Et gennembrud er det, men samtidig en yderst spinkel start: Bilproducenten Daimler har i slutningen af 2021 fået tilladelse til, at mærkets topmodel må køre helt selv med almindelige bilister bag rattet.
Ifølge firmaet selv, er Daimler den første bilproducent i verden, som er klar med et system, som muliggør automatisk kørsel på niveau 3, og som opfylder kravene i særlige FN-regler.
Tilladelsen gælder den nye S-klasse og den elektriske pendant, EQS, og kunderne skal tilvælge den særlige Drive Pilot.
Tung teknik
Den selvkørende Mercedes-Benz S-klasse er udrustet med en lang række ekstra systemer. Det gælder bl.a. en lidar-sensor, der er særlig egnet til at registrere omgivelserne i 3D og stadfæste objekter, deres placering og hastighed.
Desuden har S-klassen bl.a. et bagudvendt kamera, mikrofon, der kan genkende udrykningskøretøjer, og der er redundans (dvs. backup-systemer) af bremser og styretøj. Desuden har bilen et særlig præcist kort, og GPS-funktionen er væsentlig mere præcis end normale systemer. Det er en helt anden tilgang end Teslas, der mener at kunne klare det hele med kameraer.
Slip rattet, lav noget andet
Dermed må føreren under særlige forhold slippe rattet og undlade at holde øje med trafikken, men skal være klar til at tage over inden for forholdsvis kort tid. Det kaldes selvkørende på niveau 3.
Tilladelsen gælder på 13.191 km af det tyske autobahn-net.
Ud over den geografiske begrænsning er funktionen kun tilgængelig ved hastigheder op til 60 km i timen og ved kølignende kørsel.
Vær klar til at tage over
Opstår der en uventet situation – eller kommer bilen uden for det godkendte område – skal føreren være klar til at tage over. Mercedes-Benz siger ikke, hvor lang tid det er. Skulle føreren af en eller anden grund ikke reagere, vil bilen sørge for at standse på en kontrolleret måde.
Der er ingen meldinger om, hvornår Daimler og andre landes myndigheder forventer at kunne udbrede systemet uden for Tyskland, heriblandt Danmark. Men Daimler er i gang med test i både USA og Kina, hvor trafikken er væsentlig forskellig fra Europa.
Audi opgav med A8
Audi præsentererede allerede i 2017 en tilsvarende selvkørende funktion i den da nye A8, men måtte to et halvt år senere konstatere, at de nødvendige tilladelser fra i første omgang tyske myndigheder ikke kom. Funktionen blev derfor opgivet i den nuværende A8.
Den stenede vej til selvkørende biler
Optimismen var stor i begyndelsen af 2010’erne. Både i bilbranchen og tilsyneladende i endnu større grad uden for branchen, blandt andet i medierne. De selvkørende biler var lige om hjørnet, og de ville om kort tid gøre bilkørsel til noget helt andet, gøre det overflødigt at eje en bil, fordi man blot kunne tilkalde en, samt – var opfattelsen i nogle kredse – ’disrupte’ hele bilbranchen. En kendt amerikaner, Tony Seba, der ofte omtales som én, der altid får ret, sagde i 2018 til Politiken, at ’fra 2021 – og måske tidligere – vil dusinvis af kørselstjenester med elektriske, førerløse biler strømme ud på markedet.’
Her ved indgangen til 2022 er intet af alt dette sket. Bilbranchen arbejder dog stadig på niveau 3 og 4 kørsel. Nu er den generelle opfattelse, at det bliver muligt at købe niveau 4-biler i større stil i midten af årtiet.
Volvo var meget aktiv med selvkørende biler på niveau 4 i midten af 2010’erne og sendte de første prototyper med ansatte ud i den svenske trafik i 2014 med en ambition om at tilbyde teknikken omkring 2020. I 2017 skulle 100 familier teste den samlede oplevelse i Gøteborgs trafik, og målet var nu at have selvkørende biler i handlen ’kort efter 2020.’ Det er ikke sket, men nu siger Volvo, at dets 'Ride Pilot', et niveau 4-system, vil blive tilgængelig som ekstra serviceydelse i afløseren for XC90, som kommer på vejene i 2023. I første omgang vil det kun gælde motorveje i Californien. Volvo siger ikke, hvornår systemet kan være verificeret og godkendt.
Tesla har konstant lovet selvkørende biler 'om to år'. I 2015 lød det fra firmaets administrerende direktør, at inden for to år ville det være opnået. I april 2017 sagde han, at inden for to år ville Tesla’er være fuldt selvkørende på niveau 5. Tesla fortsætter med at sælge dyrt ekstraudstyr kaldet Full Self-Driving, men der er intet konkret nyt fra bilproducenten om, hvornår og hvordan det rent faktisk kommer til at fungere i trafikken. Endsige vil være lovligt i europæisk trafik.
Holo, et dansk firma, så muligheder for selvkørende minibusser, efter at den danske færdselslov i sommeren 2017 blev ændret, så førerløse biler blev tilladt. Men betingelserne for godkendelse var ekstreme, og først i marts 2020 kom de første to i drift i Aalborg. Driften blev indstillet allerede i november 2021. Et andet pilotprojekt i Københavns Nordhavn blev stoppet efter mindre end et år.
Uber, den amerikanske kørselstjeneste, troede længe benhårdt på muligheden for at spare chaufførerne væk. I 2016 indgik Uber et samarbejde med Volvo og bestilte et stort antal XC90. Men udviklingen gik ikke hurtigt, og en dødsulykke i 2018 med en selvkørende Volvo blev reelt dødsstødet til projektet. I 2020 solgte Uber sin Advanced Technologies Group, der havde stået for førerløse biler.
Waymo fra amerikanske Alphabet har arbejdet længe og seriøst med selvkørende teknologi, som firmaet bl.a. sælger til andre. Da den nuttede Firefly Google-testbil kom på gaden i 2014, blev den set som symbol på, at den var de selvkørende og førerløse biler tæt på. Men der er stadig ikke kommet meget helt konkret ud af de 12 års udvikling. Det er dog nu muligt at booke en førerløse Waymo-taxi i forstæderne til Phoenix i det sydvestlige USA.