Det blomstrer frodigt i bilproducenternes underskov. Her i Danmark har bilkøberne inden for de seneste to år kunnet vælge mellem de nye mærker MG, Polestar, Aiways, Maxus og – med lidt god vilje – Xpeng. Alle kommer fra Kina.
Xpeng er kun delvist med på listen, da mærket siden sin lancering i april af stadig gedulgte årsager har trukket sin første model P5, ud af markedet. Nu bliver det først hen mod sommerferien 2023, at Xpeng forventer at levere sin første bil i Danmark, den store sedan P7.
Men for den eventyrlystne bliver der et væld af andre nye mærker at botanisere i de næste to år.
Mange fra Kina
Mange af dem – men langt fra alle – er kinesiske i et eller andet omfang. Og de er næsten alle fuldelektriske. Adskillige er allerede til salg eller har været udstillet i Norge, hvor Motor har taget pulsen på dem. Listen er lang og faktisk også spændende:
- Nio er et innovativt kinesisk mærke med batteriskifte og store globale ambitioner, og det har været til stede i Norge siden 2021. Danmark er med i anden bølge, og de første kundebiler skulle komme sidst i 2022. Samtidig skulle mindst en af mærkets batteriskiftestationer være i funktion. Et stort ’Nio House’ centralt i København ventes at åbne i første halvdel af 2023.
- BYD er et kinesisk mærke med lang tradition for elbiler og er - eller har været - verdens største producent af elbiler. Allerede til oktober kommer mærket til Danmark med den kompakte SUV Atto 3 og den syvpersoners SUV, Tang. Det er biler, der virker gedigne, højt udstyr inkl. stort glastag. Også en stor sedan, Han, er i det europæiske program, men om eller hvornår denne Tesla S-konkurrent kommer til Danmark, er uvist.
- Ora er et andet, men stort set ukendt kinesisk mærke, som netop har haft europapremiere på en messe i Oslo. Ora indgår i den store bilkoncern Great Wall Motors, som tilsyneladende ikke vil sælge biler i Europa under sit kinesisk-klingende kernemærke. Ora har specialiseret sig i mindre biler i stil med VW ID.3 og Renault Megane, og første model hedder Cat. Det er en 4,24 meter lang femdørs med forventet rækkevidde på op til 420 km. Det nye mærke vil begynde salg i Norge inden længe, men det er uvist, hvilke andre planer Great Wall Motors har med mærket i Europa. Men de ser ud til at være store. Great Wall har indgået en distributionsaftale for hele Europa med den største europæiske bilforhandlerkæde, Emil Frey.
- Men Great Wall Motors er også klar i Norge med et andet mærke, Wey. Her er der tale om store SUV-modeller. Den første bærer det besynderlige navn Coffee 01 og er en 4,87 meter lang plugin-hybrid med ganske imponerende præstationer. Den har 476 hk og en elektrisk rækkevidde på 150 km. Heller ikke hos Wey er der offentliggjort planer uden for Norge.
- Lynk & Co overgår Tesla i at være forsinket. Mærket fra Geely-koncernen blev lanceret i 2016, men er stadig kun i seks europæiske lande. I 2020 hed det sig, at hybridmærket ville være i Danmark i begyndelsen af 2021. Seneste melding hedder 2023. Lynk & Co, der primært baserer sine biler på Volvo XC40-teknik, fokuserer på privatleasing, abonnementsordninger og deleordninger, men er stødt ind i juridiske og kulturelle hindringer i en del lande.
- Hongqi, som er luksusmærket i Kinas ældste bilkoncern, First Automotive Works, FAW, blev lanceret i Norge i januar – og med betydelig succes. Der er leveret flere end 1.000 af den enorme elbil, e-Hs9, som næppe tilfældigt ligner en Rolls-Royce. Det er en overordentlig komfortabel sedan i plus-femmeter-klassen. Alene de bløde, polstrede hovedstøtter er en oplevelse. Det er præstationerne også: 551 hk og 465 km rækkevidde. Også her er Norge forsøgsland. En kilde hos den norske importør siger til Motor, at den kinesiske producent har tilkendegivet, at man med tiden vil være til stede i andre europæiske lande. FAW har andre, større planer i Europa. Sammen med amerikanske Silk vil FAW producere supersportsvogne i Italien under Hongqi-mærket.
- Voyah er endnu et kinesisk mærke. Det indgår i den store Dongfeng-koncern og har netop åbnet et udstillingslokale lige ved Rådhuset i Oslo. Mærkets første model, Free, er en stor, eldreven SUV, som minder om alle de andre SUV-modeller fra Kina. Der er ingen oplysninger om eventuelle planer uden for Norge
- Vinfast er et ungt bilmærke fra den store vietnamesiske altmulig-gruppe Vingroup. Det nye mærke blev grundlagt i 2017, præsenterede sig selv på Paris Motor Show i 2018 og markerede sin officielle lancering i Europa på en elbilmesse i Norge i juni i år. Salget vil begynde senere i 2022 fra 50 butikker i Tyskland, Holland og Frankrig.
Danmark kan komme med i en anden eller tredje fase i 2023 eller 2024. Topmodellen hedder VF9 og er en over fem meter lang SUV med godt 400 hk. Der er valg mellem to batterier, 92 og 123 kWh, der skulle give en rækkevidde på hhv. 438 og 594 km. Der bliver mulighed for at leje batteriet. VF8, en lidt mindre SUV, er også klar, og i Oslo viste Vinfast desuden VF7.
- Fisker, det amerikanske elbilmærke opkaldt efter sin danske stifter og direktør, Henrik Fisker, vil begynde leveringen af sin første model, Ocean, til danske kunder i november. I 2024-2025 kommer yderligere to modeller.
- Rivian får vi måske også at se på et tidspunkt. Den amerikanske pioner inden for elektriske pickups og SUV’er har i hvert fald globale ambitioner og en medarbejder i Danmark. Men produktionsstarten er ikke gået særlig godt, aktiekursen er styrtdykket i år, mærket har måtte tilbagekalde 10 procent af alle byggede biler pga. airbagfejl, og medejer Amazon har ikke fået en flig af de 100.000 bestilte varevogne. Så inden Rivian får styr på sig selv og kan begynde salg til private kunder i Danmark, viser kalenderen nok 2024. Tidligst.
- Lucid Motors, der hører hjemme i USA, har også blikket rettet mod Europa. De første biler er dog først lige kommet på markedet i USA, men det har ikke hindret Lucid i for længst at åbne for forhåndsreservationer i bl.a. Danmark. Elbil-mærket har tilkendegivet, at det forventer at kunne levere de første biler til Tyskland i år. Om danske kunder så kan få deres Air i 2023, er uvist. Air er en stor sedan med ydelser på 480-819 hk og rækkevidder på 650-850 km efter den amerikanske norm.
- Sono Motors er et nystartet tysk bilmærke, som netop har præsenteret sin første model, den MPV-agtige Sion. Produktionen skal begynde hos finske Valmet Automotive i anden halvdel af 2023, men planer for salg i Danmark er ukendte. Sonos særkende er solceller på bilen, og de skulle ’i gennemsnit’ kunne give strøm til 16 km dagligt. Batteriet rækker officielt til 305 km.
- Smart kan også kaldes et nyt mærke. I hvert fald et genopstået mærke. Det er nu ligeligt ejet af Mercedes-Benz og Geely, og produktionen og meget af udviklingen sker i Kina. Første nye model kaldet #1 er en mellemstor SUV med 272 hk. Men det er usikkert, om danske bilkøbere får mulighed for at købe Smart. Den danske Mercedes-Benz-importør kan ikke sige, om der er nogen planer om at tage 'det nye Smart' til Danmark.
- Alpine fortjener også at komme med på listen. Renaults sportsvognsmærke har i dag én model, og den sælges ikke i Danmark. Det kan der muligvis blive lavet om på, når Alpine fra 2024 lancerer tre sports-elbiler, bl.a. en SUV.
Vil du vide, hvornår nye biler lanceres?
Se den omfattende liste over nye bilmodeller ankomst til Danmark. Opdateres løbende.