Hvad sker der rundt om det næste sving? Det kan være rart at vide, f.eks. hvis der uventet er glat, eller der holder en bil i vejkanten med havariblinket tændt.
De bekvemme og trygge oplysninger kan Volvo-ejere nu dele med hinanden. Helt automatisk.
Efter tre års storskalaforsøg i Sverige og Norge udbreder Volvo muligheden for bil til bil-kommunikation til hele Europa.
Hazard Light Alert og Slippery Road Alert kalder Volvo de to første funktioner i systemet. Det vil sige, at hvis én Volvo tænder sit havariblink, får alle andre Volvoer i nærheden besked om det. Og på samme måde hvis én bil med sine sensorer registrerer, at vejen er glat.
Standard nu - og kan 'eftermonteres'
Delingen af sikkerhedsdata bliver standard på alle Volvo-modeller, der fremstilles fra og med maj 2019.
Mange tusinde lidt ældre biler kan også komme til det. Funktionen kan nemlig installeres i de fleste modeller baseret på Volvos to nye platforme kaldet hhv. SPA og CMA. Omfattet er biler fra og med modelårgang 2016, dvs. bygget fra og med maj 2015.
Installationen, som blot er en software-opdatering, er gratis for alle, der får bilen serviceret systematisk hos Volvo. Det vil som udgangspunkt ske, næste gang bilen kommer til service.
Se mere: Cykelhjelmen advarer bilisten
Selv om Volvo-ejere nu kan advare hinanden om de to situationer, har systemet en stor svaghed. Det fungerer kun imellem Volvoer.
BMW og Mercedes-Benz er ved at udrulle lignende systemer – som også kun virker inden for det enkelte mærke.
Bilbranchen må arbejde sammen
Volvo kan godt se problemet. Med introduktionen af sit eget system i hele Europa gentager Volvo Cars sin opfordring til bilindustrien om at dele anonymiserede trafiksikkerhedsdata på tværs af mærker.
Se mere: Fremtidens bil skabes i en svensk skov
- Når realtids-data deles, kan det booste den overordnede trafiksikkerhed, og jo flere biler, der er tilsluttet, jo bedre fungerer det, siger Malin Ekholm, chef for Volvo Cars Safety Centre.
BMW er opmærksom på det samme.
- Vi vil rigtig gerne have, at det virker på tværs af mærker, men det kræver, at nogen driver en fælles platform, siger lederen af BMWs udviklingscenter i Shanghai, Martin Sautter, til Motor.
Som det er nu, foregår kommunikationen mellem bilerne via telenettet og en cloud-tjeneste, som det pågældende mærke driver.
Se mere: Mercedes: E-klassen er den mest intelligente
I Sverige og Norge er der dog to, der allerede er gået sammen: Volvo Cars og Volvo Trucks. Trods navneligheden og placeringen i Gøteborg er der tale om to helt adskilte virksomheder.
Uenighed om teknisk standard
Bilindustrien har sammen med bl.a. teleselskaber og komponentleverandører fastsat en standard for direkte bil til bil-kommunikation. Det en slags wifi-kommunikation og vil kunne give ekstrem hurtig information for tidskritiske situationer.
Men indtil videre har ingen taget den i brug, formentlig til dels på grund af hønen og ægget-problematikken. Ingen – bilproducenter eller kunder - har rigtig lyst til at bruge penge på udstyr, som ikke rigtig har nogen at snakke med.
Desuden kan det spille ind, at nogen har set 5G telekommunikation som fremtidens løsning. Her vil der være garanti for ekstrem hurtig kommunikation.
Men EU Kommissionen har netop afgjort, at det skal være wifi-standardarden, som skal være fremtidens bil til bil (og bil til infrastruktur) -kommunikation.
Det ses af brancheeksperter som en sejr for Volkswagen, Renault og Toyota. 5G var den foretrukne teknologi for bl.a. BMW, Daimler, Ford og PSA.