Det skal gå stærkt med strømmen hos Lexus. Toyotas premium-division, der netop har fået comeback i Danmark, vil fra og med 2030 udelukkende sælge rene elbiler i Europa. I dag har Lexus ingen elbiler, bortset fra den forpjuskede UX, som er ombygget fra benzin og benytter den sjældne chademo-ladning.
Men her ses kickstarten på den udvikling, der frem mod 2030 vil resultere i intet mindre end 15 elbilmodeller globalt. RZ hedder den første i den bølge, og det er (endnu) en mellemstor SUV.
RZ er nært beslægtet med Toyota BZ4X, som den deler platform, akselafstand og batteri med. Men der er også betydelige forskelle.
Tofarvet lakering
Lexus’en er således 12 cm længere i kraft af større udhæng for og bag, og karrosseriet er unikt for Lexus. Det gælder også en kosmetisk detalje som mulighed for tofarvet lakering – her med en særlig finesse, hvor også motorhjelmen er sortlakeret.
Bagsædepladsen i de to fætre er tilsyneladende ens, og det vil sige særdeles god. RZ vinder formentlig i bagageplads, men Lexus angiver ikke rummeligheden.
Lexus RZ 450e
Ydelse: 313 hk
Rækkevidde: +400 km
Længde: 481 cm
Bredde: 190 cm
Højde: 164 cm
Akselafstand: 285 cm
Platform: e-TNGA
Omkring 400 km
Batteriet er på godt 71 kWh brugbar energi, og det skulle give en rækkevidde på lidt over 400 km, idet Lexus bryster sig af et lavt forbrug på under 180 watttimer pr. km.
Lexus tror så meget på batteriets holdbarhed, at der er et 'løfte' om mindst 90 procent kapacitet efter ti år og garanterer direkte, at der vil være mindst 70 procent i op til ti år og én mio. km.
Opladningen hedder op til 150 kW ved en lynlader og 11 kW (tre faser) ved hjemmeladning m.m. Også det er som hos Toyota.
Hos Lexus får man derimod lidt mere luksus i kraft af bl.a. finere materialer på sæder (dog ingen læder) og instrumentbord m.v. samt dørlukninger med elektrisk åbning og lukning.
313 hk fra to motorer
Lexus benytter de same elmotorer, som Toyota har i sin BZ4X, men har byttet rundt på dem, så RZ bliver væsentlig kraftigere. BZ4X har en elmotor foran på 150 kW i den forhjulstrukne udgave og to styks á 80 kW i den firehjulstrukne, altså 160 kW i alt (218 hk i alt).
RZ fås kun med firehjulstræk, og her benytter Lexus den kraftige på 150 kW foran kombineret med den mindre på 80 kW bag. Her bliver den samlede ydelse altså 230 kW svarende til 313 hk.
0-100-tiden er 5,6 sekunder med en tophastighed begrænset til 160 km/t.
Formentlig kun en version
Lexus har ikke planer om at tilbyde versioner med mindre eller større batteri, højere ydelse eller kun med forhjulstræk. Betegnelsen 450e indikerer bilens ydeevne sammenlignet med andre Lexus-modeller og er ikke et 'løfte' om andre motorversioner.
- Vi mener at have fundet ’the sweet spot’ med hensyn til rækkevidde, pris og performance, siger mærkets europæiske direktør, Spiros Fotinos, til Motor.
Dog vil han ikke udelukke, at der på et tidspunkt kan komme en udgave kun med forhjulstræk, hvis der kommer efterspørgsel. Men Fotinos nedtoner muligheden:
- Firehjulstrækkets dynamik og kraft er en vigtig del af bilens DNA.
RZ fås med to typer styretøj, det elektroniske og et konventionelt. Se den visuelle forskel herunder. Det 'oversavede' rat har kun elektronisk forbindelse til forhjulene med flere fordele til følge.
Firehjulstræk og elekronisk styring
Firehjulstrækket bliver ifølge Lexus en central del af bilens køreoplevelse, der er defineret som selvtillid, kontrol og komfort i alle køresituationer. Direct4 kalder Lexus teknikken, som gør det muligt på millisekunder af skifte fra 100-0 procent moment mellem for og bag til en 0-100 procent-fordeling.
Centralt for køreoplevelsen bliver desuden det særlige styretøj, som Lexus kalder One Motion Grip, og som i bilverdenen omtales som steer-by-wire. Betydningen er, at den mekaniske forbindelse mellem rat og forhjul er erstattet af ledninger og elektronik i stil med det, mange moderne fly benytter sig af.
Koden i navnet
Lexus giver alle modeller et navn med to bogstaver samt tal, der indikerer bilens ydelse. Der er altid en slags forklaring på bogstaverne. I RZ står R for Radiant, altså udstråling eller lysende, mens Z både kan henvise til Zero (for nul emissioner), men også til ’en ny dimension’, fordi Z angiver dybde i et koordinatsystem.
Lexus siger, at man bliver først i verden med teknikken, som Lexus sammenligner med indførelsen af servostyring. Toyota kommer til at tilbyde samme teknik, men senere end Lexus.
Skarpt drej uden besvær
Synligt er det helt anderledes rat, som er en konsekvens af den skjulte elektronik. Men derudover gør teknikken variabel udveksling mulig, og dermed kan føreren foretage en skarp vending uden at flytte hænderne rundt på ratkransen eller krydse armene.
Samtidig kan det forhindre alle ikke-ønskede vibrationer og bevægelser fra vejunderlaget. En yderligere fordel er, at der altid er frit udsyn til instrumenthuset, som tilmed er anbragt højt og visuelt tæt på bilens headup-display.
Motor ser frem til at prøve teknikken, som i øvrigt ventes at blive et tilvalg i de dyrere udgaver. Lexus er klar over, at ikke alle kunder har mod på den nye teknik – eller ønsker at betale for den. Lexus giver slet ingen indikation af en forventet merpris.
Kommer tidligt i 2023
Priserne på selve bilen kendes heller ikke, men da billigste Toyota BZ4X med firehjulstræk koster fra 430.000 kr., vil RZ-priserne formentlig begynde i underkanten af 500.000 kr.
Lexus åbner for bestilling 21. april, men de første kundebiler til Danmark ventes først leveret tidligt i 2023.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.