Tesla tyr til flere fysiske butikker

Trods rent online-salg åbner Tesla stadig nye fysiske ’forhandlere’, hvor potentielle købere kan se og prøve bilen, og hvor der udføres service. Det femte ’Tesla Center’ i Danmark er netop åbnet. Det er et sted, der langt fra udstråler premium.

Det nye Tesla Center i Greve.
Nyt om biler

Det er ikke alt, der kan klares ’over the air’. Trods den digitale udvikling, som Tesla ser sig som bannerfører for, og ønsket om at minimere udgiften til mursten, er det californiske mærke efterhånden kommet ned på jorden.

Trods den oprindelige plan om blot en enkelt, flot butik på en mondæn adresse, og ellers klare det meste med kunderne online, er Tesla i Danmark efterhånden vendt 180 grader.

Den præsentable butik med plads til to-tre biler i Bredgade midt i København er for længst afhændet, og til gengæld er Tesla drejet over mod den traditionelle model med fysiske forhandlere.

Teslas to modeller, 3 og Y, er udstillet i flere eksemplarer i det nye Tesla Center. Indretningen er 'praktisk'.
Teslas to modeller, 3 og Y, er udstillet i flere eksemplarer i det nye Tesla Center. Indretningen er 'funktionel'.

Åbner femte butik

Det er en udvikling, der nu forstærkes, som det sker i USA, hvor Tesla dropper udstillingslokaler i dyre indkøbscentre og i stedet etablerer sig på billigere adresser i byernes udkant.

Tesla har netop åbnet sit femte ’Tesla Center’ i Danmark. Det er en kombination af showroom, værksted og center for prøvekørsler og udlevering.

Det ligger i Greve syd for København og supplerer centrene i Kastrup, Hillerød, Odense og Aarhus. Ifølge Teslas skandinaviske informationschef er hensigten at åbne flere Tesla Center i Danmark.

I modsætning til de fleste andre bilproducenter er det Tesla som producent, der driver sine 'forhandlere'.

Tesla har ikke gjort meget ud af omgivelserne ved sit nye center.
Tesla har ikke gjort meget ud af omgivelserne ved sit nye center, der ligger 700 meter fra Køge Bugt Motorvejen.

Ingen premium-oplevelse

Tesla har ikke ruttet med kundernes penge med det nye center. Det ligger i en lettere trist industribygning i et erhvervskvarter og udstråler på ingen måde ’premium’, ikke inden døre og slet ikke udendørs.

Ved den officielle åbning var store dele af forpladsen dækket af perlegrus eller ligefrem mudder. Der er ingen lynladere ved butikken, dog en række af almindelige vekselstrømsladere. Indendøre beskriver Tesla selv butikken som 'funktionel'.

Tesla betoner dog, at centret ikke var færdigt ved indvielsen hverken inde eller ude og siger, at der vil blive asfalteret. 

Tesla er ikke ene om at have promoveret den enkle, digitale løsning med online-handel for at havne i den danske hverdag, hvor der åbenbart stadig er behov for fysiske butikker og levende mennesker.

Mange springer prøvekørsel over

Det gælder i varierende grad Aiways, MG og Polestar. Blandt nye mærker er det primært Maxus, som har valgt den helt traditionelle salgskanal med bilforhandlere.

Tesla udvider nu sin flåde af servicevogne fra 12 til 15.
Tesla udvider nu sin flåde af servicevogne fra 12 til 15.

Alt er dog ikke konventionelt i Teslas butik. Bilerne bestilles og konfigureres stadig online, men medarbejdere i butikkerne kan hjælpe inkl. at anvise et lettere brugt eksemplar. Det er også her, bilerne udleveres og kan prøvekøres, men ifølge Tesla er der en stor gruppe kunder, der ikke prøvekører bilen.

Det rullende værksted

Victor Theill er rullende servicemedarbejder hos Tesla. I sin Model S kan han udbedre mange mindre ting.
Victor Theill er rullende servicemedarbejder hos Tesla. Med værktøjet i sin Model S kan han udbedre mange mindre ting.

Desuden har Tesla en innovativ tjeneste, som kan være en gevinst for både kunder og Tesla selv: Mobile Service.

Det er en flåde af værkstedsvogne, som kører ud til kundernes hjem – eller hvor bilen nu befinder sig – for at udføre service og mindre reparationer på stedet.

30 procent af servicearbejdet udføres på den måde, siger Tesla, og har som mål at nå op på 40 procent. Det skal bl.a. opnås ved, at antallet af servicebiler nu øges fra 12 til 15.

Arbejdet kan bl.a. være udskiftning og reparation af dørgreb, lygter og ting i kabinen samt installation af CCS-ladestik i ældre Model S.

Større ting må klares i et Tesla Center, mens karrosseriskader tager en samarbejdspartner sig af. Mere akutte ting i vejsiden, som punktering, fladt batteri eller nedbrud, klares af en traditionel vejhjælpsservice fra tredjepart.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023