Næste mål: 650 km på strøm

Tysk-franske PSA-gruppen har lagt grundstenen til næste generation af elbiler. Opel, Peugeot, Citroën og DS får dem fra 2023, og de er designet til rækkevidder på 400-650 km.

Peugeot og søstermærkerne stræber efter 650 km rækkevidde om fem år.
Nyt om biler

De første elbiler fra PSA-gruppen er – med betydelig forsinkelse – nu på vej ud til bilkøberne i Europa. Men i bilbranchen skal man se mange år frem, og derfor er Europas næststørste bilkoncern, der står bag Peugeot, Citroën, DS og Opel, gået i gang med grundstenen til millioner af elbiler, som skal sælges fra 2023.

Den nye platform, eller arkitektur, kaldes eVMP, electric vehicle modular platform, og skal bruges til mellemstore og store modeller som Peugeot 3008 og Opel Insignia. Netop 3008-modellen kan blive første bil med den nye teknik.

- eVMP-platformen vil gøre det muligt for os at bygge elbiler med rækkevidde på 400-650 km, en batterikapacitet på 60-100 kWh og op til 250 kW ydelse (340 hk), og de vil stadig være effektive at fremstille, sagde koncernchef Carlos Tavares ved en præsentation 29. juli.

- 650 km rækkevidde er, hvad vi tror, vi behøver i 2025, tilføjede han.

Se mere: VW skifter til baghjulstræk

Den nye platform, som kaldes eVMP, er klar i 2023.
Den nye platform, som kaldes eVMP, er klar i 2023. Batteristørrelsen kan varieres mellem 60 og 100 kWh.

Den nye elbilplatform er ikke fuldstændig ny, men har en del tilfælles med koncernens EMP2, der bruges til dagens store og mellemstore biler. Platformen kan bruges til benzin- og dieselmotorer samt plugin-hybrider.

Med genbruget kan udviklingsomkostninger holdes nede på ’nogle hundrede millioner euro’, og fabrikkerne over hele verden skal ikke have udskiftet alle værktøjer.

De nye elbiler får forhjulstræk med mulighed for firehjulstræk.

Se mere: Ariya: Nissan tager elektrisk kæmpeskridt

Også ny platform til små elbiler

Dagens elbiler, bl.a. Peugeot 208, DS 3 Crossback og Opel Corsa, er baseret på ’multienergi-platformen’ kaldet CMP, der er udviklet sammen med gruppens kinesiske partner Dongfeng. CMP kan bruges til både benzin, diesel og el.

Men også de små elbiler kan i fremtiden med fordel bygges på en ren batteri-platform. Den vil være klar i 2025 og kaldes eCMP.

- Vi forbereder os på en fremtid, hvor der sælges flest elbiler, sagde Carlos Tavares.

Se mere: BMW sætter strøm til 5-serie, 7-serie og X1

PSA-gruppen er på vej med små elbiler i 2020-2021 og nogle større fra 2023.
PSA-gruppen, der har et stort modelprogram, er på vej med små elbiler i 2020-2021 og nogle større fra 2023.

Koncernchefen sagde også, at PSA vil have kontrol over den vigtige battericelle-produktion. Det sker gennem samarbejde med Total-Saft, som vil bygge en cellefabrik i Frankrig og en i Tyskland.

PSA er ikke ene om at udvikle nye platforme, det allerdyreste ved en bil, til udelukkende elbiler.

Se mere: Mercedes skrotter elbil efter tre år

Mange gør klar til el-platforme

Volkswagen lancerer i år en række modeller på sin MEB-arkitektur (Ford låner den også), og Renault-Nissan kommer i 2021-2022 med flere modeller på den nye CMF-EV-platform. Hyundai-Kia er næsten færdig med sin E-GMP (electric-global modular platform), og vi vil se de første biler bygget på den i 2021.  Daimler er i gang med EVA III, som skal bruges til nye Mercedes-elbiler lanceret fra 2022.

Fordelen ved en ren elbil-platform er, at man bedre kan udnytte elbilers særlige egenskaber og give batterierne den mest optimale placering. Det kan betyde, at hjulene kan placeres helt ude i hjørnerne, så kabinepladsen bliver bedre og gulvet ved bagsædet helt plant.

BMW er dog ikke enig i, at det er afgørende at bruge en dedikeret elbilplatform til elbiler. Mærket vil i mange år frem bygge benzin- og dieselbiler samt elbiler og plugin-hybrider på samme basis.

Alle Motors test af elbiler