Aldrig har det været nemmere og sikrere at tage cyklerne med bag på bilen. FDM har testet 10 cykelholdere grundigt, og selv ved en dobbelt undvigemanøvre med 90 km/t klarede de alle at sidde fast på bilen og holde fast på cyklen, så hverken cykel eller bil kom til skade.
Det opmuntrende resultat viser, at de nyeste cykelholdere er blevet meget bedre, end da vi lavede en tilsvarende test for fem år siden.
FDM har også testet, hvad der sker, når man bremser, alt hvad man kan fra 100 km/t, eller når man kører lidt for hurtigt over et vejbump. Heller ikke i de situationer var der nogen af cykelholderne, der viste svaghedstegn.
De gode resultater kræver naturligvis, at cykelholderen er monteret korrekt på bilen, og at cyklerne er fastgjort forsvarligt til holderen. Her viste det sig, at der var forskel på, hvor godt holderne var konstrueret.

Hvor meget vejer cykelholderne?
De 10 cykelholdere, vi har testet, er alle beregnet til montering på anhængertrækket og består af en vandret platform, hvorpå cyklerne står, og så en lodret ramme, der gør det muligt at fastgøre cyklerne i en opretstående position.
Den måde at transportere cykler på er den absolut bedste løsning, og den eneste FDM kan anbefale, hvis du agter at transportere en af de elcykler, som mange danskere har anskaffet sig i de senere år. En elcykel vejer nemlig let over 20 kg, og dermed er det store belastninger, der er tale om. Ikke mindst hvis du vil transportere to cykler samtidigt, som vi gjorde i denne test.
De testede cykelholdere vejer mellem 13 og 21 kg, og de kan dermed være noget besværlige at montere på anhængertrækket. Det er derfor bedst at være to om den opgave, da det er vigtigt, at platformen er placeret i den korrekte position i forhold til trækkuglen. Desuden skal den anordning, der fastgør holderen til anhængertrækket, være aktiveret korrekt.
Ved anskaffelse af en cykelholder skal du tænke på, hvor mange kg cyklerne vejer, og hvor mange kg ens bil er godkendt til at have på krogen i form af den lodrette last. Det er typisk en værdi mellem 50 og 75 kg, og det konkrete tal fremgår af bilens instruktionsbog.
Husk at medregne både cykler og selve cykelholderen til denne vægt. En god idé er at afmontere batteriet fra elcyklerne, da det ofte har en betydelig vægt.
Vær også opmærksom på, at der er grænser for, hvor stærkt du må køre, når der er en cykelholder på krogen. Typisk er hastighedsgrænsen fastlagt af producenten af cykelholderen, og den kan variere mellem 90 og 130 km/t.

Hvilken cykelholder er bedst i test?
I testen har vi vurderet alle cykelholdernes egenskaber med hensyn til, hvor lette de er at montere, om der er behov for at samle dem efter købet, om der er risiko for fejlmontering, og hvor let det er at montere to elcykler på selve holderen.
Derudover har vi testet holderne ved dynamiske test med undvigemanøvrer, bremsetest og kørsel over vejbump.
Den bedste cykelholder i denne test er Uebler i21, der er testens letteste, og dermed også den, der er nemmest at montere på bilen. Dårligste produkt er Fischer ProLine Evo, der også er sværest at montere på anhængertrækket.
Priserne for holderne er hentet på nettet ved danske netbutikker ultimo april 2025, og de er uden eventuelle fragtomkostninger.

Gode råd til køb af cykelholder til bilen
Vægt: Tænk på vægten af holderen. Jo tungere, jo sværere er det at håndtere den i forbindelse med montering og opbevaring.
Skinne til cykeldæk: Vær opmærksom på, om skinnen til cyklens dæk matcher cyklens dækbredder. Typisk har en mountainbike ret brede dæk.
Lygter: Mange cykelholdere har LED-lygter, der giver et godt lys. De kan dog være dyre at reparere, hvis lygterne bliver beskadiget.
Stik til bilen: Vær opmærksom på, om bil og cykelholder har 7- eller 13-polet stik. FDM anbefaler, at du benytter 13-polet stik i videst mulige omfang og derved undgår adaptere.
3. nummerplade: Det er nødvendigt at bestille en tredje nummerplade til cykelholderen. Det gøres på motorst.dk og koster 110 kroner plus forsendelse.
Anhængertræk: Det er nødvendigt, at bilen har et anhængertræk, hvis du vil transportere elcykler trygt og sikkert som her. Et anhængertræk koster typisk 10-15.000 kr.
Arme til at fastholde cyklerne: Vær opmærksom på, at nogle cykler har meget tykke rør, og at det derved ikke er alle holdere, der kan bruges til at fastholde cyklerne. Også cykler med kulfiber-stel stiller særlige krav til fastgørelsen.
Har du brug for en cykelholder?
Husk, på FDMshop.dk kan du finde et bredt udvalg af udstyr til bilen, herunder cykelholdere. Besøg FDMshop.dk