Fornyet C-klasse flirter med el

Mercedes-Benz’ C-klasse kommer til sommer i en helt ny generation. Grundlæggende er konceptet det velkendte, men alt er nyt og alle udgaver har el-assistance. Plugin-hybriden klarer nu 100 km – og bagagerummet bliver ikke længere ødelagt.

Mercedes-Benz holdt verdenspremiere på den nye C-klasse 23. februar.
Nyt om biler

En god opskrift piller man ikke for meget ved, og Mercedes-Benz’ udbredte C-klasse bliver derfor fornyet indenfor de kendte rammer. Men alt er nyt, også selve platformen.

Helt i tidens ånd skrues der op for elektriciteten, så alle modeller har mildhybrid-teknik, foruden at en plugin-hybrid er i programmet, som det har været tilfældet med den nuværende C-klasse.

Mildhybriderne får med den kombinerede starter og generator lavere forbrug, flere kræfter ved igangsætning, og systemet gør det muligt ‘coaste’, dvs. at motoren kan slå helt fra også ved højere hastigheder. Det er nyt, at teknikken hos Mercedes-Benz kombineres med dieselmotor.

Sedanen og stationcaren er klar samtidig.
Sedanen og stationcaren er klar samtidig.

100 km på strøm

Opladnings-hybriden er kraftig forbedret. Den officielle rækkevidde er skruet helt op til 100 kilometer, markant mere end næsten alle konkurrenter. Det er muligt via et batteri på hele 25 kWh brutto.

Ydermere kan hybriden hurtiglades, ja faktisk lynlades, for batteriet kan DC-lades med 60 kW. Dermed kan en fuld opladning klares på en halv time, og man kan reelt lade bilen på mindre pauser i løbet af dagen. Hjemmeladning kan ske med op til 11 kW.

Elmotoren yder 95 kW (129 hk), og bilen kan dermed køres mere som elbil end før.

Stationcaren er traditionelt den klart mest populære version i Danmark.
Stationcaren er traditionelt den klart mest populære version i Danmark. Begge versioner har fået øget akselafstanden 2,5 cm, mens stationcaren er vokset 5 cm i totallængde.

Selv om batteriet er blevet større i energiindhold, stjæler det mindre brugbar plads. Bagagerummet skulle således nu være normalt, hvilket det bestemt ikke har været på den nuværende model.

Alle motorer er firecylindrede, og bilen fås slet ikke med manuelt gear længere i nogle lande. Der er 1.5-benzin med ydelser på 170 og 204 hk og en 2.0 med 258 hk. På dieselsiden er det en toliters med ydelser på 200 eller 265 hk.

2021-udgaven er C-klassen er teknisk fuldstændig ny, men designet er kun moderat fornyet.
2021-udgaven er C-klassen er teknisk fuldstændig ny, men designet er kun moderat fornyet - med lidt inspiration fra S-klassen. Længden er øget 6,5 cm.

Den nye platform med en akselafstand øget med 2,5 cm giver basis for bedre sikkerhed, og har gjort det muligt at pakke batteriet bedre væk. Desuden er kabinen mere rummelig, både ved forsæderne og ved bagsædet. Ved bagsædet er det kommet tre en halv cm mere knæplads.

Der er også kommet godt to cm mere albuerum ved forsæderne og knap to cm ved bagsæderne. Desuden er der blevet ca. en cm højere til loftet.

Firehjulsstyring

Nyt på C-klassen er muligheden for styrende baghjul, og standard er automatisk luftaffjedring på bagakslen.

Førerpladsen har ændret sig tydeligt, særligt med den nye midterskærm.
Førerpladsen har ændret sig tydeligt, særligt med den nye, meget store og delvis svævende midterskærm. Og så er luftdyserne blevet ovale.

De normale LED-forlygter kan opgraderes med digitalt lys, som findes på S-Klassen, og som giver et ekstremt kraftig lys og mulighed for at projektere signaler og symboler på vejen med en opløsning på 2,6 millioner pixels. Den funktion er tilladt i Tyskland, men ifølge Mercedes-Benz ikke i Danmark.

Alle Motors biltest

Den nye C-klasse er i Danmark til sommer – både som sedan og stationcar. 

I 2020 var C-klassen den fjerde mest solgte model i sin klasse med 2.500 styks. Året inden lå den nr. to.

Instrumenthuset er digitalt og kan indstilles på flere måder.
Instrumenthuset er digitalt og kan indstilles på flere måder. De dobbelte betjeningspaneler i rattet har vi set før.