Så kom Bilkommissionens anden delrapport.
Hvor kommissionens første rapport handlede mest om bilafgifter, og hvordan det sikres, at flest mulige forbrugere vælger elbil, ser den nye rapport på, hvordan vi sikrer ladeinfrastrukturen og gode og gennemskuelige lademuligheder. Skal danskerne for alvor tage de elektriske biler til sig, er det helt afgørende, at de kan få opladet deres biler.
Derfor er vi glade for, at Bilkommissionen langt hen ad vejen har lyttet til FDM. Både i forhold til, hvordan vi får udrullet ladestanderne i byen og på landet, og hvordan vi sikrer et gennemskueligt lademarked, så det bliver nemmere og billigere at køre elbil.
Der er i det hele taget ikke mange torne i kommissionens buket af anbefalinger, der lige så godt kunne været plukket af FDM.
Bedre udnyttelse af ladepladser
Eksempelvis anbefaler kommissionen, at der gennemføres en regulering af ladepladserne, som tilskynder til en bedre udnyttelse af ladeinfrastrukturen. Det kan være ved at sætte begrænsninger på, hvor lang tid en bil må holde ved en opladningsplads i dagtimerne. Det vil sikre en langt bedre udnyttelse af ladestanderne, der ifølge kommissionen kun bruges til opladning 10 procent af tiden. Resten af tiden holder elbiler blot parkeret og optager dermed pladsen for andre.
Læs også: Sådan parkerer du med din elbil
Nem adgang til opladning
Der er ingen tvivl om, at markedet for opladning kan være en jungle at finde rundt i – særligt for nye elbilejere. Især for dem, som ikke har et abonnement hos en ladeoperatør.
Også her kommer kommissionen med gode anbefalinger. Eksempelvis om at igangsætte en konkurrenceanalyse af markedet for opladning, og at der i forlængelse af den afsættes midler til løbende at følge op på markedsudviklingen.
Som det er i dag, kan prisen for en kilowatt-time svinge meget afhængig af, om og hos hvem man har abonnement. Men i takt med at markedet modnes, og flere elbiler og ladeoperatører kommer på banen, er det nødvendigt med nem adgang til alle offentlige ladepunkter til en rimelig og gennemsigtig pris. Helt som vi kender det fra roaming på mobiltelefonområdet.
Læs også: Sådan lader du elbilen billigst
Lav elafgift for alle
Mange elbilejere med egen indkørsel har i dag en ladeboks, som typisk er sat op i forbindelse med et ladeabonnement hos en operatør. Dermed har man mulighed for via operatøren at få godtgjort en del af elafgiften. Men altså kun hvis man lader via en operatør.
FDM har tidligere kritiseret, at godtgørelsen ikke også gælder private med egen ladeboks. Her anbefaler kommissionen at ændre de nuværende regler. Konkret anbefaler Bilkommissionen, at der indføres et system, hvor alle forbrugere får adgang til en lav elafgift på 0,8 øre pr. kilowatt-time, når de lader deres elbil. FDM håber på en politisk aftale, der sikrer, at alle elbilejere fremover betaler lav elafgift, også de som ikke har et kundeforhold til en ladeoperatør.
Læs også: Sådan regnes de nye bilafgifter ud
Bekæmp trængsel - ikke mobilitet
Som en del af kommissoriet har Bilkommissionen også set på mulighederne for at etablere tiltag mod trængslen - særligt i og omkring København. Det kunne være ved at genoplive ideen om en betalingsring. At se på, hvordan vi kan minimere spildtiden i trafikken, er en god idé. Men der er, som kommissionen også peger på, behov for en grundig analyse af fordele og ulemper, inden man slår betalingsbommen ned.
Som det fremgik af Bilkommissionens første delrapport, betaler bilisterne allerede i dag rigeligt i afgift. Derfor bør en eventuel betalingsring naturligvis ikke komme oven i de eksisterende bilafgifter. At det ikke er et synspunkt, FDM står alene med, vidner transportminister Benny Engelbrechts umiddelbare kommentar til tankerne om en betalingsring.
”Regeringen vil gerne bekæmpe trængsel, men vi vil ikke bekæmpe mobilitet. Derfor vil vi ikke indføre en trængselsafgift i København,” sagde ministeren. Det er svært at være uenig.
Læs også: Alt om livet med elbil
Nødvendigt med politisk velvilje
Som det var tilfældet med Bilkommissionens første delrapport, håber FDM, at der også denne gang er politisk vilje til at gøre anbefalingerne til politik.
Denne gang handler det mindre om, at staten skal finde penge til at føre politikken igennem, men om justeringer af lovgivningen, så markedet for opladning udvikler sig hensigtsmæssigt og effektivt.
FDM ser frem til at følge den politiske proces til glæde for de danske bilister og den grønne omstilling.
Overvejer du en elektrisk bil?