Den tyske dækproducent Continental går nu aktivt ind i markedet for helårsdæk med et nyt produkt. AllSeason Contact 2 er udviklet med henblik på at reducere rullemodstanden betragteligt, samtidig med at producenten lover gode egenskaber på tør og våd vej samt på sne.
Derudover er levetiden øget med op til 20 procent, hvilket ifølge det tyske testinstitut Dekra gør dækket til det mest slidstærke helårsdæk – faktisk er det muligt at køre en sæson ekstra, før dækkene skal skiftes ud.
Penge at spare
Dermed er der udsigt til besparelser for både ejere af benzinbiler og af elbiler, idet det nye dæk fra starten omfatter 99 dækstørrelser, der dækker 88 procent af alle biler.
Foruden den forøgede levetid af dækkene skyldes besparelsen for elbilister, at man typisk kører omkring 12 km mere på hver opladning som følge af den lavere rullemodstand.
Endelig er der det almindelige argument for helårsdæk, at man slipper for udgiften til et ekstra sæt vinterhjul, hvilket til mange elbiler let kan løbe op i 20.000 kr., foruden de tilbagevendende udgifter til dækopbevaring og dækskifte to gange om året.
Elbiler er i fokus
Samtidig med lanceringen af AllSeason 2 indfører Continental en ny mærkning af sine dæk, så de dæk, der er særligt udviklet til elbiler, nu har et EV-mærke på dæksiden. Dermed indikeres, at dækket er udviklet med fokus på rullemodstand, holdbarhed, dækstøj og den ofte tungere vægt, elbiler har. At holdbarheden også har været i fokus for EV-mærkningen skyldes, at mange elbiler har så megen motorkraft, at det stiller ekstra krav til dækkene.
Udviklet til europæisk vejr
Continental AllSeason 2 er udviklet med særlig fokus på de områder i Europa, hvor dagene med sne på vejene er få, og hvor våde eller fugtige veje til gengæld fylder næsten resten af vinterhalvåret ud. Sådan som det ofte er på danske veje.
Det betyder, at dækkets evne til at styre og bremse på våd vej har været i fokus, ligesom dækket også har bestået de samme test, som vinterdæk udsættes for. Af samme grund er det nye helårsdæk forsynet med de symboler, man finder på vinterdæk: tre bjergtoppe og et snefnug.
For at få dækkets egenskaber til at favne så bredt, har Continental udviklet dækket på computer, hvor 252 forslag til dækmønster og gummiblanding er analyseret, før de 10 bedste blev udvalgt, produceret og testet i virkeligheden i alle slags føre. Først herefter fandt det endelige valg af både mønster og gummiblanding sted.
Meget lav dækstøj
Motor har overværet en test af det nye helårsdæk mod et kinesisk helårsdæk, så forskellen til noget af det ringeste kunne tydeliggøres. Forskellen i bremselængden fra 85 km/t. på våd vej blev på 12-15 meter. Det betyder, at der hvor bilen med det nye AllSeason 2-dæk standsede, fortsatte bilen med de kinesiske dæk med 46 km/t. Det kan være katastrofalt i virkelig trafik.
Vores første møde med det nye helårsdæk viste desuden, at dækstøjen var forbløffende lav. Også dækkets evne til at styre og give en god føling i rattet virkede overbevisende. Men hvor godt dækket klarer sig i vinterføre og i det hele taget samlet set i forhold til konkurrenterne, må en senere dæktest afgøre. I hvert fald var det ikke noget, Continental kunne give Motor et svar på ved præsentationen.
Den nye generation af helårsdæk fra Continental kan leveres fra engang i efteråret og vil også dukke op som en fabriksmonteret dækoption hos flere bilmærker.
Helårsdæk er ikke for alle
Helårsdæk kan være et glimrende valg for mange bilister, men man skal være opmærksom på dækkenes begrænsninger i forhold til egentlige vinterdæk. FDM fraråder derfor, at man kører på helårsdæk, hvis man:
- har behov for at køre bil året rundt uanset føret
- ofte må køre afsted, før vejene er ryddet eller saltet
- bor i områder, der ikke ryddes for sne
- ikke er villig til at lade bilen stå, hvis sneen vælter ned
- tager på ski- eller vinterferie i udlandet
- har en bil, hvor styreegenskaberne på tør vej prioriteres højt om sommeren
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks