P-afgifter der ikke sættes på bilen kan være ulovlige

Stadig flere p-huse aflæser bilens nummerplade, når du kører ind for at parkere. Det gør det nemmere at betale, og glemmer du det, har du mulighed for at afregne på bagkant. Men det betyder ikke, at p-afgifterne er fortid, og FDM mener, at p-selskaber bryder loven, hvis du får en digital afgift, efter du er kørt ud af p-huset.

P-bøder ved nummerpladeparkering
Bilist

Det ér altså smart. Når du kører ind i et parkeringshus, aflæser et kamera din nummerplade, og din parkering starter og stopper automatisk. Men den digitale løsning er ikke kun positiv. For modtager du en afgift for en ulovlig parkering, får du den digitalt og først efter, at du er kørt ud af p-huset.

P-selskabet sætter ikke en fysisk afgift under vinduesviskeren i form af et stykke papir. Der kan altså gå noget tid, inden man får afgiften tilsendt og finder ud af, at man – måske – har parkeret ulovligt.

De ”usynlige” afgifter er ifølge FDM problematiske og i strid med reglerne om kontrolafgifter på private parkeringsområder.

– I FDM har vi fra første færd været sikre på, at reglerne ikke giver p-selskaberne lov til blot at sende parkeringsafgiften med posten, fordi man har valgt at spare p-vagten væk. Reglerne er ganske klare: Afgiften skal sættes i forruden eller gives til føreren. Parkeringsselskabernes model, hvor registrering ved ind- og udkørsel bruges til at sende en p-afgift i stedet for at sætte den på bilen, er i FDMs optik kun til fordel for parkeringsselskaberne og deres indtjening, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM.

Bilistens potentielle beviser fjernes

Problemet er bl.a., at bilisten ikke har en reel mulighed for at modbevise en afgift for en eventuelt ulovlig parkering.

– Med modellen fratages bilisten muligheden for at tage sine forholdsregler – f.eks. at tage billeder af forholdene – i forbindelse med udstedelse af afgiften, da man først gøres bekendt med afgiften dage eller uger senere. Dernæst er der en stor risiko for, at afgiften rammer den forkerte, da den sendes til den registrerede ejer/bruger af bilen, der ikke nødvendigvis er den samme som føreren, påpeger Dennis Lange.

Parkeringsklagenævnet, der behandler uenigheder mellem bilister og private p-selskaber om pålagte p-afgifter, har dog en anden opfattelse. Her har bilister, der har klaget over de digitale p-afgifter, ikke fået medhold. Det er sket i flere sager.

– Det er kun, hvis det slet ikke er muligt at placere afgiften på bilen, at den kan sendes til ejeren. Men det er altså ikke grund nok, at p-selskabet selv har indrettet området således, at der slet ikke kommer en p-vagt. Man har lavet et digitalt system, hvor man som udgangspunkt slet ikke er på stedet og derfor ikke kan placere afgifterne fysisk på bilerne. Så vi mener ikke, at p-selskabernes fremgangsmåde er lovlig, siger Dennis Lange.

Sådan parkerer du med nummerpladegenkendelse

Udbyderne har forskellige navne for deres systemer, men fælles for dem er, at det foregår nogenlunde således:

  • Når du ankommer, registrerer kameraer din nummerplade, og hvornår du parkerer.
  • Er der f.eks. to timers gratis parkering, skal du intet gøre, hvis du parkerer mindre end de to timer.
  • Skal du betale, og har du en p-app, der kan benyttes i p-huset, kan den automatisk registrere og starte og stoppe parkeringen – eller du kan selv starte og stoppe den.
  • Benytter du ikke app, skal du indtaste dit registreringsnummer (nummerplade) i p-husets automat og betale, inden du kører ud.
  • Glemmer du at betale, får ejer/bruger af bilen tilsendt en afgift.

Minister og Forbrugerombudsmanden på banen

Tilbage står stadig det uafklarede spørgsmål, om et parkeringsselskab kan give afgifter til en bilist, uden at bilisten opdager det, når han eller hun er ved sin bil og skal køre ud af p-huset.

Efter flere klager fra bilister orienterede Forbrugerombudsmanden i juli 2024 en række private p-selskaber om reglerne. Her blev det præciseret, at kontrolafgifter på private parkeringsområder skal være anbragt umiddelbart synligt på køretøjet eller være overgivet til føreren.

Forrige transportminister, Trine Bramsen (S), gav i et svar til Folketingets transportudvalg samme holdning, og nuværende transportminister Thomas Danielsen (V) mener også, at bilisten bør få afgiften på stedet.

– Reglerne er klare, og jeg mener kun, at det er rimeligt, at man, når man parkerer, har en mulighed for at forholde sig til en pålagt kontrolafgift på stedet frem for at få en kontrolafgift mange dage efter. Hvordan parkeringsselskaberne sørger for det i praksis, er op til dem, og jeg drøfter gerne eventuelle tekniske løsninger, siger Thomas Danielsen i et skriftligt svar.

Tvivl skal ryddes af vejen

Parkeringsankenævnet er indkaldt til et møde i Transportministeriet i denne måned.

– Der har tilsyneladende været tvivl om, hvorvidt parkeringsselskaberne kan vente med at udstede en udgift til bilisterne har forladt parkeringspladsen, og jeg har derfor bedt om, at Parkeringsklagenævnet indkaldes til et møde med ministeriet om deres forståelse af reglerne, så den tvivl kan blive ryddet af vejen, siger Thomas Danielsen.

Den melding glæder FDM.

– Vi er glade for, at først Forbrugerombudsmanden og nu også transportministeren læser bekendtgørelsen på samme måde som FDM. Der er brug for en afklaring, og vi håber, at der fremadrettet ikke vil være tvivl om, hvordan reglerne skal forstås, siger Dennis Lange.

Spørgsmålet er ikke endeligt afgjort ved landsret eller Højesteret, der i sidste ende afgør, hvordan loven skal fortolkes og bruges i praksis.

Er du i tvivl om din parkeringafgift?

Har du modtaget en parkeringsafgift, og er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, kan du kontakte FDMs rådgivning, der kan give dig råd og vejledning.

Få rådgivning