Nyt bilmærke vil omfavne dit liv

Det bliver en helt anden måde at købe bil på og have den på, når luksusmærket Nio gør sin entre til november. Man bliver nærmest en del af en familie. Også bilerne skiller sig i høj grad ud. Mærket har en kort historie, men beretningen her er ganske lang.

Nios europapremiere i Berlin.
Nyt om biler

Ikke mange havde forventet, at det var sådan her, at kinesiske biler ville gøre deres europæiske entré. Forventningen for fem-ti år siden var, at vi ville se middelmådige biler til lav pris. Sådan er det ikke helt gået, og når Nio kommer til Danmark til november, vender mærket op og ned på opfattelsen af et bilmærke.

Nio er ikke blot et ganske dyrt luksus- og performance-mærke, det unge bilmærke kommer også brusende ind i Europa med en højst utraditionel tilgang:

Bilerne kan ikke købes, kun lejes, der kommer mange modeller på kort tid, teknikken er særdeles avanceret, batteriet kan skiftes til et fuldt opladet på fem minutter, Nio sælger også tøjmode, har en loyalitets-app og særlige brugerpaneler samt bygger kæmpestore klubhuse i storbyerne.

Nios grundlægger og administrerende direktør, William Li ved europapremieren.
Nios grundlægger og administrerende direktør, William Li ved europapremieren.

1.000 gæster til premiere

Mærkets formelle lancering i Europa var da heller ikke en stille affære. Nio havde samlet 1.000 mennesker til startskuddet i Berlin, og ikke blot var pressen til stede; det var også mange medarbejdere, samarbejdspartnere og de særlige brugerpaneler af Nio-ejere. I mangel af eksisterende ’users’, som kunder hedder i Nio-jargon, var det her mulige kunder, som allerede er blevet sluset ind i Nio-familien.

Og på den store scene kunne Nio-chef og grundlægger Wiliam Li præsentere tre nye biler, sige goddag Europa og lade sig hylde. En stor del af tilhørerne var nemlig ikke neutrale, men klappede, hujede og piftede under præsentationerne som om de var i teatret eller til koncert. Eller til en Tesla-præsentation.

William Li er i nogle kredse nemlig ikke hr. hvem som helst. I Kina anses han som en slags Elon Musk, Teslas grunderlægger og topchef, og Li har banket bilmærket noget hurtigere op end Musk gjorde. Det er kun syv år siden, Nio blev grundlagt. Men nu kommer virkelighedstesten af, om Nios særlige tilgang til elbiler vil lykkes.

Alle Nio-modeller har som standard dette 'vagttårn' med to højt opløselige kameraer og en lidar.
Alle Nio-modeller har som standard dette 'vagttårn' med to højt opløselige kameraer og en lidar.

Tre nye biler på et halvt år

Begyndelsen ser i hvert fald ud af noget. På scenen i Berlin kunne Nio-direktøren præsentere tre helt nye biler. De kommer susende til Danmark inden for et halvt år.

Det er alle mellemstore og store biler, som i indkøb ville koste fra en halv million kroner og opefter at købe. På Motors spørgsmål om, hvorvidt der kommer mindre modeller, svarede William Li: Det får du se i 2024.

Der er tilsyneladende ikke blot tale om nye, mindre modeller, men et helt nyt mærke, som vil adskille sig på omtrent samme måde som Audi og VW gør med delvis fælles teknik.

Nio ET7. Den første og største i model i første bølge er ET7, som kommer i november. Det er en over fem meter lang sedan med voldsomme præstationer – 480 kW svarende til 653 hk. 0-100 km/t. kan klares på 3,8 sekunder. Bilen måler 5,10 meter – som en Mercedes-Benz EQS og lidt mere end Tesla Model S. Akselafstanden er hele 3,06 meter. Den officielle rækkevidde med 100 kWh-batteri er 580 km. Pris pr. måned ved 12 måneder og 100 kWh: 14.400 kr. Som indikation af bilens reelle pris kan man se, at beskatningsprisen som firmabil er 889.000 kr.

-

Nio EL7. Næste model ventes klar sidst i januar. Det er den mellemstore SUV EL7, som måler 4,91 meter i længden og har en akselafstand på 2,96 meter. Den placerer sig mellem en BMW X3 og X5. Ydelsen er de samme 653 hk som i ET7 og rækkevidden med 100 kWh-batteri er 515 km. Bilen skulle egentlig have heddet ES7, men en tvist med Audi om modelnavne betyder, at Nio forlods dropper ES-betegnelsen i Europa. Pris pr. måned med 100 kWh ved 12 måneder: 15.400 kr.

Når en ny generation af den store SUV, ES8, kommer bliver den omdøbt til EL8. Denne kæmpe-SUV sælges i Norge, men vil ikke blive tilbudt i andre lande i den nuværende generation. Lidt senere kommer en mindre SUV, EL6.

-

Nio ET5. Til marts 2023 gælder det den mellemstore sedan ET5, der i størrelse kan sammenlignes med BMW i4 eller Tesla Model 3. Her taler vi om en længde på 4,79 meter og en akselafstand på 2,88 meter. Ydelsen er en anelse mere beskeden, 360 kW/490 hk. 0-100 tager 4,0 sekunder, og rækkevidden er 580 km md 100 kWh-batteri. Abonnement pr. måned: 11.400 kr. Beskatningsværdi: 689.000 kr. 

