Kan man stable et nyt bilmærke på benene på blot tre år? Det er væsentlig mindre tid end det traditionelt tager at udvikle en ny model for et traditionelt bilmærke.
At det virkelig kan lade sig gøre er Future Mobility Corporation fast overbevist om og har tænkt sig at bevise det inden for et år. Det skal ske med det globale bilmærke Byton, der lige nu har travlt med at vise sig frem, senest på Los Angeles-udstillingen.
Og Byton har virkelig noget at vise frem – i sin kamp om at blive det nye Tesla: to store elbiler med lang rækkevidde og proppet med avanceret elektronik i kabinen.
Helt usædvanligt mødes Motor af en væg til væg-skærm i gigantiske dimensioner. Skærmen strækker sig i hele kabinens bredde. 125 cm bred og 25 cm høj er skærmen. Omregnet til den traditionelle, diagonale tommemål bliver det til ca. 50 tommer.
Derudover er der flere mindre skærme, bl.a. én midt i rattet.
Der er også flere kameraer rettet mod de ombordværende – social interaktion er en del af konceptet. Dem, man kommunikerer med, dukker op hist og her på den store skærm.
Hvordan Byton vil håndtere almindelig god opførsel i trafikken og nationale lovgivninger om opmærksomhed, fremgår ikke, bortset fra at bilen angiveligt kan håndtere ansigtsgenkendelse, fagter i luften og stemmekommandoer. Bytons modeller er ikke i første omgang nævneværdig selvkørende.
Se mere: Den kinesiske kopi lever endnu
Men rent elektrisk, det er bilerne, som der indtil videre er to af: crossoveren M-Byte og sedanen K-Byte. Senere kommer en syvsæders model.
Der er også flere kameraer rettet mod de ombordværende – social interaktion er en del af konceptet. Dem, man kommunikerer med, dukker op hist og her på den store skærm.
M-Byte fås med enten et 71 kWh- eller et 95 kWh-batteri, hvilket skulle række til 400 hhv. 520 km. Lige som hos Tesla bliver der valg mellem baghjulstræk og firehjulstræk.
Globalt bilmærke
At kalde Byton et kinesisk mærke er ikke dækkende. Mærket er ganske globalt.
Bytons korte historie
- Marts 2016: Future Mobility Corporation grundlægges
- September 2017: Mærket Byton lanceres
- Januar 2018: M-Byte Concept har verdenspremiere i USA
- April 2018: Europæisk udstillingsdebut for M-Byte
- April 2018: Første prototyper til kollisionstest fremstillet
- Juni 2018: Verdenspremiere for Byton K-Byte Concept
- Juni 2018: Indvielse af Bytons hovedkvarter i Nanjing
- August 2018: Første prototype, der kan køre, fremstillet
- Primo 2019: Første butik åbner i Shanghai, Kina
- 2019: Første bil til kunder i Kina
Mens hovedkontoret og den første fabrik ligger i Nanjing, Østkina, og langt de fleste investorer er kinesiske virksomheder, har Byton en markant tilstedeværelse andre steder.
Et globalt designcenter er indrettet nær München i Bayern, mens det meste af den tekniske udvikling foregår i Santa Clara, Californien.
Den administrerende direktør, Carsten Breitfeld, er tysker og har en fortid i BMW. Mange andre ledende medarbejdere er fra Europa og Nordamerika.
Se mere: Kina banker på Europas dør
Bosch og andre hjælper
Byton har også købt til sig til betydelig knowhow og udviklingsressourcer hos vestlige firmaer. Således er det Bosch, verdens største leverandør til bilbranchen, der står for udviklingen af motorer og den tilhørende højspændingselektronik og styresystemer.
Og selv om Bosch er erfaren med den slags, har firmaet måtte ændre arbejdsgange for leve op til Bytons ekstreme krav til hurtighed.
Se mere: Skal din næste bil være fra Vietnam?