Audi fortryder mærkelige modelnavne

Elbiler skal have lige modelnumre og de øvrige ulige. Det var Audis plan sidste år. Men nu fortryder Audi den opdeling, så den kommende A7 med benzin- og dieselmotor alligevel ikke skal hedde A7, men A6 lige som elbilen på ca. samme størrelse. Også motorydelserne som 40, 50 eller 55 er droppet. Andre mærker siksakker også.

To mænd kikker på bagparti af Audi.
Nyt om biler

Audi havde en smart plan. Elbiler skulle have et lige nummer, mens modeller med forbrændingsmotor blev tildelt et ulige nummer. Så pyt med at en række kendte Audi-navne som A4 og A6 skulle laves om.

Den plan har Audi ikke længere.

Nu har mærket fået den tanke, at nummeret blot skal følge bilens størrelse – uanset drivline. Det bliver næsten for nemt for kunderne, forhandlerne og pressen.

Hvid A6 bagfra.
A6 kommer i en masse udgaver, bl.a. som elbil og benzinmodel.

A4 blev til A5 for nylig - forgæves 

Idéen om et lige-ulige univers var ellers ikke engang et år gammel i praksis. Det var først, da en ny A5 i efteråret 2024 afløste den velkendte A4, at planen reelt blev sat i værk. Næste trin skulle være fyret af 4. marts, når afløseren for den velkendte A6 skulle præsenteres som A7. Nu bliver den afsløret som A6 – samme navn som den nyligt lancerede elbil A6 e-tron.

Der har åbenbart været højlydte diskussioner i Ingolstadt, må vi forstå på den pressemeddelelse, Audi sender ud om emnet. Plasteret skulle hives af nu, selv om den nye ændring nok også giver forvirring på den korte bane – og nedkalde hånende bemærkninger om Audi.

- Denne afgørelse er resultatet af intense diskussioner (FDM’s fremhævning) og følger ønskerne fra vores kunder så vel som feedback fra vores forhandlere globalt, siger Audis salgs- og marketingdirektør Marco Schubert.

Rød Audi bagfra.
Audi fandt i 2017 på, at modelnavne som 55 TFSI var en fremtidig måde at navngive på.

Ikke tilbagevirkende

Fortrydelsen kommer dog ikke til at få tilbagevirkende kraft. A4 får altså ikke sit navn tilbage. Den nye Q5 skal altså heller ikke omdøbes til Q6, eller Q6 omdøbes til Q5.

Men kunderne skal jo kunne kende forskel på en elbil, en benzinbil og en plugin-hybrid. Det sker ved, at Audi hæfter sine klassiske, men også noget indforståede teknologi-etiketter bagpå.

Elbilen A6 hedder som hidtil A6 e-tron (stavet med lille ’e’), mens de øvrige A6’ere får tilføjelsen TFSI (benzin), TDI (diesel) og TFSIe (det er den svære, betyder plugin-hybrid). g-tron (gas) findes ikke længere.

At elbilen og de øvrige så ikke har meget med hinanden at gøre – ud over kabine og elektronik – er en anden sag. Men størrelsen passer.

Skilt bag på bil.
Audi havde en periode, hvor modellerne fik et kryptisk navn baseret cirka på motorydelsen i kW. 

Audi har ombestemt sig før

Audi holder fast i A for lave biler og Q for de høje/SUV’er. Også Sedan/Limousine, Avant og Sportback lever videre i Audis vidtforgrenede navne- og modelunivers.

Det er ikke første gang i nyere tid, at Audi fortryder sin nomenklatur. Så sent som i 2017 fandt nogen hos Audi på, at bilernes ydelse skulle angives på bagsmækken via et sindrigt system, hvor ydelsen i kW blev puttet ind i nogle spøjse intervaller. Således blev motorbetegnelser som 55 TFSI og 40 TDI født. Dengang blev en Audi A8 omdøbt fra 3.0 TDI til 50 TDI, fordi den havde 210 kW, mens 3.0 TFSI med 250 kW ændredes til 55 TFSI.

Det påfund var heller ikke populært hos mange, og skulle nogen ikke have bemærket det, er de tocifrede motorbetegnelser faktisk forsvundet i al stilhed.

Nye måder at skrive hk på

Audi har hjulpet sig ved nu at have færre motorvarianter, og på f.eks. A6 (elbilen) hedder standardudgaven A6 e-tron, mens modellen med høj ydelse hedder A6 e-tron Performance. Med firehjulstræk og endnu højere ydelse bruges det velkendte quattro.

Og så er der stadig RS-navnet, når ydelsen er helt oppe i den høje ende. Uanset om det er en elbil eller en benzinbil.

Audi er ikke ene om at kløjes i navngivningen i tider med store forandringer i modelprogrammet, særligt de mange fuldelektriske modeller.

Mercedes ombestemmer sig også

Mercedes-Benz har også være på slingrekurs. Elbilerne blev udstyret med et EQ i navnet, og på et tidspunkt gik Mercedes-Benz så vidt som at ændre det hellige Mercedes-Benz til Mercedes-EQ – for elbilerne, altså.

Man kunne således købe en Mercedes-EQ EQE. Der var også EQ Power, som var elektrificerede brændstofmodeller.

Den nøkke med Mercedes-EQ er allerede droppet. Back to basis. Den kommende elbil, CLA, skal tilsyneladende grundlæggende blot hedde CLA.

BMW og VW tøver

BMW har haft en lidt mere konsistent tilgang med den mere forsigtige skelnen med f.eks. i5/5-serie. Om det også står for fald, vil vise sig når den nye familie af elbiler, ’Neue Klasse’, bliver vist i endelig udgave. Skal de hedde i3/iX3 eller 3-serie/X3? Det sidste ville give mening, da modelserien i fremtiden kun fås i ren elektrisk udgave.

Også VW grubler over, hvorvidt ID.-serien skal droppes. Når den elektriske minibil ’ID.2’ præsenteres senere i år, er det langt fra sikkert, at navnet bliver ID.2 eller lignende. VW er fristet af – på en eller anden måde – at få de indarbejdede navne som Polo og Golf med over i den elektriske æra.