 

Alle kan skifte batteri

Alle de store modeller og flere kommende er baseret på samme platform med en helt særlig egenskab: Batteriet kan skiftes på en ’power swap station’. På den måde kan Nio-kørere få et helt opladet batteri på fem minutter.

Alle nye Nio-modeller er bygget på den samme platform, hvor muligheden for batteribytte er indbygget.
Alle nye Nio-modeller er bygget på den samme platform, hvor muligheden for batteribytte er indbygget.

Nio forventer at have 20 i drift i Europa inden årets udgang og 120 sidst i 2023. I Danmark er den første undervejs ved Slagelse, og den foreløbige plan indeholder en snes stationer i Danmark. Ved skiftestationerne sætter Nio også sine egne lynladere op.

Som en del af konceptet kan man vælge mellem tre batteristørrelser: 75, 100 og – sidst i 2023 – 150 kW. Nio mener dog at være stødt på en afgiftsmæssig og juridisk forhindring i Danmark, så man ikke uden videre kan få en anden batteristørrelse end den, bilen er født med.

Gebyret for et batteriskifte bliver formentlig omkring 100 kr. Dertil kommer den strøm, man får med i købet.

Nios digitale assistent hedder Nomi og har et næsten menneskeligt ansigt.
Nios digitale assistent hedder Nomi og har et næsten menneskeligt ansigt. Hun er ret dygtig og kommer inden så længe til at kunne dansk.

Sig hej til Nomi

En anden særlig, fælles egenskab er Nomi. Det er bilernes digitale assistent, som kan minde om en tegneseriefigur, der sidder øverst på instrumentbordet. Hun kikker på den, der taler, og kan forstå en del spørgsmål og kommandoer, særligt om navigation og bilens funktioner. ’Hey Nomi, turn on the seat heating’. Men behøver ikke sige for hvilket sæde, for Nomi kan høre, hvorfra stemmen kommer.

Indtil videre forstår Nomi engelsk, norsk og mandarin, men bl.a. dansk skulle komme inden længe.

Ideen med Nomi er, siger Nio-folkene, at det kan føles mærkeligt at tale ud i luften. Så er det mere naturligt at tale til en ven, lyder tankegangen.

Sådan er de danske priser i detaljer..
Sådan er de danske priser i detaljer. Gul farve markerer den lavest mulig pris. Der er ingen førstegangsydelse.

Hurtige og luksuriøse

Nios biler er yderst luksuriøse med luftaffjedring, firehjulstræk og læderindtræk med massage som standard. Og så er de ekstremt hurtige.

Bilerne er også computere op hjul. Meget kraftige computere. Bilerne har enorm datakraft bl.a. gennem fire særdeles kraftige kredse fra den førende producent NVIDA.

Og så er der ’vagttårnet’. Over forruden sidder tre usædvanlige øjne. De to er meget fintfølende Sony-kameraer, der holder øje med omgivelserne.  Det tredje, det i miden, er en lidar. Det er en form for radar, men meget mere avanceret og kan se meget mere, mere nøjagtigt og længere væk. Stort set alle bilproducenter er enige om, at den type teknologi er nødvendig for at få fuldt selvkørende biler.

Nio kommer først med teknikken, som bliver standard i alle modeller. Dermed slår Nio Volvo og Polestar, som på et tidspunkt lancerer lidar i deres kommende EX90- og 3-modeller.

Nio har et større udvalg af motorer. I topmodellerne yder de to motorer tilsammen 4809 kW.
Nio har et større udvalg af motorer. I topmodellerne yder de to motorer tilsammen 480 kW - over 600 hk.

Ikke salg, kun leje

Og så er der en ting mere. Nio vil slet ikke sælge sine biler. De skal leases ud eller nok snarere benyttes som et abonnent. Dermed bliver Nio første bilmærke, der slet ikke vil sælge sine biler. Lynk & Co vil overvejende også gå den vej, og Volvo har luftet samme tanker.

Det kan dog ikke udelukkes, at Nio på et senere tidspunkt vil sælge bilerne.

- Ledelsen i Kina lytter meget til vores erfaringer og behov, så hvis det viser sig, at kunderne efterspørger at kunne købe bilerne, kan vi sagtens justere, siger den danske Nio-direktør, Marcus Hayler til Motor.

Nio vil primært tilbyde en 36 måneders lejeperiode, men der er også en mere fleksibel ordning, hvor man kan opsige abonnementet med 14 dages varsel. Det er den dyreste løsning. Den faste ordning kan strække sig mellem 12 og 60 måneder - billigst ved 60 måneder. Dertil er der indtil videre valg mellem to batteristørrelser.

Nio vil indsætte servicevogne, som bl.a. har et stort batteri, så NIo-biler, der løber tør for strøm, kan få en lille kvikladning på stedet.
Nio vil indsætte servicevogne, som bl.a. har et stort batteri, så Nio-biler, der løber tør for strøm, kan få en lille kvikladning på stedet.

