Flot så det ud på overfladen, da det nye bilmærke Xpeng i april åbnede sit udstillingslokale lige over for Tivoli i København.
Men kinesiske Xpeng snublede i sin start i Danmark. Mærkets hastige entre – nogle måneder før rivalen Nio - krakelerede en del, da Xpeng allerede i juni måtte trække sin eneste model ud af markedet.
På det tidspunkt havde Xpeng heller ikke kunnet fortælle potentielle kunder, hvordan bilen skulle serviceres, og hvordan kundekontakten i det hele taget skulle være.
Første model blev droppet
P5-modellen, som endnu ikke var leveret til nogen kunder, blev droppet uden klar begrundelse. Den næste model, P7, ville først kunne komme i det sene forår 2023.
Nu tyder det på, at Xpeng kommer tilbage på banen. Mærket er på vej med interessante nyheder.
P7 bliver forbedret
Lanceringen af P7 ser ud til at holde, og med typisk, hurtig kinesisk udvikling og omstilling sker det i en noget forbedret udgave i forhold til de demomodeller, Motor og andre medier har prøvet.
Samtidig er der kommet styr på service-ordningen, og den næste, endnu mere avancerede model er lanceret med forventet levering sidst i 2023.
Lynladningen imponerede på ingen måde Motor ved det første møde med P7 i oktober. Maks. 90 kW kan bilen for tiden opnå. Uden at kunne være helt præcis lover den danske Xpeng-direktør, Jens Olsen, at lynladningen bliver ’markant forbedret’.
Også rækkevidden ventes øget lidt. Long Range-udgaven skulle få øget det offcielle tal til 550 km, mens performance-versionen skulle blive forbedret fra 470 til 500 km.
Salget af P7 begynder tidligt i 2023, og bilerne kan leveres lige før sommerferien. Det gælder også den særlige Wing-version med døre, der åbner opad. Prisen for P7 begynder ved 420.000 kr.
G9 er en SUV med helt ny teknik
Et skridt op i teknologi kan danske kunder opleve sidst i 2023, når Xpengs kommende topmodel, G9, er klar. Den store, fempersoners SUV bliver baseret på en ny fysisk og elektrisk platform, hvor elsystemet er på 800 volt lige som i Kia EV6 og Hyundai Ioniq 5 og 6.
Det giver mulighed for meget hurtig lynladning, og i tilfældet G9 forventer den danske Xpeng-direktør, at ladehastigheden kan komme ’op til’ 350 kW. Det svarer til det teoretiske maksimum fra lynladere, og hvis det holder i realiteten – hvis - vil G9 blive den hurtigst ladende bil – hurtigere end Porsche Taycan og Audi E-tron GT.
Dermed skulle det være muligt at få strøm til 200 kms kørsel på fem minutter.
Bilens 98 kWh-batteri skulle give godt 500 kms rækkevidde, og motorprogrammet strækker sig fra 313 til 551 hk. Elektrisk trækkrog fås med en påhængsvægten på 1.500 kg.
Service hjemme hos bilejeren
Forud for salgsstarten af P7 kan Xpeng desuden fortælle, hvordan salg og service vil foregå. Bilerne skal grundlæggende købes på nettet, men det kan ske med hjælp fra personalet i Xpengs udstillingslokale i København.
Xpeng åbner desuden ved årsskiftet hovedkvarter med butik og værksted i Hillerød. En tilsvarende butik og værksted skal komme i Vestdanmark. En afklaring om pladeværksteder mangler stadig.
For at kunderne ikke skal køre 100 km eller mere for at få udført service vil Xpeng basere det meste af servicen på en mobil ordning. Gennem firmaet Omnicar Service vil kunderne kunne få udført service overalt i landet, hvor de ønsker det – typisk på hjemmeadressen eller ved arbejdspladsen.
Ordningen, som kaldes Service Flex, kan løse de opgaver, der ikke kræver en lift. Det vil bl.a. sige service som udskiftning af komponenter, bremser og 12V-batteriet, udførelse af garantiopgaver samt skift af dæk og fælge, afbalancere hjul, udskifte klimakølemiddel og stenslagsreparationer. Det kan også omfatte større mekaniske ting som udskiftning af hjullejer, trækaksler, fjedre, støddæmpere og bærearme.
Service Flex koster 167 kr. pr. måned for 3 år/60.000 km og 170 kr. pr. måned for 5 år/100.000 km.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.