Kinesisk drømmefabrik lancerer tre elbiler

Et nyt bilmærke gør til oktober sin entré i Danmark, og bilerne kan leveres fra dag ét. BYD kommer med tre elbiler, der får moderat pris, højt udstyr, kraftige motorer og gedigen byggekvalitet. Batteriteknikken er banebrydende, men lademuligheden er på det jævne. Motor har set nærmere på det nye mærke.

BYD's 3 første elbiler til Europa.
Nyt om biler

Danske bilkøbere har fået endnu et bilmærke at vælge imellem. Og ét, der efter eget udsagn ikke har leveringsproblemer.

Den store kinesiske bilproducent BYD kommer allerede dette efterår stormende til Europa med i første omgang fem lande på radaren – heriblandt Danmark. Med i første bølge er tre elbiler, som Motor har taget den første tur i.

De tre er en kompakt SUV på størrelse med VW ID.4, en stor SUV med syv sæder og en hurtig sportssedan i klasse med Mercedes-Benz EQE. Alle tre er rene elbiler. Se Motors gennemgang af de tre nyheder længere nede i artiklen.

BYD Atto 3 bliver en interessant ny model i Danmark fra oktober.
BYD Atto 3 bliver en interessant ny model i Danmark fra oktober.

’Build Your Dreams’

Skab dine drømme

De tre bogstaver i BYD står for Build Your Dreams, et slogan der nu skrives helt ud bag på bilerne. Den ’officielle’ danske udtale bliver formentlig ’be y de’, men nogle vil formentlig sige ’byd’ eller udtale det på engelsk ’bi wai di’.

BYD, der omsætter de tre bogstaver til ’Build Your Dreams’, er en interessant bilproducent. BYD er langt fra et nystartet firma som Nio eller Xpeng, men har tværtimod næsten 30 år på bagen som bilbygger og er verdens største producent af elektriske biler, plugin-hybrider medregnet.

Det globale salg nærmer sig to mio. biler i år. Produktionen af benzinbiler sluttede i begyndelsen af 2022, og i Europa kommer udelukkende rene elbiler.

BYD begyndte som producent af batterier til håndværktøj, og i dag er sortimentet udvidet til elbilbatterier, personbiler, varevogne, busser og lastbiler samt hurtigtog og elektronik.

I Europa vil BYD markedsføre sig selv som ’accessible premium’ eller ’opnåelig luksus’. På den måde minder BYD om de koreanske mærker, dog med mere luksusudstyr i grundudgaverne.

Specialist i batterier

Virksomheden har 290.000 ansatte, heraf 40.000 ingeniører, og BYD fremhæver sig selv som batterispecialist.

Særligt for BYD er også, at firmaet laver stort set alt selv, inklusive software, chips og battericellerne og har dermed godt styr på bl.a. de sårbare forsyningskæder. Langt de fleste bilproducenter køber cellerne hos andre.

BYD har altid holdt sig til en afart af litium-ion-batterier med jernfosfat (kaldet LFP), som er en batteritype, der er meget stabil, er mindre tilbøjelig til at overophede eller brænde, bruger færre problematiske råstoffer (nikkel og kobolt), men indeholder mindre energi pr. liter.

Blade kalder BYD sin særlige batteriteknologi.
Blade kalder BYD sin særlige batteriteknologi. Det er en lovende, ny måde at bygge højvoltsbatterier på, og adskillige bilproducenter arbejder med teknologien. BYD leverer denne type batteri til Tesla.

Ny batteriteknologi

Det sidste har BYD nu løst med sit nye ’Blade’-batteri, hvor cellerne bygges direkte ind i batterikassen – uden de traditionelle moduler som mellemstation. Det gør batteriet mere kompakt og kan bedre bruges som en del af bilens bærende konstruktion.

Mange bil- og batteriproducenter arbejder med den teknik (men oftest med den traditionelle batteri-kemi), og BYD skal levere batteritypen til bl.a. Tesla.