Alt inkluderet - undtagen strøm

Med i den ganske høje månedspris er bil, forsikring, ejerafgift, service med afhentning af bilen hos kunden og sommer/vinterhjul.

Derimod er der ikke strøm med i abonnementet. Ej heller batteriskifte. Indtil 1. april har danske kunder dog frit batteriskifte og skal betale to kr. pr. kWh for den ekstra strøm, der er på det ’nye’ batteri.

Nio-bilerne bestilles via mærkets app og bliver udleveret fra et udleveringscenter i enten Ishøj eller Silkeborg. Det er bilkæden Netto Biler, der står for det, og samme kæde skal fra et større antal centre sørge for at servicere bilerne gennem Nio Service, der også omfattende kørende servicebiler og afhentning/aflevering af kundens bil.

Der kommer et Nio House i storbyerne i alle Nios markeder. I København skal det ligge på Kultorvet.
Der kommer et Nio House, her i Kina, i storbyerne i alle Nios markeder. I København skal det ligge på Kultorvet.

Alle er velkomne i Nio House

Der kommer også et stort prestige-center i København kaldet Nio House. Det åbner til sommer i et 2.200 kvadratmeter stort lokale på Kultorvet i middelalderbyen. Her kan man se bilerne, men huset funktioner er meget bredere.

I Nios univers kan alle købe Nio-produkter.
I Nios univers kan alle købe Nio-produkter.

Alle – Nio-kunder eller ej – kan købe en kop kaffe i cafeen, høre et foredrag i foredragssalen, lade børnene lege i legerummet, slappe af foran pejsen eller holde møde med venner, kolleger eller kunder i et mødelokale. Det koster ikke noget.

Tøj og andet Nio-tilbehør

I Nio House kan man også købe særligt Nio-tøj og andre varer som del af Nio Life. Nio har slået sig sammen med mange europæiske designere, heriblandt danske Hvass & Hannibal.

Kaffe, designertøj og vandflasker kan købes med Nio-point, hvis man har nok af dem. Nio har en app som stort set alle andre bilmærker, men Nios går et stort skridt videre. Bl.a. er der nyheder fra Nios verden, og så indeholde den funktioner, der minder om flyselskabers og hotelkæders loyalitetsprogrammer.

Men kan optjene point på forskellig vis, bl.a. ved at logge ind hver dag.

Fællesskab om bilen - eller kult?

Nio forsøger også at skabe en samhørighed omkring mærket. Måske næsten en kult. Kunderne kaldes ’users’ (eller brugere), og i hvert land er der et brugerpanel, der skal give feedback til mærket og får nogle fordelene gennem bl.a. arrangementer.

Også kunderne i almindelighed kan blive inviteret til arrangementer, som kan være noget så uglamourøst som at hjælpe med samle skrald, men også at assistere ved begivenheder. I Kina er der ligefrem en årlig Nio-dag, hvor et kæmpe stadion fyldes med Nio-fans til underholdning.

Nio har fået udviklet særlige kollektioner af bl.a. tøj og tasker. Noget af det er genbrugsmaterialer som kasserede airbags og sikkerhedsseler eller metalstumper fra produktionen.
Nio har fået udviklet særlige kollektioner af bl.a. tøj og tasker. Noget af det er genbrugsmaterialer som kasserede airbags og sikkerhedsseler eller metalstumper fra produktionen.

Aktiv i motorsport

Det unge kinesiske mærke forsøger også at booste sit image gennem motorsport. Den allerførste Nio var den ekstreme sportsvogn EP9, der har sat den hurtigste omgangstid på flere store racerbaner. Og så er mærket aktivt i Formula E, den elektriske motorsportsliga.

Nio har sloganet ’Blue Sky Coming’ som et slags løfte om at bidrage til renere luft og mindre klimabelastning i det hele taget. Det var det, de i sin tid fik William Li til at grundlægge firmaet, da han en dag i 2012 kikkede op på en forureningsgrå himmel over sin kinesiske hjemby.

For at styrke sit image og kendskab har Nio indgået sponsorater med bl.a. FN og Danmarks Naturfredningsforening, hvor et ukendt beløb skal gå til at støtte projekt ’Clean Parks’, et naturbeskyttelsesprojekt.

Ukendt klimabelastning

Hvor bæredygtige, Nios biler reelt er i det store klima- og naturperspektiv, kan man ikke få at vide. De meget store batterier betyder, at Nio alt andet lige ligger tungt fra begyndelsen.

I Berlin spurgte Motor Nio-direktøren om, hvad mærket gør for at sikre skånsom batteriproduktion og skånsom udvidelse af råstoffer. Og om mærket kan fremlægge en livscyklus-analyse af klimabelastningen fra bilerne, sådan som elbilmærket Polestar har opfordret alle konkurrenter til.

Svaret var uldent. Nio arbejder på at stille krav til underleverandører og har solceller på sine fabrikker. Og at man sågar er i gang med livscyklus-analyser, hævde William Li.

Nu er Nio kommet til Europa. Så må det vise sig, i hvor høj grad ’den blå himmel’ også kommer.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve