Grønt lys til håndfri kørsel i Danmark

Muligheden for at slippe rattet under kørslen er blevet lidt større, efter at EU har givet BMW og Ford en mere generel tilladelse til at benytte avancerede kørselsassistenter på store dele af EU’s motorveje. FDM er bekymret for, om systemerne kan skabe farlige situationer.

Bilfører under kørslen med hænderne i skødet.
Nyt om biler

Rigtigt selvkørende biler er stadig en ganske fjern vision for de fleste bilister i Europa. Men muligheden for i det mindste at slippe rattet ved motorvejskørsel er kommet et skridt nærmere med en europæisk tilladelse.

I marts gav EU’s tekniske komité for motorkøretøjer både BMW og Ford en dispensation til at gå et skridt videre med deres avancerede kørselsassistenter. De nærmere krav og tilladelser er ikke kendt, men nu fortæller begge mærker om nye muligheder.

Størst virkning får det umiddelbart for Ford-kunder, hvor ejere af Mustang Mach-E med det rette udstyr, kaldet BlueCruise, nu må tage hænderne af rattet på de fleste motorveje i 15 EU-lande, heriblandt Danmark.

Hænderne af rattet, øjnene på vejen

Fords BlueCruise er delvis selvkørende på et stadie, som uofficielt omtales som niveau 2+ eller niveau 2,5. Mange biler er i dag på niveau 2 i kraft af adaptiv fartpilot og vognbaneassistent. Her har føreren altid det fulde ansvar.

Det har føreren også på niveau 2,5, hvor den største forskel er, at man kan og må slippe rattet, men stadig skal have øjnene på vejen og være klar til at overtage styringen øjeblikkeligt. Et kamera holder øje med, at føreren hele tiden har blikket rettet mod på trafikken. Det er altså ikke tilladt at se på sin telefon. Først på niveau 3 overtager bilen (og bilproducenten) ansvaret for kørslen, og det er tilladt at foretage sig andre ting end at følge med i kørslen.

 

Mange lande i én godkendelse

Dermed skyder Ford genvej til at få systemet udbredt hurtigt og billigt til store dele af EU. Hidtil har BlueCruise kun været tilladt i tre europæiske lande, Tyskland, Spanien og Storbritannien, og Fords løfte fra december om at få systemet godkendt land for land blev konstant udskudt.

Kørsel uden hænderne på rattet skulle have været indført i Danmark primo 2024, men med EU-tilladelsen slipper Ford for at skulle have systemet til en lille eksamen i hvert eneste land som hidtil. I Danmark kan Fords avancerede kørselsassistent bruges på stort set hele motorvejsnettet.

BlueCruise er kun tilgængelig i den mexicanskproducerede Ford Mustang Mach-E, hvor det skal tilkøbes på abonnement til 190 kr. om måneden eller 2.100 kr. for et år. Ejere af Mustang Mach-E produceret efter november 2022 kan med softwareopdatering få installeret BlueCruise. De fleste ældre biler ventes at kunne få det senere.

Derimod er der ingen konkret udsigt til, at kørselsassistenten kommer i de to europæiske elbiler, Explorer og Capri, eller i Kuga.

Person bag rattet med hænderne på lårene.
Med Fords BlueCruise er det på motorveje muligt at tage hænderne af rattet. Men blikket skal være fokuseret på trafikken. Alligevel giver den lille forskel en god oplevelse af mere afslappet kørsel. 

Høj komfort hos Ford og BMW

Motor prøvede i december Fords system på autobahn, hvor oplevelsen var, at man som fører er godt aflastet under kørslen, selv om det eneste, man slipper for, er at holde på rattet. Det, at man kan lade hænderne ligge i skødet i stedet for at holde om rattet, giver en afslappet holdning i overkroppen, og en kaffetår undervejs foregår helt uden besvær, var oplevelsen.

Siden har Motor i en BMW 5-serie prøvet mærkets Highway Assistant, der også er et ’2+’-motorvejssystem med krav om øjnene på vejen, men ingen hænder på rattet. Det var en afslappende og tryg oplevelse med behagelige og rettidige handlinger fra bilen.

Det gjaldt opbremsninger for langsom trafik, forslag til vognbaneskift, tilpasning til fartgrænsen og kørsel i kurver.

Vognbaneskift - både til venstre og højre - kunne klares fuldautomatisk blot med et blik i sidespejlet, og i motorvejskryds kunne bilen selv vælge den rette udfletning ved at følge navigationsanlægget.

Bilfører der kikker over mod midterskærmen.
BMW tilbyder i Tyskland et niveau 3-system til 7-serien. I denne situation kører bilen selv, og den har ansvaret. Føreren må derfor kortvarigt foretage sig andre ting.

BMW må kombinere niveau 2 og 3

Både BMW’s og Fords systemer virker ved op til 130 km/t. og ved fornuftig sigtbarhed. BMW’s kræver desuden et ekstrapræcist vejkort og konstant online-adgang til trafikdata.

Ved dispensationen fra EU fik BMW mulighed for at kombinere to systemer, Highway Assistant og Personal Pilot L3, som i 7-serien giver mulighed for, at bilen bliver reelt selvkørende – men kun ved hastigheder op til 60 km/t. og kun med en anden bil foran på flersporede veje. Til gengæld behøver føreren ikke have øjnene på vejen, da det er et niveau 3-system.

Begge BMW’s systemer virker kun på tyske motorveje, og det kan ikke engang bestilles til f.eks. en dansk bil. Det har ikke været muligt at få oplyst hos BMW, hvornår de to assistentsystemer vil blive tilbudt uden for Tyskland.

FDM: fare for sikkerheden

Selv om de delvist selvkørende systemer umiddelbart tilbyder en god køreoplevelse, er FDM skeptisk over for sikkerheden.

– Der sker en stor udvikling inden for bilers assistentsystemer, som langt hen ad vejen er positiv, siger områdechef i FDM tekniske rådgivning Lone Otto.

– Alligevel er vi bekymret for systemer som BlueCruise. Både for om de virker godt nok i tæt trafik, om de er stabile nok i forhold til at kunne læse slidte vognbanestriber mv., samt om systemerne under forskellige vejrforhold ikke bliver for sensitive. Og så er der den fare, at bilisterne risikerer at overvurdere dem eller på anden måde får blind tillid til dem, siger hun.

Må ikke oversælges

Det er en bekymring, FDM deler med de øvrige europæiske bilklubber og har sammen med organisationen European Transport Safety Council, ETSC, skrevet til EU-Kommissionen med bekymringen.

– Et assistentsystem som BlueCruise gør ikke bilen reelt selvkørende. Derfor vil vi holde nøje øje med, hvordan systemerne markedsføres, og at de ikke ’oversælges’ over for kunderne, siger Lone Otto.

Tesla har tidligere fået kritik for at kalde sine niveau 2-systemer, som officielt kan mindre end Fords og BMW’s, for Autopilot og Fuldt selvkørende egenskaber.

ETSC er også kritisk over for, at der i EU – i modsætning til i USA – ikke er noget krav om, at ulykker med disse avancerede assistentsystemer skal indrapporteres. Der er heller ikke noget EU-organ til at undersøge sådanne ulykker.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her