Den nye batteri-teknik findes i alle de tre modeller, der nu kommer til Europa. Men selv om BYD er en batteriekspert og fremhæver sig som en teknologi-virksomhed, sætter bilerne ingen rekord i lynladning. Langt fra.

Når det går vildest for sig, er ladehastigheden oppe på 110-120 kW. Den billigste og mest interessante model nøjes endda med 88 kW. Alle modellerne til Europa er dog nu opgraderet med trefaset lader, så normalladning kan ske med den europæiske ’standard’, 11 kW.

Alle tre BYD-modeller har en 15,6 tommer skærm, der både kan vende på højkant og den flade led.
Alle tre BYD-modeller har en 15,6 tommer skærm, der både kan vende på højkant og den flade led.

Drejelig skærm

Alle tre BYD-modeller har en stor, 15,6 tommer trykskærm, som med tryk kan drejes fra højkant til vandret. Stort set al betjening sker via trykskærmen, bortset fra knapperne på rattet og knapper i midterkonsollen, som tager sig af køretilstand, parkeringsbremse og den slags. Panoramaglastag, der kan åbnes, findes i alle tre og er tilsyneladende standardudstyr.

Fælles er også to trin af motorbremsning/regenerering, men selv det kraftigste niveau bremser ikke bilen ret meget, og vi er langt fra kørsel med én pedal.  

Navne fra kinesiske dynastier

Navnene på modellerne er indtil videre opkaldt efter kinesiske dynastier, f.eks. Tang og Han. Nye modeller i Europa skifter til Atto med et ciffer efter. Atto er en ekstrem lille enhed i det metriske system, 10-18, og det har en dansk oprindelse, opkaldt efter tallet atten.

Som stort set alle kinesiske mærker kan BYD ikke tilbyde headup-display eller adaptive matrix-forlygter. Og ingen af de tre modeller har bagagerum foran (frunk).

I Norge får Tang-biler en Tectyl-undervognsbehandling, inden de udleveres til kunder. Det var ved den europæiske lancering uklart, om den danske importør vil give samme tryghed.

Garanti-vilkårene ligger heller ikke fast. BYD’s europæiske organisation taler om tre år med en forholdsvis høj km-begrænsning. På batteriet er der otte års garanti.

Sælges gennem rigtige forhandlere

BYD har valgt en traditionel salgsmetode med fysiske forhandlere, hvor man kan se, prøve, købe og få serviceret bilen. I Danmark er det den familieejede Nic. Christiansen Gruppen, som står for import og salg.

Det vil ske gennem en dedikeret BYD-forretning i det centrale København, som ventes at åbne til oktober, samt et antal af virksomhedens store Terminalen-bilbutikker.

Her er en kort præsentation af de tre første biler fra BYD:

Den billige:

BYD Atto 3

Atto 3 er en mellemstor SUv/crossover.
Atto 3 er en mellemstor SUV/crossover på 4,46 meters længde. Det er 12 cm mindre end VW ID.4 og 4 cm mere end Kia Niro.

Denne kompakte SUV svarer omtrent til f.eks. Kia Niro eller VW ID.4, og er i kraft af sin størrelse og forventede pris den mest interessante af de tre, selv om den dog render ind i en tæt pakket klasse med snart 20 elektriske modeller. Atto 3 er baseret på en helt ny platform kun til rene elbiler. Den har forhjulstræk, 204 hk, et batteri på 61 kWh og en officiel rækkevidde på 420 km. Der er ikke udsigt til versioner med større eller mindre batteri. Atto 3 kan kun lade med op til 88 kW, og 30 (ikke de normale 20) til 80 procent tager 30 minutter.

Kabinen er frisk, utraditionel og ungdommelig med plastsæder (på moderne bilsprog: vegansk læder). Anhængertræk skulle blive en mulighed, men trækvægten er ukendt.

Atto 3 har et utraditionelt design i kabinen. Målet har været at gøre den ungdommelig.
Atto 3 har et utraditionelt design i kabinen. Målet har været at gøre den ungdommelig.

