Nye veje til bedre klima

En god mobilitet er alt for vigtig til at blive en kamp mellem cyklister og bilister eller lokale hensyn kontra helhedssyn.

Trafik
FDM Mener

Tid er ikke bare penge; for mange er det også lig med livskvalitet. Derfor er spildtid noget, de færreste forbinder med noget positivt. Slet ikke når det sker i trafikken, hvor vi bare gerne vil hurtigt fra A til B. Men spildtiden i trafikken vokser og vokser – på årsbasis bliver det til 83 millioner timer, lyder de seneste vurderinger. At bevare en god mobilitet er derfor ikke bare vigtigt for den generelle økonomiske udvikling, men i lige så høj grad for den enkeltes livskvalitet.

Derfor venter FDM spændt på regeringens kommende mobilitetsudspil – den plan, der skal vise, hvordan vi sikrer en god mobilitet og samtidig tager hensyn til både klima og miljø.

I en årrække har der været et trafikpolitisk vakuum, hvor der godt nok er vedtaget nogle få større projekter, men hvor der har manglet en reel afløser for det store trafikforlig fra 2009. Nu er tiden så kommet til at ændre på de politiske prioriteter, for sagen er, at der er behov for en massiv kapitalindsprøjtning for at sikre, at infrastrukturen kan holde danskerne mobile. Det kræver mange milliarder til ikke mindst vejene.

Nogle mener, at vi kun kan nå klimamålene, hvis vi holder op med at udbygge vejene, dropper biler og i stedet springer på cyklen eller tager tog eller bus. Her skal man huske, at 80 procent af persontransporten i dag sker i bil, og at tallet har været upåvirket trods de massive investeringer i den kollektive trafik. Faktisk er der siden 2009 investeret et trecifret milliardbeløb i navnlig tog og metro, uden at det har reduceret andelen, der tager bilen. Af de kørte kilometer sker 10 procent i kollektiv trafik og fire procent på cykel.

Når mange fravælger kollektiv transport, er det, fordi det ikke er en reel mulighed for dem. Så selvom tog, bus og cykel på nuværende tidspunkt i mange tilfælde er klimamæssigt bedre end bilen, er det i bedste fald kun en lille del af løsningen. Og nu er det vigtigt at kigge frem og ikke tilbage. Bilparken er endelig kommet i gang med en omlægning til grønne biler. Derfor mener FDM ikke, det er „klimaargumentet“, der skal stå i vejen for udbygning af vejene. De veje, der besluttes i 2021, vil stadig være der i 2050, når den sidste fossilbil er blevet skrottet.

Det er tydeligt, at lokalpolitiske interesser nu vejrer morgenluft. Der kæmpes om transportpolitikernes opmærksomhed – erhvervslivet er også klar med forslag om bedre veje til udvalgte store virksomheder. Det er godt, at der nu er kommet fokus på vejenes betydning. Men FDM håber, at det saglige hensyn denne gang vil trumfe lokalpolitiske hensyn. Pengene skal investeres, hvor nytten er størst. Det handler først og fremmest om en udbygning af vejene, men også om ladeinfrastruktur, samkørsel, bedre kollektiv trafik og ja, bedre cykelforhold i og mellem de større byer. Helt enkelt handler det om at få mest mulig mobilitet i hele landet på en måde, der integrerer nationale og lokale hensyn.