Dacia er ikke, hvad mærket har været. Det er blevet bedre. Og dyrere. Og mere eksklusivt på den knap så gode måde.
Det er et forandret Dacia, som den danske Dacia-organisation under Renault nu præsenterer. Mærket er kommet under pres i Danmark, da Dacia ikke har elbiler og den første formentlig først ankommer i 2027.
Samtidig er mærket populært som aldrig før i Europa, hvor minibilen Sandero tilsyneladende blev den mest solgte bil i 2024 og dermed slog Tesla Model Y. Den popularitet gør det sværere for den danske importør at forhandle gode priser, og længe har der hersket tvivl om , hvorvidt den nye Duster og den kommende, endnu større Bigster overhovedet ville blive lanceret i Danmark.
Men det gør de begge. Det bliver endda kun i de dyre udgaver med fuldhybrid-teknik.
Duster fra 310.000 kr. med hybridmotor
Duster i den helt nye generation lanceres til marts. Der bliver kun to udgaver, begge med 140 hk-hybridmotor og dermed automatgear – og samtidig uden mulighed for firehjulstræk indtil videre. Benzinøkonomien er 20 km/l.
Prisen begynder ved 310.000 kr. for en rimeligt udstyret mellemmodel, mens den højt udstyrede (alt er jo relativt) topmodel koster 320.000 kr.
Det er formentlig første gang nogensinde, at en Dacia kommer over 300.000 kr. Da Duster blev lanceret for ti år siden, kunne man få en skrabet udgave for 140.000 kr.
121.000 kr. i afgift
320.000 kr. rækker til en pæn og halvstor elbil, men Dacia mener, at der stadig er et lille marked for hybridbiler. Og selv om det ikke hjælper bilkøberne, så er Dacia bagud på registreringsafgift, som elbiler er helt fritaget for.
Ud af udsalgsprisen på 310.000 kr. udgør de 121.000 kr. registreringsafgift.
Den større Bigster-SUV, som lanceres til juni, bliver i sagens natur endnu dyrere.
Samtidig er de billigste benzin-udgaver af den syvpersoners Jokker ved at blive udfaset i Danmark, så den inden længe kun vil findes som fuldhybrid, der koster fra 290.000 kr.
Kun fem forhandlere
Når det gælder den lille Sandero, satser mærket nu på automatgear, hvilket bringer startprisen for de udgaver op på 185.000 kr. og 225.000 kr. for Stepway-udgaven.
Dacia i Danmark er godt klar over, at det sætter begrænsninger på salget, der sidste år gik 25 pct. tilbage i og kun nåede op på 840 biler – lidt flere end Porsche.
Derfor er det danske forhandlernet pr. 1. januar blevet ændret markant, så der nu blot er fem udsalgssteder, heraf ét på Sjælland. Koncentrationen skal sørge for, at salgslokalerne har en ordentlig standard, at sælgerne har forstand på bilerne, og at der er demobiler til stede.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi