Maling og bold på bilen i Italien: Forsøgt fuppet på kør selv-ferien

Jens Strandby har været på ferie i Italien mange gange, men inden for det seneste år har han haft to ubehagelige oplevelser på de italienske motorveje. Første gang gik han i fælden. Anden gang snød han svindleren.

Forsøgt fuppet i Italien
Bilist

Bilen på højre side begynder at blinke og dytte, da Jens Strandby i oktober 2024 kører med sin familie nær Firenze i Italien. De er netop kørt ind i en tunnel, hvor dagslyset skifter til dunkel tunnelbelysning, så øjnene ser koncentreret fremad på vejen, og bilen ligger pænt i egen vognbane.

Han ser eller hører ikke, at han har ramt noget, eller at nogen skulle have ramt hans Multivan. Men den dyttende og blinkende bilist kører nu op på venstre side af ham og peger og gestikulerer, at noget er galt, og at han vil have Jens Strandby til at standse.

– Han er meget ivrig, så vi kører ind på et bredt sted i nødsporet, lige da vi kommer ud af tunnellen. Jeg stiger ud af bilen og går hen til ham, og han viser, at hans sidespejl er ødelagt, husker Jens Strandby.

Den italienske bilist er derpå meget hurtig til at finde en pris på et nyt sidespejl til netop sin bilmodel. Via oversættelse fra italiensk til dansk i appen Google Translate forlanger han 700 euro for et nyt.

Maling på siden af bilen

Jens sagde, at han jo også skulle have erstattet skaderne på sin egen bil, og de gik begge hen for at se på den.

– Her sker der så det mærkelige, at der er noget maling på siden af bilen, som han tørrer af med en klud, hvorefter han bemærker, at nu er der ikke skader på min bil. Jeg aner ikke, hvordan det er kommet på, men han må på en eller anden måde have smurt det på, da vi kørte. Det passer med bredden på en malerrulle, men det passer slet ikke med det sted, jeg angiveligt skulle have ramt ham, og der er ingen ridser på vores bil, fortæller Jens Strandby, der kun havde 50 euro i kontanter og krævede, at politiet blev involveret.

– Da bliver han ret vred og tager de 50 euro og kører hurtigt væk med bagklappen åben, så vi ikke kan se hans nummerplade. Vi blev virkelig taget med bukserne nede. Man ved altid bagefter, hvad man burde have gjort. Men det er en utryg situation, og man ved jo ikke, hvad de kan finde på, så 50 euro var måske billigt for at slippe af med ham, siger Jens Strandby.

Hvad skal du gøre, hvis du bliver forsøgt svindlet?

  • Hos FDM er svindelnumre på italienske motorveje ikke et ukendt fænomen, men det er ikke noget, medlemmer henvender sig om ofte. Her er vores råd til ikke at blive snydt:
  • Hold afstand, hvis den type bilister kommer tæt på.
  • Bevar roen, og gør ikke noget hasarderet i trafikken.
  • Drej fra motorvejen, når det er muligt, til et sted, hvor der er andre mennesker.
  • Brug dashcam, eller få en medpassager til at filme.
  • Hvis du stopper, så betal aldrig kontant, men kon-takt det lokale politi.

Hoppede ikke på den igen

På sommerferien i år gik kør selv-ferien igen til Italien. På en motorvej ved Venedig kører en personbil ind foran familiens bil, og vedkommende sætter farten ned. Faktisk så meget, at en lastbil overhaler dem. Til sidst er farten så lav, at Jens Strandby vælger at overhale.

– Min datter kan høre, at der er noget, der rammer bilen, og så begynder han at blinke og overhale os og igen køre ind foran vores bil. Han sagtner farten og vil have os til at stoppe, fortæller Jens Strandby.

Men denne gang stopper Jens ikke. Han bliver blot liggende bagved.

– Da der kommer en frakørsel, som vi faktisk skal ud ad, venter vi helt til sidst, inden vi drejer fra, så han kun kan fortsætte ligeud. Ham slap vi fra, så den episode kan vi bare grine ad, fordi vi snød ham, siger han.

Utrygge oplevelser

Da de stopper senere, er der ingen ridser eller buler på bilen, så det har været et trick med at ramme den med en blød genstand. Episoderne har dog ikke skræmt Jens og familien fra at besøge Italien på kør selv-ferier.

– Oplevelserne skaber en utryghed og mistillid, for det er ren svindel. Normalt er italienerne jo søde og rare, men fremover stoler jeg ikke på nogen, der gør tegn til, at der er sket noget med bilen. Og jeg vil aldrig stoppe på motorvejen, men i stedet dreje fra eller køre ind på en rasteplads, hvor der er andre mennesker. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har optaget episoderne med et dashcam. Det vil jeg måske køre med fremover, siger Jens Strandby.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve