Audi sprudler med 3D og forvandlings-pickup

Konceptbilen Active Sphere er en fantasifuld fremtidsbil med mange budskaber. En af de vilde – og urealistiske – er, at instrumenterne er væk og erstattet af 3D-briller. Og så kan bilen forvandles fra coupé til pickup med tryk på en knap.

Kabinen i Audi Active Sphere.
Nyt om biler

Fantasien har fået frit løb hos Audi i de tre konceptbiler, mærket har præsenteret over de seneste par år under det fælles navn Sphere – et ord som Audi oversætter til boble.

Først kom roadsteren Audi Sky Sphere i 2021, dernæst sedanen Grand Sphere samme år efterfulgt af og den rummelige Urban Sphere i april 2022. Nu vises så nummer fire ud af tre – for der var faktisk kun planlagt tre konceptbiler.

Navnet på den fjerde er Active Sphere, og den er mindst lige så vidtløftig i sine ideer som de øvrige. Det er både godt og skidt. Det gode er, at der kommer friske, sjove og overraskende fantasier frem om, hvordan fremtidens biler kunne blive.

Selv om det meste handler om kabinen, er det også vigtigt at se selve bilen.
Selv om det meste handler om kabinen, er det også vigtigt at se selve bilen. Det er en coupe-SUV-crossover på størrelse med Audi A7. Bilens grundform virker ikke helt urealistisk at se i produktion en gang.

Virkelighedsfjerne fantasier

Det dårlige er, at fantasierne langt overvejende er så løsslupne, at det er svært at se ret meget konverteret til produktionsbiler i en bilgeneration eller to. Om nogensinde. Men lad os se på Audis fremtidstanker.

Rent fysisk er Active Sphere en femdørs crossover-coupé på fem meters længde med et forbløffende fleksibelt karrosseri. Først og fremmest kan coupéen laves om til en slags pickup. Det sker ved, at den store bagrude glider op over taget, resten af bagenden klapper ned til vandret, og en rude lige bag bagsædet skydes op for at lukke kabinen af fra det åbne lad.

Så kan der f.eks. stå to mountainbikes på ladet på den sidste del af turen op i bjergene. Er de elektriske, kan de lades op af bilen undervejs.

Active Sphere forvandlet til pickup.
Active Sphere forvandlet til pickup.

Luftaffjedring ændrer højden

Active Sphere, der er udformet i Audis designstudie i Californien, er skabt til aktivt, bilbaseret liv, som er almindeligt på de kanter.

Den udgør en ny form for crossover, som med Audis ord ’kombinerer elegancen fra en Audi Sportback, de praktiske egenskaber fra en SUV og ægte offroad-egenskaber med hinanden.’

Bl.a. har bilen luftaffjedring, så frihøjden ved terrænkørsel kan hæves 4 cm fra basishøjden på 21 cm eller sænkes tilsvarende ved kørsel på vejen. Hjulene er på 22 tommer.

Konceptbilen er fem meter lang og kan minde om dagens Sportback-modeller tilsat lidt SUV.
Konceptbilen er fem meter lang og kan minde om dagens Sportback-modeller tilsat lidt SUV.

Designet indefra

Active Sphere, der er på størrelse med A7, udforsker – lige som flere andre konceptbiler fra Audi og mange andre bilproducenter, endnu en gang muligheden for kabineindretning, når bilerne kan køre helt af sig selv.

Faktisk er bilen designet indefra og ud, understreger Audi – dvs. at kabinen er kommet først, og så er karrosseriet skabt derud fra.

Den kan transportere de ombordværende automatisk og afslappet på nogle veje, f.eks. motorvejen til bjergene, og når man så kommer ud på de mindre bjergveje, dukker rat og pedaler op, og føreren må så køre bilen aktivt.

Det pudsige er dog, at Audi ikke tror på selvkørende biler foreløbig. Det bliver i hvert fald ikke de næste tre år, siger en talsperson for Audi til Motor.

Med de særlige briller kan et kort som dette dukke op lige foran føreren.
Med de særlige briller kan et kort som dette dukke op lige foran føreren.

Instrumenterne er inde i førerens hoved

Men selvkørende eller ej, så demonstrerer konceptbilen en ny og absolut science fiction-agtig måde at betjene bilen på og får informationer på. Der er nemlig stort set ingen instrumenter – de dukker først op, når man tager særlige ’mixed-reality-briller’ på.

Teknikken er en videreudvikling af de kendte VR-briller (virtual reality), som kun kan vise en kunstig  verden uden at inkludere den virkelige, og af AR-syn (’augmented reality’), hvor den virkelige verden overlappes med kunstigt indhold – f.eks. de mere avancerede headup-displays.

Mixed reality kan afbilde virtuelt indhold med en rumlig relation til den virkelige verden. Det giver en virkelig forbløffende virkning, kan Motor bevidne efter en tur i Active Sphere.

Betjeningen af klimaanlægget sker ved at gribe fat i drejeknappen her, som dukker op, når man ser på luftdysen.
Betjeningen af klimaanlægget sker ved at gribe fat i drejeknappen her, som dukker op, når man ser på luftdysen.

Alt viser digitalt

Med en hidtil uset optisk præcision, den højeste opløsning og en fremragende kontrast kan systemet give brillebrugeren bag rattet betjeningselementer og visninger i synsfeltet, som ikke kan ses uden brillerne.

Med brillerne på dukker en helt ny verden op. I første omgang er det informationer som navigationskort eller speedometer, og når man fokuserer på disse elementer, bliver der vist et mere detaljeret indhold.

Det er som et manuelt klik, som åbner en undermenu, forklarer Audi det. Interaktionen kan også aktiveres via håndbevægelser.

Sådan ser kabinen ud.
Sådan ser kabinen ud, når bilen køres manuelt. Rat og pedaler er normale, men der er stort set ingen instrumenter.

Knapper kommer ved et fokusere

En lidt vild og praktisk funktion: kikker man over mod luftdyserne, dukket en store drejeknap til at betjene klimaanlægget op, og meget bekvemt kommer det præcis så tæt på hånden, at man ikke skal række sig frem for at nå det, uanset siddeposition. Smart.

Så drejer man med hånden i luften, og får f.eks. hæve temperaturen. Det må se lidt fjollet ud, hvis andre i bilen ikke har briller på.

Systemet er så præcist, at man i loftet eller i midterkonsollen kan se fiktive faneblade, som visualiserer adgangen til musiknumre, indhold på internettet m.v.

Når bilen er selvkørende, er der ingen rat og pedaler. Bemærk at fronten er gennemsigtig.
Når bilen er selvkørende, er der ingen rat og pedaler. Bemærk at fronten er gennemsigtig.

3D-grafikker på skødet

Teknologien byder på mange muligheder. Når turen ud i bjergene er nået væk fra vejen, kan man i offroad-indstillingen projicere 3D-grafikker over topografien i det virkelige landskab og få vist anvisninger fra navigationen. Det 3D-kort, der toner frem i skødet under Motors ’prøvekørsel’ er ret imponerende.

Passagererne kan se noget helt andet, f.eks. kan de undersøge aktiviteter på destinationen. Man kan også på kortet se, hvor ens venner er nået til på deres mountainbikes, og f.eks. via systemet aftale et sted at mødes. Man kan nemlig også fortsætte til fods eller på cykel med brillerne på.

Sådan forestiller Audis designere sig, at brillerne kan se ud. Men indtil videre er de væsentlig mere klodsede.
Sådan forestiller Audis designere sig, at brillerne kan se ud. Men indtil videre er de væsentlig mere klodsede.

Briller findes ikke endnu

Teknikken virker, og er isoleret set imponerende og fascinerende. Men de briller, man skal bruge indtil videre, er meget større, tungere og formentlig strømslugende end dem, Audi viser frem på billeder.

Spørgsmålet er, hvornår det er godt nok i praksis og ikke mindst om bilføreren selv i en halvfjern fremtid vil stole på og have lyst til at benytte den slags briller konstant under kørslen. Uden dem nemlig ingen instrumenter.

Og er der i øvrigt nogen, der for nylig har set personer gå rundt i danske gader med Google Briller, som blev udviklet for ti år siden?

Realistisk elteknik

Mens der er masser af varm luft i den virtuelle kabineoplevelse, er bilens tekniske basis meget jordnær.

Konceptbilen er bygget på Audi-Porsches nye PPE-platform, som inden længe dukker op i Audi Q6 og Porsche Macan – og senere mange flere.

Den elektriske del arbejder med 800 volt-teknik som fra Porsches og Audis topmodeller gør i dag. Det indebærer ladehastigheder på op til 275 kW, og i konceptbilens 100 kWh-batteri betyder det, at det kan lades fra 5 til 80 procent på under 25 minutter.

Noget tilsvarende kan ventes fra produktionsbilerne. Nogle af dem skal såmænd også få konceptbilens samlede ydelse på 442 hk og på 720 Nm.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve