Danske ejere af plugin-hybrider er særdeles flittige til at lade deres halvelektriske bil, når man spørger dem selv.
Plugin-hybriderne oplades ofte med ca. seks-syv gange om ugen i gennemsnit, og størstedelen af opladningen foretages hjemme. Det betyder, at omkring halvdelen af kørslen foregår på el.
Det er resultatet af en gigantisk spørgeskema-undersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført for Skatteministeriet.
Sparer på benzin
Undersøgelsen viser også, at bilister bruger mindre benzin eller diesel efter anskaffelse af en opladnings-hybrid.
FDM hilser undersøgelsen velkommen.
- Vi konstaterer - som forventeligt - at danske private ejere af plugin-hybrider faktisk er gode til at oplade bilerne og køre grønt, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk.
FDM: giver godt billede
Undersøgelsen dækker over 35.000 besvarelser og giver i FDMs optik et langt bedre billede af navnlig de private plugin-ejeres lademønstre end Vejdirektoratets rapport, der kun dækkede 1300 biler.
- FDM mener, at undersøgelse til fulde bekræfter at tallene, der ligger til grund for bilaftalen holder, og at der derfor ikke er fagligt grundlag for i utide at genåbne aftalen. Vælger man politisk alligevel at åbne aftalen og øge beskatningen i en tid, hvor energi- og bilmarkederne er i krise, vil det være tydeligt, at forbrugernes og klimaets interesser vægtes lavere end det partipolitiske spil, siger Torben Lund Kudsk.
Hvis undersøgelsen giver et retvisende billede, betyder det, at plugin-hybrider i praksis udleder mindre CO2 pr. km end i den undersøgelse, som Vejdirektoratet gennemførte sidste år, og som genstartede debatten om plugin-hybriders berettigelse og rimelighed i afgiftslettelse.
57.000 bilejere spurgt
57.549 ejere af plugin-hybrider er gennem e-boks spurgt, og 35.535 svarede - en svarprocent på 61,7 pct. Danmarks Statistik har efterfølgende korrigeret for den skævhed, at de, der svarer, ikke er helt repræsentative.
Svarer til 80 gram CO/km
Her var el- og benzinforbrug baseret på konkrete målinger, men af et mindre antal biler, som alle var fra samme producent. Resultatet viste et CO2-udslip på 95 gram CO2 pr. km under kørslen.
Mange af de mest populære plugin-hybrider i Danmark har et officielt CO2-tal omkring 32 gram/km. Det er i de teoretiske EU-beregninger baseret på ca. 75-80 procent elkørsel for langt de fleste nye plugin-hybrider.
Reduceres det til 50 procent strømkørsel, som den nye danske undersøgelse indikerer, svarer det til i omegnen 80 gram CO2/km i teorien.
Det er lidt mindre end Vejdirektoratets 95 gram, som dog var baseret på benzinforbrug i praksis. Det svarer også nogenlunde til de 80 gram, som embedsmænd og politikere lagde til grund for afgiftsreformen i 2020, hvor plugin-hybrider fik afgiftslempelse, og elbiler blev gjort helt afgiftsfri.
Skatteminister: stemmer med forudsætninger
Skatteminister Jeppe Bruus er stort set på linje med FDM:
- Med de forbehold, man altid skal have til undersøgelser, viser denne store undersøgelse, at ca. halvdelen af kørslen foregår på el, og at bilerne oplades stort set dagligt. Det stemmer overens med det kørselsmønster, der var forudsat i aftalen om grøn omstilling af vejtransporten, siger skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i det samlede videngrundlag til drøftelserne med partierne bag aftalen.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.