Mens kinesiske mærker som MG, Xpeng og BYD spurter afsted i Danmark, er Nio gået fuldstændig i stå. Premiummærket har nærmest ingen biler solgt, og nu skrues der gevaldigt ned for de danske aktiviteter.
Nio har nyregistreret 56 biler på de ca. halvandet år, mærket har været aktiv i Danmark, heraf en stor del til firmaet selv. I 2024 er der blot leveret én bil. Ud af de 56 biler er 12 købt af private.
Nio havde indtil for nylig 32 ansatte i Danmark. Flere blev opsagt i vinter, og medarbejderstaben skæres nu ned til formentlig en håndfuld, skriver Motor-magasinet. De danske aktiviteter skal styres fra Stockholm.
Nio House droppes
Branchebladet kan også oplyse, at det gigantiske Nio House midt i København ikke bliver til noget. Det 2.200 kvadratmeter store udstillingslokale på en af Københavns dyreste adresser, på Kultorvet i byens centrum, har været under ombygning i et helt år, men kommer aldrig til at åbne.
Et midlertidigt showroom på Amager, Nio Space, skulle fungere som Nios ansigt til omverdenen, indtil det store Nio House stod færdig, men det er i stilhed blevet lukket.
Fremtiden for batteri-skiftestationer i Danmark er uvis. Én har været i drift i Slagelse i et år, men det har ikke været muligt at få bekræftet, om nogen af de tre andre planlagte bliver til noget.
Holder fast i Europa
Nio er fortsat til stede i Danmark, og der er heller ikke noget, der tyder på, at Nio som sådan er ved at trække sig ud af Europa.
Men FDM minder alligevel om, at man som forbruger skal huske, at man har et langt forhold med bilen. Derfor skal der også være reservedele m.m. tilgængelig om også flere år.
- Der er kommet mange nye bilmærker til Danmark, og selv om nogle af dem slår sig op med store armbevægelser, kan de have skrøbelig økonomisk fundament, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
FDM: Bilen skal kunne bruges i mange år
- Som forbruger skal man derfor være meget opmærksom i disse tider. FDM mener, at privatleasing – og i Nios tilfælde abonnementsordning - er vejen frem, hvis man er usikker på, om et bilmærke med den ønskede model også er her om et par år, siger han.
Overordnet er Nios økonomi ikke god. Firmaet fik globalt et dundrende underskud på 20 mia. kr. i 2023, viser det nyligt offentliggjorte årsregnskab.
Nio solgte 160.000 biler sidste år, langt de fleste i Kina. Hvis underskuddet fordeles på de solgte biler, svarer det til et tab på 125.000 kr. pr. bil. Underskuddet er fire gange så stort som Fiskers, men Nio har dog også solgt 32 gange så mange biler som det amerikanske firma.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.