Den 7-personers:

BYD Tang

Tang er en stor, luksuriøs, syvpersoners elbil. Den vil formentlig koste omkring 600.000 kr.
Tang er en stor, luksuriøs, syvpersoners elbil. Den vil formentlig koste omkring 600.000 kr.

Her er tale om en stor SUV med firehjulstræk, masser af kræfter, syv sæder og læderbetræk overalt. Forsæderne er ikke bare fuldt elektrisk betjente, de har også indbygget køling. Og så har den et kraftigt stereoanlæg fra danske Dynaudio. Tang, som er et nøk større end Tesla Model Y, Mercedes-Benz EQB og Volvo XC60, er udviklet på en platform, som også benyttes til en benzin- og plugin-hybrid-version, men gulvet er alligevel helt plant.

Batteriet på 86 kWh giver en rækkevidde på 400 km i den 2.500 kg tunge bil. Alligevel er den voldsom hurtig med sine i alt 509 hk – 0-100 klares på 4,6 sekunder. Men BYD har dog besindet sig, når det gælder tophastighed; den er kun 160 km/t. Heller ikke her er der superladning på menuen, maks. er 110 kW og dermed 30-80 procent på 30 minutter.

Tang er den ældste af de tre (lanceret i 2018) og har BYD’s nu gamle logo og grill, der ikke passer med de to andre nyheder. En faceliftet udgave ventes snart. SUV’en har været solgt i Norge i et år (over 2.000 styks), og direkte omregnet fra norsk pris vil den koste lidt over 600.000 kr. i Danmark.

Tang har syv sæder og læderbetræk over det hele. Der er indbygget køling i forsæderne.
Tang har syv sæder og læderbetræk over det hele. Der er indbygget køling i forsæderne.

Den sportslige:

BYD Han

Han er en stor sportssedan med firehjulstræk og dynamisk undervogn.
Han er en stor sportssedan med firehjulstræk og dynamisk undervogn.

BYD’s flagskib er en luksussedan på fem meters længde, som skal dyste mod bl.a. Mercedes-Benz EQE, Tesla Model S, Hyundai Ioniq 6 og VW ID.7. Han stammer fra 2020 og findes ligesom Tang i en hybridudgave i Kina. Motorer og batteri svarer til Tangs, men på grund af lavere vægt og luftmodstand er rækkevidden oppe på 521 km, og 0-100-tiden nede på 3,9 sekunder. Lynladningen er marginalt hurtigere med 120 kW.

Køreegenskaberne er piftet op med dynamisk undervogn.

Det er ikke sikkert, at Han kommer til Danmark i første bølge, og det er ikke givet, at den kommer i det hele taget. Prisforhandlinger mellem producenten og den danske importør vil afgøre det.

Han er i klasse med mange andre nuværende og kommende elbiler i den store sedan-klasse.
Han er i klasse med mange andre nuværende og kommende elbiler i den store sedan-klasse. Det gælder Mercedes-Benz EQE, Tesla Model S, VW ID.7, Hyundai Ioniq 6, Nio ET7, Xpeng P7 og BMW i5.



Flere modeller på vej:

Mellemstor sedan og minibil

Atto 4 er en oplagt fremtidig model i Danmark.
Atto 4 er en oplagt fremtidig model i Danmark. Det er rent fysisk en Tesla Model 3-konkurrent

BYD har i Kina et omfangsrigt modelprogram, og flere af de nuværende eller kommende kan komme til Europa i næste bølge. Hvilke er dog uvist. En oplagt næste model er Seal, som uden for Kina vil hedde Atto 4. Det er en sedan på størrelse med Tesla Model 3 og med samme teknik som Atto 3, dog med firehjulstræk og hurtigere ladning. Interessant for Danmark kunne være den store minibil Dolphin, der hos os vil hedde Atto 2. Her er batteriet på 45 kWh og lynladningen på blot 60 kW.

.

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023