95 gram CO2 i gennemsnit pr. km for hver solgt bil i 2020 i Den europæiske Union. Det skal alle bilproducenter (af en vis størrelse) leve op til i 2020, og med mindre producenten er et rent elbilmærke, er det en barsk grænse.
Nås målet ikke, koster det 95 euro pr. gram pr. bil. Det kan hurtigt blive til milliarder af kroner hvert år.
Men det ser ud til, at langt de fleste bilproducenter vil klare kravet. Det viser en status baseret på første halvårs bilsalg, opgjort af den europæiske organisation Transport & Environment, T&E.
Hele bilbranchen er i gennemsnit gået ned fra 122 gram for de solgte biler i 2019 til 111 gram i første halvdel af 2020. Det er det største fald, siden CO2-reglerne blev indført i 2008. Men som sagt er grænsen 95 gram (det er et gennemsnit, hver bilproducent har sine individuelle grænser på 85-109 gram).
Særligt Daimler (Mercedes-Benz og Smart) samt Jaguar Land-Rover hænger voldsomt i bremsen. Ifølge T&E’s vurdering er Jaguar Land-Rover 13 gram fra målet og Daimler 9 gram fra opgjort efter første halvdel af 2020. Også Hyundai og Kia (der tilsyneladende tæller hver for sig) samt Volkswagen ligger under grænsen.
Se mere: Sådan påvirker nye CO2-krav dit bilvalg
'Fiksfakserier' redder æren i 2020 og 2021
For mange af bilproducenterne nås 2020-målet – og til dels også 2021-målet – kun gennem ’fiksfakserier’ eller sagt pænere: legale overgangsordninger.
En hjælpende hånd til bilproducenterne er, at hver solgt elbil og opladningshybrid tæller ’dobbelt’ i 2020. Det kaldes ’super credits’. Og elbiler og plugin-hybrider er der solgt rigtig mange af. De to typer grønne biler er nu oppe på otte procent af bilsalget i EU. Det er en tredobling i forhold til første halvår 2019.
Volvo klarer sig godt i kraft af mange plugin-hybrider. Det er også et vigtigt middel for Ford, som derfor har brug for Kuga som plugin-hybrid. Også BMW og Mercedes-Benz har en høj andel opladningshybrider.
En anden regel – som kun gælder i 2020 – er, at de fem procent mest CO2-tunge bileksemplarer ikke tæller med.
Tesla udleder meget CO2
Og så er der reglen om, at bilmærker og bilkoncerner kan ’slå sig sammen’, såkaldt CO2-pooling.
Det redder især Fiat Chrysler, som i manglen af elbiler og plugin-hybrider ville få kæmpebøder. FCA har CO2-mæssigt slået sig sammen med elbilmærket Tesla – som dermed formelt set forurener lige så meget med CO2 som Fiat Chryslers benzin- og dieselbiler.
Det er ikke oplyst, hvad Fiat Chrysler betaler Tesla, men af Teslas regnskaber kan man se, at salget af disse ’CO2-kvoter’ til FCA og andre er skyld i, at Tesla har haft overskud de seneste tre kvartaler.
Kinesere redder Volkswagen
Mazda, som hidtil ikke har haft elbiler til salg, bliver på samme måde reddet af alliancen med Toyota. Toyota har ganske vist heller ikke elbiler, men formår at komme langt under grænsen ved hjælp af sine hybrider.
Senest har Volkswagen indgået en CO2-aftale med kinesiske SAIC. Det drejer sig primært om SAIC’s MG-mærke, der langt overvejende sælger elbiler. Det er altså en god makker at få.
Ford erkendte midt i oktober, at mærket ikke klarer kravene for personbiler på grund af de manglende registreringer af Kuga plugin-hybrid. Derfor er Ford nu på jagt efter en 'pooling'-makker for at undgå bøder. En mulighed er Renault, der også i oktober meddelte, at producenten modtager pooling-samarbejder. Renault sælger mange elbiler og har derfor 'overskud'. Men det er givetvis ikke gratis at blive inviteret indenfor.
Transport & Environment har beregnet, at 13 gram reduktion pr. bil er opnået på de til dels kunstige måder. De 13 gram svarer til halvdelen af den officielle forbedring. Elbiler og plugin-hybrider udgør 30 procent af den samlede forbedring – når de vel at mærke kun tæller som én lavemissionsbil.
Se mere:Bilfabrikker nåede første CO2-mål (2016)