Ioniq 6 bliver en bil, der i den grad er til at få øje på, når den kommer ud i den danske trafik i begyndelsen af 2023.
Hyundai viser nu den endelige udgave af Ioniq 6, og den flugter tæt på det bemærkelsesværdige design, som designskitserne og koncept-forløberne har indikeret: en yderst vindglat sedan med usædvanlig organiske former og noget, der til dels kan beskrives som retro-agtigt.
Dermed vil den ikke blot skille sig ud fra nærmest alle andre biler, men distancerer sig også fra Ioniq 5, Hyundais elektriske SUV, der er Årets Bil i Danmark 2022. Ioniq 5 har en meget skarpskåret design. Et enkelt fælles træk er der dog i form af de karakteristiske pixel-forlygter.
Hyundai genopfinder sig selv
Med de to kendte Ioniq-modeller samt den kommende Ioniq 7 viser Hyundai, at mærket har benyttet skiftet til elbiler til at genopfinde sig selv, ikke blot teknologisk, men også designmæssigt. Der er alenlangt fra Sonata og i40, hvis nogen husker dem. Det var de to foregående Hyundai-sedaner i den store klasse.
i40, som også fandtes som stationcar, udgik af produktion i 2019, men var forsvundet fra det danske marked et stykke tid inden.
Med Ioniq 6 vil Hyundai bide skeer med den veletablerede (og lidt mindre) Tesla Model 3, BMW i4 og den kommende VW ID.7. Sidstnævnte trumfer dog med også at tilbyde en stationcar, hvilket der ikke er tegn på, at Hyundai vil.
Hyundai Ioniq 6
Rækkevidde: 380/610 km
Længde: 4,86 m
Bredde: 1,88 m
Højde: 1,50 m
Akselafstand: 2,95 m
Platform: E-GMP
Kæmpe akselafstand
Ioniq 6 har en enorm akselafstand, men den er dog mindre end på Ioniq 5. Med 2,95 meter placerer den sig midt mellem sin SUV-slægtning og Kia EV6, og det lover godt for bagsædepladsen.
I kraft af de store udhæng for og bag er sedanen 22 cm længere end Ioniq 5 og 15 cm lavere.
I den grundlæggende teknik er der slet ingen overraskelser, f.eks. ikke noget ekstra stort batteri.
Op til 610 km og lynhurtig ladning
Ioniq 6 er bygget på samme platform som Ioniq 5. Det indebærer bl.a. baghjulstræk med mulighed for at tilvælge firehjulstræk og to batteristørrelser på hhv. 53 og 77 kWh. Med det store batteri bliver rækkevidden op til 610 km ifølge normen.
Rækkevidden med det lille batteri siger Hyundai ikke noget om, men det ligner knap 400 km, idet denne version er ekstra energieffektiv ifølge de officielle tal, nemlig ca. 140 watttimer pr. km.
Strømsystemet er på 800 volt, og det giver under ideelle omstændigheder mulighed for at lade fra 10 til 80 procent på 18 minutter.
Førerplads fra Ioniq 5
Førerpladsen med de to sammenvoksede 12,3-tommer skærme ligner til forveksling den i Ioniq 5. Men i modsætning til SUV’en, hvor Hyundai var stolt af det frie gulv mellem forsæderne med mulighed for at bevæge sig fra den ene side af bilen til den anden, er der i sedanen en stor, traditionel midterkonsol.
Udstyr og funktioner minder meget om dem, der tilbydes i Ioniq 5. Men der er skruet lidt op med blandt andet avanceret kabinebelysning, mulighed for digitale sidespejle samt en udstrakt software-opdatering over telenettet.
Produktionen begynder i Sydkorea i tredje kvartal, og den danske importør har senest sagt, at forventet dansk introduktion vil være i begyndelsen af 2023.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.