Transportminister sætter parkeringsselskaber på plads: P-afgiften skal være fysisk

Udgangspunktet i bekendtgørelsen er, at private parkeringsselskabers p-afgifter for at parkere ulovligt skal gives i fysisk form til enten bilisten eller sættes på bilen. Men private p-selskaber tolker reglerne anderledes og giver ”usynlige p-afgifter”. Det sætter transportminister Thomas Danielsen nu en stopper for.

Transportminister sætter parkeringsselskaber på plads: P-afgiften skal være fysisk
Bilist

Parkeringsselskaber udnytter reglerne. Så klar har meldingen i flere omgange været fra transportminister Thomas Danielsen (V). Han har forgæves forsøgt at få selskaberne til at ændre praksis, og derfor sætter han handling bag ordene.

Med en ændring i bekendtgørelsen vil han gøre en ende på den praksis, hvor selskaberne giver ”usynlige” bøder til bilister, der kører ind i parkeringshuse eller på pladser, hvor kameraer registrerer din ind- og udkørsel. Har man ikke betalt, overskredet tiden eller på anden måde parkeret ulovligt, modtager personen, der er registreret til bilen, en digital afgift i sin e-Boks.

Af bekendtgørelsen fremgår det nu, at kun hvis det slet ikke er muligt at placere afgiften på bilen, kan den sendes til ejeren eller en registreret bruger. Men selskaberne har gjort de digitale afgifter til normal praksis.

Derfor fjerner Transportministeren nu undtagelsesmuligheden fra hovedreglen om, at kontrolafgifter skal meddeles på stedet.

– Bekendtgørelsen er sådan set fuldstændig klar. Parkeringsafgifter må kun i undtagelsesvise tilfælde eftersendes. Man må altså derved ikke opbygge sin forretningsmodel på usynlige parkeringsafgifter. Det har jeg indskærpet overfor parkeringsselskaberne. Brancheforeningen for private parkeringsselskaber har derpå meddelt mig, at de ikke agter at efterleve dette. Derfor fjerner jeg nu muligheden for, at parkeringsselskaber undtagelsesvis kan eftersende afgiften. En eventuel tvist må parkeringsselskabet så løfte via parkeringsklagenævnet eller domstolene, siger Thomas Danielsen i en pressemeddelelse. 

Bekendtgørelsen er i høring frem til 20. juni og træder efter planen i kraft den 1. juli.

Hov, fik jeg en bøde?

FDM har modtaget mange henvendelser fra frustrerede medlemmer, der har modtaget digitale afgifter – også selv om de blot er kørt ind på området og ud igen uden at parkere. Derfor har FDM af flere omgange kritiseret p-selskabernes praksis og tolker parkeringsbekendtgørelsen anderledes.

– Det er netop tale om en undtagelse, som selskaberne kun bør bruge i særlige tilfælde, hvis det ikke er muligt at sætte en p-afgift i vinduesviskerne på en bil. Men de har indrettet deres forretningsmodel på det, og det mener vi er i strid med intentionerne i reglerne, siger advokat i FDM, Michael Ern Nielsen.

Desuden kalder FDM det problematisk, at afgiften gives til personen, der er registreret til bilen og ikke til den person, der bruger bilen ved parkeringen, og som dermed har indgået en aftale med p-selskabet.

– Det også et problem, at bilisten fratages mulighed for at varetage sine interesser og for at tage sine forholdsregler, f.eks. tage billeder af sin parkering og forholdene på stedet, da man først gøres bekendt med afgiften flere dage eller uger senere. Det er ikke rimeligt, når man slet ikke aner, at man har gjort noget forkert, mens p-selskabet har haft gode muligheder for at varetage deres interesser, siger Michael Ern Nielsen.

FDM støtter bilist i sag om usynlige p-afgifter

Selv om ministeren nu har grebet ind, ønsker FDM at få en afgørelse ved domstolene på det principielle spørgsmål.

– Det er rigtig fint, at problemet ser ud til at være løst fremadrettet, men problemet er ikke løst for de afgifter, der allerede er pålagt, hvorfor vi gerne vil have afklaret problemstillingen ved domstolene, siger Michael Ern Nielsen.

En af de bilejere, der har fået en afgift, er Martin Darre Frederiksen, da han parkerede ved Dyrehavsbakken nord for København. Her blev det registreret med kameraer, at hans bil kørte ind på parkeringsområdet. Bilens nummerplader blev også filmet, da han kørte ud, og derfor kunne Apcoa Parkering registrere, at han ikke havde betalt.

Men han fik ikke afgiften med det samme i form af en fysisk afgift under vinduesviskeren. Derfor nægter han at betale, og han mener samtidig, at p-selskaberne ikke overholder loven.

I forbindelse med sin manglende betaling blev Martin Darre Frederiksen i første omgang stævnet af Apcoa Parkering. Han er selv jurist – med kandidatspeciale i privatretlig parkeringsregulering – og har derpå selv kontrastævnet Apcoa Parkering i samme sag for ikke at følge reglerne i parkeringsbekendtgørelsen.

Apcoa Parkering har siden forsøgt at trække sagen tilbage fra retten, og det er nu op til domstolene at vurdere, om sagen skal fortsætte med Martins påstande.

Det er endnu uvist, om domstolene vil behandle hans påstand, så der kan komme en dom, der tager stilling til, om private p-selskaber udsteder afgifter i strid med loven. FDM og Forbrugerombudsmanden har meddelt retten, at de ønsker at biintervenere i retssagen – altså at støtte ham under retssagen.

Parkeringsbranche uenig med ministeren

Dansk Private Parkeringsselskabers Brancheforening er ikke enig i ministerens tolkning af reglerne. I et notat på foreningens hjemmeside fra marts lyder konklusionen bl.a., at ”De nugældende regler ikke er til hinder for brugen af ANPR-kontrolsystemet”.

Og videre: ”Der er heller ikke holdepunkter i forarbejderne for, at ministeren skulle have kompetence til ved bekendtgørelse at regulere disse forhold”.

I et skriftligt svar til fdm.dk på baggrund af ministerens forestående ændring af bekendtgørelsen lyder det nu fra brancheforeningens sekretariatschef Jørgen Pedersen:

– Vi har pt. ingen bemærkninger til, hvorvidt den foreslåede ændring af bekendtgørelsen ligger inden for ministerens kompetence.

– Det er fortsat brancheforeningens forslag, at en ændring af parkeringsbekendtgørelsen bør ske gennem en fælles bearbejdning og en saglig forhandling mellem Transportministeriet, forbrugersiden og branchen. Det kommer der som udgangspunkt det bedste resultat ud af – ikke mindst for bilisterne. Vi ved, at et stort flertal af landets bilister er meget positivt stemt over for ANPR, skriver Jørgen Pedersen.

På spørgsmål om, hvad der vil ske efter 1. juli, lyder svaret:

– Det vil være op til de enkelte p-selskaber i og uden for brancheforeningen at tage stilling til, hvorledes de forholder sig, hvis ændringsforslaget træder i kraft.

Har du brug for hjælp eller rådgivning?

Har du fået en parkeringsafgift, kan du som medlem få vurderet parkeringsafgiften og få rådgivning om det videre forløb. Vi hjælper dig med din klage, og i principielle tilfælde kan vi gå i retten med din sag.

Bliv medlem