige elbiler for medlemmer, og tendensen er klar: De fleste elbiler holder ofte over 90 procent af den oprindelige kapacitet, selv efter fire-fem år. På nogle har vi endda målt 100 procent rækkevidde, selv efter 190.000 km’s kørsel.

Kort fortalt skal du som udgangspunkt ikke være bange for, at batteriet hurtigt går i stykker eller taber kapacitet.

Kig på garantien

Langt de fleste elbilproducenter tilbyder en kapacitetsgaranti på batteriet på 70 procent i op til otte år eller 160.000 km, hvad end der kommer først. Men vores målinger på elbiler af forskellige aldre tyder på, at få elbiler mister så meget batterikapacitet.

Alligevel er det vigtigt som brugtbilkøber at se nærmere på batterigarantien. Tjek, hvad bilproducenten garanterer netop på din bil, og om garantien fortsat er gældende. Der stilles i mange tilfælde krav om, at service er overholdt efter fabrikantens forskrifter. Derfor skal du bede forhandleren undersøge og stå inde for, at garantien fortsat er gældende på netop den bil, du køber.

Tjek kølemidlet

Langt de fleste elbiler styrer temperaturen på batteriet med væske, og nogle gange er det det samme kølemiddel, som også bruges til klimatisering af bilen. Uanset hvordan elbilen køler batteriet ned, er det vigtigt, at der er nok kølemiddel på bilen.

En undersøgelse, som FDM har deltaget i, viste, at batterierne kan tage skade, hvis der ikke var nok kølemiddel omkring dem. Det er endnu en grund til at undersøge, om elbilen er serviceret korrekt, og det bør være et fokuspunkt, når du selv sender bilen til service.

Hvis batteriet er defekt, vil du som ejer først se mod batterigarantien for at få dækket omkostningerne. Der har været historier fremme om bilejere, der skulle skifte til en helt ny batteripakke til 100.000 kr., men de er ikke retvisende for alle elbiler. For eftersom producenterne selv indestår for garantien i mange år, så har de fleste valgt at bygge deres batterier på en måde, hvor det er muligt at skille batteriet ad, så man kan nøjes med at skifte enkelte battericeller eller batterimoduler. Nogle kan reparere på batteripakkerne i Danmark, mens andre skal have dem sendt til battericentre i udlandet. En sådan reparation koster fra cirka 30.000 kr., afhængigt af bilmodel, og hvor mange moduler der skal skiftes.

Der er dog enkelte biler, hvor batteripakkerne er samlet på en måde, hvor de er svære at skille ad. Det ses f.eks. på modeller som MG 4 og nyere Tesla-modeller. Her kan det for alvor blive så dyrt som i skræmmehistorierne.

Har du brug for hjælp? 

Som medlem af FDM har du adgang til bilteknisk og juridisk rådgivning også i forbindelse med køb af bil.

Bliv medlem af FDM